Efteråret er over os, og bladene fosser ned fra træerne i røde og gyldne strømme. De lægger sig i sindrige mønstre på gader og stræder og lyser hemmelighedsfuldt i tusmørket.
Der er noget magisk over sådan et landskab, det er som om, at det hvisker til os og forsøger at fortælle os noget. Det er til at blive helt religiøs af.
Jeg læste fornyeligt en bog, hvor en klog mand beskriver den religiøse indstilling til livet ved hjælp af et landskab. Ikke et efterårslandskab, men om en skitur i Alperne: ”Du nærmer dig stedet og landskabet i håbet om frisk luft og motion. Du bruger alpelandskabet til at komme til kræfter. Men når du en morgen står foran det uberørte snelandskab, og sollyset får det til at glitre i et forklaret skær, så aner du en tilskyndelse til at tegne en særlig smuk kurve i sneen for at yde denne skønhed retfærdighed. (…) Du hører i det en appel. Du spørger ikke mere om det svarer til dit behov. Du bliver engageret af landskabet til at fuldende det.”
Den kloge mand forklarer videre, at sådan er det også med religionen. Til daglig har vi så travlt med at begribe verden og få den til at tilfredsstille vores egne behov. Men vi kan opleve, at verden i stedet griber os med en enorm appel eller fordring. Så det ikke længere handler om, at verden skal kunne tilfredsstille os, men om vi skal kunne løse den opgave, som verden stiller os.
Læs også
- Præsten har ordet: Gør det os mere trygge at have et beredskabsministerium?
- Præsten har ordet: Er gudstjenesten et mentalt kick?
Når vi bliver grebet
Andre har beskrevet dette fænomen ved hjælp af ord, som man normalt bruger, når man taler om musik: Vi resonerer eller vi bliver sat i svingninger af verden.
Det kan ske på flere måder: Når vi bliver grebet af vores sport, madlavning eller havearbejde. Når vi bliver grebet af andre mennesker eller måske allerdybest, når vi bliver grebet af naturen eller religionen.
Tilfælles er oplevelsen af, at intet eller ingen længere tjener vores formål, men at vi tjener eller bør tjene dem. Desværre er den oplevelse ikke nem at gøre i en moderne verden, hvor tingene går hurtigere og hurtigere.
Må ikke gå for hurtigt
Vores verden er fyldt med moderne opfindelser designet til at gøre vores liv nemmere. I stedet accelerer de vores tilværelse, og vi har ikke tid og overskud til at andet end at opfatte verden som et middel til at nå vores egne mål.
Kirken er et af sidste steder, hvor det stadig går så langsomt, at vores sind kan stemmes til at resonere. Der er en grund til, at sekundviseren kan snegle sig afsted, når vi er til gudstjeneste. Det må endelig ikke gå få hurtigt, for det kræver tid at få sindet sat i svingninger.
Men sker det, kan vi resonerende og vibrerende atter gå ud af kirken for at genfinde vibrationerne i efterårsløvet, som er drysset rundt om Hørsholm Kirke. Der kan vi mødes af verden, der ikke længere optræder som et svar på vores spørgsmål, men som en udfordring, som det er livet om at svare på.