Parterapeutens klumme: Hvert tredje par skændes om penge – og det kan koste forholdet

Økonomi er en brandvarm kartoffel i mange parforhold – og blandt mange skilte par, lyder det fra Maria Brønden.

Parterapeut og psykolog Maria Brønden kommer hver anden uge med gode råd til dig og dit parforhold.

Parterapeut og psykolog Maria Brønden kommer hver anden uge med gode råd til dig og dit parforhold.

Foto: Anders Ole Olsen

“Vi skændes aldrig … kun om penge.” Den sætning har jeg hørt mange gange. Og jeg forstår det godt. For økonomi er en brandvarm kartoffel i mange parforhold – og i mange skilte par.

Skal en psykolog nu blande sig i økonomi? Nej. Men jeg tillader mig alligevel at tale om det. Hvorfor? Fordi økonomi – sammen med børneopdragelse og rengøring – topper listen over emner, par ofte går skævt af hinanden på. Ikke fordi folk er grådige. Men fordi penge-snakken sjældent handler om tal. Den handler om tryghed, frihed, retfærdighed, kontrol – og følelsen af at være på samme hold.

Fælles hjem + fælles børn = fælles økonomi

Mit tydelige – og for mange lettende – bud er: Har man fælles hjem og fælles børn, så har man også fælles økonomi. Fordi det ofte er det mest ligeværdige og ordentlige. I et fælles liv er det svært at have hver sin lille økonomiske ø, uden at det langsomt bliver til en magtbalance: den ene “har mere”, eller den anden “skylder”.

Og lad os lige gøre den helt ligeværdig: I mange familier tjener den ene mere end den anden – men den anden bruger så ofte flest timer i og om hjemmet. Pointen er: Alle bidrag til et hjem er lige vigtige. Mentalt, fysisk og økonomisk. Om arbejdet foregår på kontoret 14.42 eller i køkkenet kl. 06.42. Derfor giver det i rigtig mange familier mening, at den samlede indkomst i hjemmet er fælles – fordi livet er fælles.

Er I skilt? Så handler det endnu mere om ordentlighed

Hvis du er skilt, gælder et princip over alle: ordentlighed. For dine børns skyld. For din eks’ skyld – husk: vedkommende er for evigt medforælder til dine børn. Og dermed også for din egen skyld. Punktum.

Læs også

“Dine – mine” - måske også ”vores”

Når man flytter sammen, og har børn fra tidligere forhold, bliver økonomi også følsomt. Her findes der ikke én perfekt model, men der findes gode retningslinjer: Gør det gennemsigtigt og respektfuldt. Aftal hvad der er fælles (fx hus, mad, faste udgifter), hvad der er individuelt (fx børnebidrag, opsparing til egne børn), og hvordan I justerer, når livet ændrer sig. For det gør det.

Fra “hvem betaler hvad?” til “hvordan er vi sammen om det her?”

Som i mange af livets udfordringer er kommunikation nøglen. Og i stedet for at diskutere tal i toppen af konfliktbølgen og komme med “det synes jeg bare” (sorry, men det er simpelthen ikke et argument - det er faktisk en stopklods for forståelse!), så husk: Når I er et par, er I også partnere. Og i et partnerskab spiller man hinanden gode. Ikke nødvendigvis ved at være enige om alt – men ved at være nysgerrige i måden, man er uenige på.

Så hvis I kun tager én ting med, så lad det være denne:
Skift fokus. Fra regneark til relation.

Sæt jer ned, når I ikke er midt i en konflikt. Skift til at svare – uden at afbryde:

“Det, der gør mig usikker ved økonomi, er…”

“Det, jeg har brug for, for at føle mig tryg, er…”

“Det, jeg nogle gange føler mig alene med, er…”

Den anden må kun spejle og være nysgerrig: “Forstår jeg det rigtigt at…?” Først bagefter finder I løsninger – sammen. For hvad mon ville ændre sig, hvis I gik fra “hvem betaler hvad?” til “hvordan er vi sammen om det her - fair?”

Vi ≠ Regneark

Mit bud? At der kommer mere “vi” og mindre “regneark”. Og at I dermed netop vil få mere overskud – ikke nødvendigvis i banken, men på kærlighedskontoen. Og det er vel dér, vi alle sammen helst vil have overskud. Forskning peger i hvert fald på, at mennesker, der investerer i deres relationer, er blandt de gladeste.

Vi ses om 14 dage. Indtil da kan du følge med her: @psykologmariabronden og @reflekt.cc

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...