Fredensborg Slotsmarked får ny arrangør. Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor Rotary Fredensborg annoncerer, at de fra i år overtager ansvaret for det traditionsrige marked.
Meldingen kommer efter, at Borgerforeningen Fredensborg By har oplyst, at de ikke ønsker at fortsætte med at arrangere markedet, som de har stået bag siden starten i 2013.
Gennem mere end et årti har Slotsmarkedet udviklet sig til en fast begivenhed i byen, hvor både borgere, besøgende og lokale aktører mødes omkring handel, oplevelser og fællesskab - midt i de historiske omgivelser ved slottet.
Slotsmarkedet er mere end et marked - det er en samlende begivenhed for hele Fredensborg.
Lars Kammer, præsident Rotary Fredensborg
Hos Rotary Fredensborg lægger man vægt på, at overtagelsen sker med respekt for det arbejde, der allerede er lagt.
- Borgerforeningen har skabt noget helt særligt for Fredensborg. Det arbejde har stor respekt, og vores ambition er at videreføre og udvikle det med samme lokale forankring og engagement, siger Lars Kammer, præsident i Rotary Fredensborg, i pressemeddelelsen.
Også hos Borgerforeningen er der tilfredshed med, hvem der nu tager over stafetten.
- Vi er glade for at kunne give stafetten videre til Rotary, som har både netværket og de organisatoriske kræfter til at føre Slotsmarkedet videre, siger Tina Deichmann og Jeanette Andreasen, der har været blandt de drivende kræfter bag markedet gennem årene.

Sker i tæt samarbejde
Ifølge pressemeddelelsen sker overdragelsen i et tæt samarbejde mellem de to parter, hvor der er fokus på at sikre kontinuitet og kvalitet i arrangementet.
Slotsmarkedet er i dag mere end blot en handelsdag. Det fungerer også som en platform for lokale foreninger, erhverv og frivillige, og netop den rolle ønsker Rotary at styrke.
- Slotsmarkedet er mere end et marked - det er en samlende begivenhed for hele Fredensborg. Vi vil bygge videre på det stærke fundament og samtidig tilføre nye perspektiver, der kan styrke både oplevelse, kvalitet og lokal forankring, siger Lars Kammer.
Planen er at fastholde markedets grundidé med fokus på lokalt engagement og fællesskab, men samtidig arbejde med en mere professionel organisering og en langsigtet udvikling.
Den første udgave af Fredensborg Slotsmarked under Rotarys ledelse bliver afholdt lørdag den 12. september 2026 fra klokken 10 til 15.
Rotary Fredensborg er en del af det internationale Rotary-netværk, som arbejder med lokale og globale projekter inden for blandt andet netværk, erhverv og samfundsengagement.