Tusind tak til jer, der har bedt mig uddybe ”kongruent og konsekvent” – begreber jeg nævnte i en tidligere klumme. Og først og fremmest, kære med-forældre: Lad os starte i entreen, hvor skoene flyder, hunden ser bebrejdende ud, og opvasker og vaskemaskine synger i duet “tøm miiiig”. Her bor hverdagen. Også min – og mange af mine klienters. Hverken den eller børn kommer med manual; børn bliver født med nysgerrighed, appetit på livet og en radar for, hvad de voksne gør, mere end hvad de siger.

Der tales tit om “inddragelse” i stedet for ”opdragelse” Men det er ikke det samme som overladelse – eller overdragelse. Når børn får hele verdensbuffeten, tager de mange skumfiduser til aftensmad. Giv derfor to valg: “I aften står den på frikadeller eller pasta – hvad vælger du?” Barnet bliver set, du bevarer roret. Win-win og aftensmad på bordet. Man smager i øvrigt på (sund) mad; efter ti små smagsprøver kan man altid få en skål havregryn (eller anden fast ting, heller ikke valgfrihed her).

Næste lille trylleremse: Drop spørgsmålstegnene, hold fast i venligheden. “Vil du lægge tøj sammen?” inviterer “nej” ind. Prøv: “Vær sød at lægge tøj sammen.” Rolig stemme, øjenkontakt. Kærlighed og lederskab går fint hånd i hånd. Overvej, hvornår noget er et spørgsmål – og hvornår ikke (bonus: virker også på evt. partner: min mand bemærkede først efter mange år sammen, at jeg aldrig spurgte: ”vil du gøre rent?” men ”vil du støvsuge eller vaske gulv?”…!;).

Skærme? Åh ja. De er designet som små tivolipladser for hjernen. Har I aftalt 30 minutter tirsdag og lørdag, så er 30 = 30. Protest de første gange er ikke tegn på dårligt forældreskab; det er hjernen, der vil have mere. Du svarer: “Nej tak, skat. Vi ses lørdag.” Og giv så en krammer og en opgave: dæk bord, hæld vand op, find servietter. At bidrage bygger både selvværd (“jeg betyder noget”) og selvtillid (“jeg kan noget”). Ved særlige behov kan du justere varighed og tidspunkt – men behold en fast ramme. Forudsigelighed er i den grad kærlighed.

To ord, der lyder som fætre fra et advokatfirma, men redder hverdagen, er altså Kongruens og konsekvent.
Kongruens = gør det, du siger (læg telefonen, når du siger “skærmfri”. Også dig selv).
Konsekvent = aftaler, der gælder i dag, gælder også i morgen (det er sundt for os alle at lære vedholdenhed. Og nogle gange også udholdenhed, for den sags skyld).

Læs også

• Psykologens klumme: “Hvad tænker du om alt det der med Grønland?”
• You do you! Hold fast i dig selv og dine gode beslutninger
• Parterapeutens klumme: Rend mig i traditionerne - og skab en hyggelig juleaften
• 1. søndag i advent: Jubiiii – det er jul … eller noget
• Parforhold og politik – en sexet kombo?

Aldersnøglen kort
Små børn: du vælger, de hjælper (“du hælder vand op”). Jeg ved godt vi kan gøre det hurtigere selv, men det er en investering i dem, og i jeres fælles liv.
Mellemtrin: to tydelige valgmuligheder og korte beskeder, helst med øjenkontakt: det er nemmere for alle at høre, når man ser på den man taler med.
Teenagere: mål og rammer aftales med dem – men du har ansvar for og veto på tid, tryghed og søvn. Sengetider skal passes og tid sammen skal prioriteres.

Kære dig, uanset om du er alene, sammen eller i deleordning: Vi curler ikke kærligt ved at fjerne alle bump. Vi elsker ved at lære børn at gå på dem. Ingen bliver en bedre kæreste, roommate eller kollega af aldrig at have tømt en opvasker.

Hvad tager du med i dag? Skift ét “?” til en venlig anvisning, (gen)indfør “to valg”, eller bekræft skærmaftalen. Skriv det ned – eller til mig. Hold fast i tre uger, så hjernen får mulighed for at igangsætte en vane. Du kan sagtens – og dine børn kan også. Og når I misser, som vi også gør hjemme hos mig, så starter I igen <3.

Følg for flere hverdagsgreb til dig: @psykologmariabronden og til familielivet @reflekt.cc