Gode råd fra parterapeuten: Klarede du frisag til Valentinsdag? Kærlighed er ikke én dag

Sådan får du de 364 andre dage til at tælle (uden pomp og pragt).

Kærlighed er ikke kun noget, man skal dyrke Valentine's Day. Psykolog og parterapeut Maria Brønden kommer med tips og tricks til at holde gnisten i live - hele året rundt.

Kærlighed er ikke kun noget, man skal dyrke Valentine's Day. Psykolog og parterapeut Maria Brønden kommer med tips og tricks til at holde gnisten i live - hele året rundt.

Foto: Anders Ole Olsen

Valentinsdag er mere eller mindre veloverstået for mange. Nogle fejrede den i pomp og pragt, andre lod den passere i stilhed. Begge dele er helt okay. Især hvis kærligheden lever i hverdagen.

For jeg hører ofte argumentet – og ja, lidt oftere fra mænd, men fra begge parter – at:
“Jeg vil da langt hellere komme med en buket en helt almindelig tirsdag.”
Super. Gør du så det?

For lige så tit hører jeg den anden partner sige: “Jeg får jo aldrig opmærksomhed. Heller ikke på Valentinsdag.” Og det er præcis derfor, sådan en dag kan få fat: Der er business i den, ja – men der er også en pointe i, at vi mennesker nogle gange har brug for at blive mindet om det vigtige.

Husk hinanden

Tænk, hvis det lå dybt i os, at vi huskede hinanden – helt automatisk. Ikke kun med roser og restaurant, men med hånden på ryggen, øjenkontakten, de små rosende ord, der får lige præcis din partner til at blomstre. For det er bag hjemmets fire vægge, at godhed i verden starter. Når vi er gode ved hinanden derhjemme, går vores børn ud og gør det samme. Når vi har haft en hyggelig morgen, er vi en bedre kollega. Når weekenden har været varm, er der mere overskud til ugen.

Samtidig er det, eller har været, vinterferie. Mange har været sammen i familiens skød. Nogle har rejst. Andre har arbejdet – og afleveret børnene med mere eller mindre dårlig samvittighed i pasning. Og her er jeg faktisk fan af kvalitetstid frem for kvantitet: Lad være med at slå dig selv i hovedet over “ikke nok tid” – men sørg for, at tiden tæller. Fem nærværende minutter slår en hel aften med halvt blik på skærmen.

Min mand var væk det meste af vinterferien på arbejde, så jeg og vores børn var alene – og jeg arbejdede det meste af ugen. Derfor gav jeg den gas med kurebrætskørsel med ungerne i weekenden, og jeg sendte bare én sætning til min Valentin: “Jeg savner dig.” Det mente jeg, selvom jeg havde været sk***sur aftenen før. Han svarede med hjerter. Nogle gange er det nok. Det er de små ting, der holder os tæt. Jeg fik også en grønlandsk specialitet i gave, da han kom hjem: ræklinger – tørret hellefisk. Han ved, jeg elsker dem. Det er jo bestemt ikke romantik for alle. Men for mig er det: “Jeg kender dig.” Og dét er hverdagskærlighed - at blive set er totalt undervurderet.

Her er en nem cheatcode at starte med (det må man nemlig gerne!):

Find chokoladen bagerst i skabet og giv den en helt almindelig lørdag.

Skriv et sødt kort “fra børnene” en torsdag morgen.

Om lidt myldrer vintergækker og erantis frem – tag én enkelt blomst med ind i et lille glas og lad den sige: “Jeg ser dig. Jeg elsker dig. Jeg er fan af dig.”

Så… vil du være sådan en, der husker kærligheden én dag om året – eller sådan en, der drysser den ud på de 364 andre? Hvad er én lille ting, du kan gøre allerede i dag?

Følg med for flere hverdagsnære kærlighedsgreb: @psykologmariabronden · @reflekt.cc

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...