Der bliver mulighed for at opleve ægte kongelig stemning i Fredensborg, når dronning Margrethe fejrer sin 86-års fødselsdag.
Torsdag den 16. april danner Fredensborg Slot nemlig rammen om en særlig koncert i Indre Slotsgård, hvor Den Kongelige Livgardes musikkorps spiller i anledning af fødselsdagen.
Koncerten finder sted i forbindelse med det daglige vagtskifte klokken 12, og både dronningen og kongeparret vil være til stede, oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.
Dronning Marys far, John Donaldson, er for nylig gået bort, men af kongehusets kalender fremgår det, at kongeparret vil være tilstede til fødselsdagen.
Læs også
- Kongelige tvillinger skal konfirmeres i Fredensborg
- Populært marked er reddet - ny arrangør tager over
- Borgmester om museumsplaner: - Det er en gave til Fredensborg
Musik og fødselsdagsfejring
Det er Den Kongelige Livgardes Musikkorps, der står for den musikalske del af fejringen.
Her vil musikkorpset fremføre en mindre fødselsdagskoncert i slotsgården, mens vagtskiftet finder sted - en tradition, der hvert år tiltrækker både lokale og besøgende.
Dronningen og kongeparret vil overvære koncerten fra slottets hovedtrappe med udsigt over slotsgården.
Borgere inviteres med
Som noget særligt er offentligheden også inviteret med til fejringen.
Allerede fra klokken 11.45 kan borgere tage opstilling i Indre Slotsgård ved hovedtrappen og dermed få mulighed for at opleve begivenheden helt tæt på.
Her kan man både høre musikken, overvære vagtskiftet og sende en fødselsdagshilsen til dronningen.