Fredensborgs rolle som Europas royale samlingspunkt fortælles i ny bog

Den nye bog tager læseren med til Fredensborg Slot, hvor kongeparret hvert år samlede børn, børnebørn og svigerbørn til de såkaldte Fredensborgdage.

Den nye bog tager læseren med til Fredensborg Slot, hvor kongeparret hvert år samlede børn, børnebørn og svigerbørn til de såkaldte Fredensborgdage.

Foto: Martin Warming

Christian 9. og hans hustru, dronning Louise, blev i 1800-tallet kendt som ”Europas svigerforældre”, fordi deres børn blev gift ind i flere af Europas royale familier. Nu kan man i en ny bog få et helt unikt indblik i kongeparrets liv og deres store, forgrenede familie.

Bogen Christian 9. og hans familie af Marianne Abrahamsen tager læseren med til Fredensborg Slot, hvor kongeparret hvert år samlede børn, børnebørn og svigerbørn til de såkaldte Fredensborgdage. 

En af disse familiefester blev i 1883 foreviget i Laurits Tuxens berømte gruppeportræt, som blandt andre viser familiemedlemmer med rødder i Danmark, Rusland, Grækenland, Hannover og Storbritannien.

"Velbekomme. Jeg håber, at I, som vores gæster, har nydt middagen. Jeg vil nu bede alle om at bevæge sig ind i havesalen, hvor der er mulighed for fortsat at konversere", lød det ifølge bogen fra Christian 9., da middagen sluttede.

Forfatteren Marianne Abrahamsen fortæller i korte, biografiske kapitler om hvert enkelt medlem af familien på billedet. Historierne spænder fra kongelig glans og arrangerede ægteskaber til mere private og ofte skjulte sider af de royale liv – blandt andet uægte børn, depressive fyrster og homoseksuelle ægtefæller, emner som i 1880’ernes samfund blev betragtet som tabubelagte.

Oldebarn af Laurits Tuxen

Bogen henvender sig både til dem, der er fascineret af det danske kongehus, og til alle, der interesserer sig for fortidens royale netværk og eventyr. Læsere kan blandt andet få indblik i, hvordan Fredensborgdagene blev afholdt, hvordan Laurits Tuxen arbejdede med portrætterne, og hvad det betød at være tæt på kongen.

Marianne Abrahamsen er cand.mag. i fransk og spansk og ph.d. i gymnasieledelse. Hun har arbejdet som gymnasielærer og lektor, og er oldebarn af maleren Laurits Tuxen. Hun har tidligere skrevet Tuxens breve - mellem kunst og kærlighed og er medforfatter til Nicoline Tuxen i serien ’Kunstens kvinder’.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...