Præsten har ordet: Det må du ikke

Foto: Morten Timm

Hvad er det, regler og love og bud gør ved os? De skal retlede os, så vores fællesskaber fungerer.

Jødedommen er en lovreligion, og Jesus så, hvad Moselovens mange bud gjorde ved jøderne. Det vækkede deres selvretfærdighed. Og det gælder os alle. 

Når dit liv bygger på regler, love og bud, får du lettere øje på de andres fejltrin og prøver måske at skjule eller dække over dine egne. Det sker i ægteskabet, på fodboldbanen, i trafikken – ja, faktisk over alt. 

Du lever med falsk selvværd - du har et skarpt blik for de andres fejl, men dit eget selvværd bygger på en løgn - for alt, hvad der ikke bliver opdaget udadtil, det har du ikke gjort.

H.C. Andersen formulerer det meget præcist i salmen ”Jeg har en angst som aldrig før”:

De Andres Skyld jeg nok opskrev,
Men ei mit eget Skyldnerbrev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag!

Kristendommen er ikke en lovreligion. Kristne er vi i kraft af, at vi er døbt, men vi SKAL ikke gå i kirke, vi SKAL ikke bede, og vi SKAL ikke læse Biblen. 

Vores forhold til Gud er et privat anliggende. Men i Danmark SKAL vi overholde Grundloven. Grundloven er grundlaget for vores demokrati.

Under enevælden var det kongens regler, vi skulle følge, men Grundloven er 'vores egne regler' - grundlaget for at skabe et velfungerende og retfærdigt samfund.

Den sorte svane

Vi har i den sidste tid set mange eksempler på, hvordan man kan sno sig for at undgå at overholde lovens intention, men hvor man alligevel ikke overtræder selve lovens paragraffer. 

Vi har hørt om bankfilialer, souvenirforretninger og fakturafabrikker, som nærmest arbejder som møntvaskerier - hvor sorte penge bliver vasket hvide.

For nyligt afslørede TV2 i "Den sorte svane", hvordan den kriminelle underverden samarbejder med den kriminelle 'oververden'. Højtstående jurister og advokater finder huller og sprækker i loven og gør alt, hvad de kan ikke bare for at undgå at betale skat - men også for at vride så mange penge ud af fælleskassen som muligt for egen vinding skyld.

Vores grådighed

Man kan blive forarget, vred og skuffet - men grådighed ligger i os alle. Vi kan pludselig blive bange for at blive snydt eller ikke at få nok, selv om vi næsten alle i Danmark har mere end de fleste i verden.

Gud ønsker, at vi skal føle os rige, føle at vi har nok – ja, at vi har så meget, at vi ikke kan lade være med at give. Først da er vi rige i Guds perspektiv. 

Rager vi modsat til os og kan ikke få nok, så er vi fattige i Guds perspektiv.

Jesus siger, at vi får af at give. Og det er sandt, når det gælder kærlighed. Føler vi os elsket, kan vi ikke lade være med at elske, dele ud og være generøse. Og det helt forunderlige ved kærligheden er, at den vokser hver gang, vi giver den videre.

Gud vil have, at vi giver slip på vores grådighed for vores egen skyld. Grådighed er kompensation for mangel på kærlighed.

Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...