Afgående forsyningsformand frygter for fjernvarmen og klimaindsatsen

Tue Tortzen frygter, at magtskiftet i Hillerød kan true fjernvarmeudbygningen og klimaindsatsen.

Tue Tortzen (EL) vinker farvel til posten som formand for Hillerød Forsyning.

Tue Tortzen (EL) vinker farvel til posten som formand for Hillerød Forsyning.

Foto: Allan Nørregaard

Efter fire år i spidsen for det, han selv kalder "Kommunens miljømuskel", skal Tue Tortzen (EL) nu sige farvel til posten for formand for Hillerød Forsyning, efter et valg, hvor Enhedslisten gik tilbage, og det ene mandat, det blev til, ikke udløser ret meget indflydelse.

- Når man er forsyningsformand, og priserne stiger, eller der er bøvl med skraldespandene, siger siger folk: Det er også ham Tue. Og det havde jeg da også regnet med. Men hvis man gerne vil bære nogle af de ting frem, man har lovet vælgerne, så kan der også være noget, der er upopulært. Så det må man tage med, siger han.

Læs også

Tilbage med 2,1 procent

Tue Tortzen fik 567 personlige stemmer - 65 færre end i 2021. Enhedslisten gik tilbage med 2,1 procentpoint til 4,5 procent ved valget, som endte med et blåt flertal.

Nu er han som afgående forsyningsformand bekymret for, hvad magtskiftet fra rød til blå i kommunen kan betyde for forsyningsselskabet.

- Hvis det handler om, at de sætter et par erhvervsfolk mere ind i bestyrelsen, er jeg ikke så bekymret. Jeg er meget mere bekymret for, om de begynder at udlicitere det, for eksempel renovation. Vi hjemtog renovation, fordi det var for kompliceret at have en privat vognmand på grund af de mange nye fraktioner, der skulle sorteres i. Vi har jo før set, at de borgerlige privatiserende ting af ideologiske grunde. Men mange af de ting, der foregår derude, er jo ting, der bare skal gøres. Altså affald skal hentes efter loven, og man kan jo ikke lave så meget om på det. Men man kan godt lade en privat vognmand komme ind og tjene penge på det, bare for at vise at man går ind for det private initiativ, siger han og tilføjer:

- Jeg vil godt lige understrege, at jeg ikke har hørt noget om, at de vil gøre det.

Læs også

Vigtig formandspost

Han er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, hvem der sidder på posten som formand for forsyningen.

- Jeg tror ikke, det er slået igennem hos alle, hvor vigtig Hillerød Forsyning er for miljøet. Hvis du gør op af hvilken del af kommunen, der har bidraget til den største CO2-begrænsning i perioden, så er det jo helt klart forsyningen. Vi har lukket for gassen ude på det store anlæg og begyndte at bruge strøm i stedet for. Hillerød Forsyning er den største miljømuskel i kommunen, og det var derfor, jeg påtog mig posten som formand.

Nu frygter han, at indsatsen for en mere miljøvenlig forsyning bliver nedprioriteret.

- Overordnet set tror jeg, miljøet kommer i anden række i forhold til økonomien. Og det kan blive dyrt for næste generation.

Læs også

Har presset på

Det er især udbygningen af fjernvarme, han er bekymret for - en udbygning, der i forvejen er i modvind på grund af uklarhed om, hvornår naturgassen udfases for private forbrugere.

- Jeg har presset vældigt på for at få gang i fjernvarmeudbygningen. Og der kan det godt være en politik at sige, jamen det må folk afklare med sig selv, vi skal ikke gå ind og blande os på borgernes vegne. Der går jeg jo ind for, at vi fremmer det så meget som muligt. Men jeg håber, min bekymring bliver gjort til skamme, siger han, som nu ser frem til fire år uden stor indflydelse på kommunens politik.

Læs også

Finde flere kræfter

- Jeg får jo en plads i et udvalg. Normalt har man jo prøvet at tage hensyn til, hvem der har forstand på hvilke ting, og eftersom jeg har haft med det tekniske at gøre i mange år, så ville det jo være bedst for byen, hvis jeg var med der. Men det kan da godt være, at de sætter mig over i noget, jeg ikke har forstand på med. Men det kan jeg jo så få. Jeg skal nok sørge for at udnytte pladsen under alle givne betingelser, siger han, som nu også sætter gang i et andet arbejde - at finde flere kræfter til Enhedslisten, der i denne omgang kun havde tre kandidater på listen.

- Vi plejer at være flere, men det blev kun til tre, og det er da også et medvirkende til, at man ikke får så mange stemmer. To ældre herrer og så en yngre mand - jeg kan helt ærligt godt forstå, det ikke er så attraktivt, siger han og fortsætter:

- Selvransagelsen er, at når man ikke stiller en kvinde op, så der går man automatisk glip af en masse stemmer. Der er altså nogen, der kun stemmer på kvinder, og det et et princip, jeg hylder, fordi der skal flere kvinder ind i politik. Nu er det ikke så stort et problem i Hillerød Byråd, men jeg forstår godt dem, der har den indstilling. Det var jo et sort uheld for os, fordi vi havde faktisk en kvindelig kandidat, som så var nødt til at trække sig i allersidste øjeblik, siger han.

- Nu går vi så i gang med at finde nogle nye aktive. Det skulle vi nok være gået i gang med for fire år siden. Men vores udfordring er nok, at mange af Enhedslistens medlemmer interesserer sig for andre ting end kommunalpolitik, siger han.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...