Uret ringer, jeg sætter vand over, tager en slå-om-kjole på, klipklapper og et håndklæde for lidt efter at opholde mig i et helt andet element - vandet.
Jeg bor lige midt i København og er vinterbader. Jeg springer i havnen hver morgen kl. 7 og får et kick af det kolde vand fra oktober til maj.
Jeg fortryder det aldrig! Så er dagen i gang!
Mit humør stiger lige nogle grader, og jeg bilder mig ind, at jeg holder mange forkølelser og andre små virusser fra døren på den måde.
I sommerhalvåret fra maj til oktober får jeg ikke samme kick - vandet er ganske enkelt for varmt, men alligevel er det vidunderligt at tage svømmeturen langs molen som fast morgenritual.
I sommermånederne er det det lave morgenlys og stilheden. København er ved at vågne, der er så charmerende. Ingen butikker er åbne, der kører ingen turistbusser, få biler og en enkel cyklist.
Morgengudstjenesterne kan have samme effekt, men på et helt andet plan.
Læs også
- Præsten har ordet: Til tjeneste
- PRÆSTEN HAR ORDET: De livsvigtige
- Præsten har ordet: Vi ses måske igen
Klippefast og fredfyldt
Slotssøen er helt stille, der er ingen biler på pladsen omkring kirken, ingen mennesker, der går tur med eller uden hunde, der er dug i græsset og fugle, der lydløst letter og lander - og kirken står så klippefast og venter på os med favnende døre og siger godmorgen.
Nogle gange skinner solen bag Kavalerboligerne, nogle gange ligger kirken i dis, nogle gange driver mørke truende skyer afsted hen over himlen. Hver eneste søndag rammes jeg af, hvor smukt og fredfyldt det hele er - alléen, kirken og det store ahorntræ, der breder sig ud på østsiden, og hele scenariet der på en eller anden måde spejler sig i slotssøen.
Fra maj til og med september holder vi gudstjeneste hver søndag morgen i Hørsholm Kirke kl. 8.30.
Vi hører et præludium, organisten spiller på kirkens nye flygel. Sangerne står på gulvet. Vi synger både salmer og sange fra Højskolesangbogen. Vi hører evangeliet, en refleksion over ordene, og så afslutter vi med at bede Fadervor og få lyst velsignelsen.
Selvværd og håb
Hver søndag står kirkedøren åben, og Jesus vil sige os noget, som skubber til vores umiddelbare tankegang.
Hvis vi selv kunne regne det ud, så var det ikke nødvendigt at få det gentaget år ud og ind. Gennem de sidste 201 år har Gud talt i Hørsholm Kirke.
Læs også
- Præsten har ordet: Det må du ikke
- Præsten har ordet: Se det at elske som en livsopgave
- PRÆSTEN HAR ORDET: Kærligheden er den største konstruktive magt
Det er et kick, særligt når man bor alene at møde de andre, at synge og lytte sammen og lade Guds ord inspirere, afsløre eller vække os - inden en ny dag og en ny uge.
Gud vil med sit ord fylde os med selvværd, frimodighed og ydmyghed - med tro, håb og kærlighed.
Vi flytter os, når hans ord virker i os - virker til taknemmelighed, barmhjertighed eller tålmodighed - til næstekærlighed. Han vil give os sin fred, som der står over kirkedøren.
Hans ord er vores ugentlige mentale kick - prøv det - og gid I aldrig fortryder at komme en tidlig søndag morgen. Det beder jeg om.
Amen