Af Rasmus Jensen, ny præst i Hørsholm Kirke
Alle har deres opgaver og pligter. Hver især må vi tage vores opgaver på os. Vi skal gøre os umage, og det er en kendt luthersk tanke, at enhver har sit kald, og det vil sige opgaver og pligter, som vi for helhedens skyld skal tage på os.
På den måde stiller vi vores evner og kræfter til tjeneste for den større helhed ved at tage os af hvert vores felt.
Det gælder også præster. De stiller sig til tjeneste for kristendommen ved at formidle de kristne budskaber, og samtidig stiller præsten sig til rådighed for menigheden, så enhver kan opsøge præsten og bede om en fortrolig samtale.
Måske er det også derfor, at det ikke går stille for sig, når en kirke får ny præst.
Hørsholm er ingen undtagelse, for ved søndagsgudstjenesten 9. juni blev jeg indsat som ny præst i sognet. Det var højtideligt, flot og festligt. Og jeg indrømmer også gerne, at gudstjenesten med sine næste to timer blev for lang. Det vil aldrig gentage sig.
Gudstjenesten var særlig på den måde, at jeg var klædt i hvidt i første del af gudstjenesten. Det hele begyndte med, at jeg blev ført ind af provsten – som en brud, der skulle føres til alteret. Den tanke havde jeg svært ved at forlige mig med.
I gamle dage var det almindeligt at tale om forholdet mellem præst og menighed som et ægteskab. Tænk bare på højskolesangen ”Hvad er det, min Marie?” hvor Grundtvig i første vers sammenligner sit ægteskab med forholdet mellem præst og menighed.
Præstegerningen er en måde at være i verden på, fordi man aldrig lægger præsteidentiteten helt fra sig.
Men tanken om gamle dages ægteskab mellem præst og menighed gjorde mig også lidt underligt til mode. Jeg er nemlig gift i forvejen. I lyset af historien kan man selvfølgelig sige, at det gav mening, at jeg blev ført ind i kirken klædt i hvidt.
Men det hvide signalerede samtidig også renhed. Og som jeg gik der ved siden af provsten og smilede til de fremmødte, kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet, at nu skulle de nødigt få for høje forventninger til den nye præst: Jeg er nemlig hverken uskyldsren eller uprøvet.
Inden jeg måtte tage de hvide klæder af og nøjes med almindelig præstekjole, bød gudstjenesten på en tale fra provsten, og her gav han mig og menigheden et par formanende ord at tænke over.
Provsten mindede mig nemlig om, at intet må gå hverken forud eller i stedet for min præstegerning. Og jeg skal indrømme, at da jeg hørte det, tænkte jeg, at det er et omfattende krav at stille til sit arbejdsliv.
Men på en måde hænger det sammen med kaldstanken, at vi hver især har vores områder, hvor vi skal stille os til tjeneste. Og som præst er man selvfølgelig præst, både når man står i kirken, sidder på præstekontoret, eller når man står derhjemme og passer børn, mens gryderetten brænder på.
Og hermed stiller jeg mig tjeneste. Jeg glæder mig til at lære byen at kende.