"Det er da utroligt, som de er begyndt at skrive alting med småt".
Sådan begyndte det. Snart tillagde jeg mig selv nogle bevægelsesmønstre, som jeg genkendte fra min nu salige mormor.
Jeg begyndte at holde avisen ud i strakt arm for at kunne fokusere, eller jeg tog indlægssedlen fra medicinen hen til sollyset i vinduet.
Langsomt gik det op for mig. Mit syn, som jeg ellers altid havde været så stolt af, var begyndt at svigte mig. Nu kan jeg ikke længere gå nogle steder uden et par læsebriller i tasken.
Læs også
En anden stolthed var min hårpragt. For nylig meddelte min frisør mig, at mit hår var under omstrukturering. Jeg havde eller vænnet mig til medlidende at se på de stakkels mænd, som fra en ung alder henslæbte livet med en skaldet isse. Foreløbigt klarer jeg mig med en kort bad boy-frisure. Men både min frisør og jeg ved, hvad klokken er slået.
Græsset gror og visner
Nu går jeg og holder nervøst øje med, hvor alderdommen vil slå til næste gang. Måske på hørelsen?
Har jeg ikke allerede lidt svært ved at skelne den ene stemme fra den anden i store selskaber? Og hvor længe bliver jeg egentlig ved med at have styrke til at kunne bære min egen kropsvægt?
Ok, jeg er kun 51. Og jeg er trods alt ikke den første, og jeg bliver heller ikke den sidste, som har udsigt til at blive udsat for livets store omstruktureringsproces.
Læs også
Er det en trøst? Jeg ved det virkelig ikke. Men sikkert er det i hvert fald, at vi må finde os i, at verden efterhånden, som tiden går, glider os af hænde. Man plejer at kunne se det hele, følge med i alle samtaler og bevæge sig frit. Snart kan man hverken fokusere, konversere eller balancere.
Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Det er en erfaring, som allerede er skildret i Det Gamle Testamente.
Mennesket er "som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det visen og tørt." Sådan står der.
Fremtidens syn
Et par linjer længere tilføjes lille bøn: "Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet."
Og måske er det den vigtigste øvelse. Når man ikke længere magter at se frem. Så man kan man se tilbage, reflektere og konkludere.
Og når nu sanserne alligevel sløves, så kan man tillade sig den luksus at se stort på tingene. Også nutiden kan filtreres. Man kan se, hvad man vil se og høre, hvad man vil høre.
Det interessante er selvfølgelig, hvilket filter man vil benytte: Vil man venligt og nådigt sortere alle livets fejler og mangler fra?
Læs også
Vil man vælge kun at se det gode og lade mildheden sætte tonen for den sidste del af livet? Eller vil man fokusere stramt på alt, hvad der er galt, og som får pulsen til at stige?
Vil man lade gammelmandsraseriet få frit løb? Kun tiden vil vise, hvordan man vil mestre kunsten at blive gammel.