Kunne jeg have gjort mere? Sådan kredser tankerne hos Hillerøds nu afgående borgmester Kirsten Jensen (S) dagen efter et valg, som sendte magten lige i favnen på et blåt flertal.
- Det var et tæt resultat, så jeg tænker på, hvad jeg kunne have gjort for at flytte de sidste mandater, siger hun.
Lige nu har de blå partier udpeget Christoffer Lorenzen som Hillerøds borgmester fra årsskiftet, og forhandlingerne om konstitueringen er stadig i fuld gang. Indtil videre er Socialdemokratiet ikke inviteret med. Kirsten Jensen ærgrer sig over, hvis samarbejdet hen over midten ikke fortsætter.
- Jeg føler et stort ansvar over de vælgere, der har stemt på mig, og jeg vil gerne gøre mere for de mennesker og alle de vigtige ting, vi arbejder med. Men jeg fortsætter jo i byrådet og vil stadig arbejde videre for Hillerød Kommune, siger hun.
Læs også
Mistede to mandater
Socialdemokratiet endte med at få 18,3 procent af stemmerne i kommunen og gik dermed fra at være kommunens største parti til at blive overhalet af Konservative, som fik hele 22,6 procent. SF haler også ind på Socialdemokratiet med 17,6 procent af stemmerne.
Alt i alt gik Socialdemokratiet fra syv til kun fem mandater i Hillerød Byråd. Kirsten Jensen afviser at pege på, præcis hvad der er gået galt.
- Det er svært at sige hvorfor. Når jeg lytter til borgerne, kommer de med helt modsatrettede forklaringer. Men resultatet ligger der, og vi mangler de to mandater, siger borgmesteren, som synes, Socialdemokratiet har gjort, hvad de kunne:
- Vi har lagt vores politik frem på en ordentlig måde, og vi har siddet på mål for det, vi og byrådet har besluttet og prioriteret. Vi har været aktive i valgkampen og arbejdet flittigt på at skabe et godt samarbejde, siger hun.
Læs også
Et helt andet liv begynder
Frem til 31. december fortsætter hun med borgmesterkæden om halsen, men så skal hun give den videre.
- Så tager andre over, og et helt andet liv begynder for mig. Jeg har jo brugt nærmest alle mine vågne timer på at være Hillerøds borgmester. Det bliver en stor forskel for mig ikke at være på fra klokken seks om morgenen til ni om aftenen, siger hun og tilføjer, at hun altid har gjort meget ud af at sætte sig ind i sagerne og at kæmpe kommunens sag i Folketinget og i samarbejdet med de andre kommuner.
Nu skal hun finde noget at bruge sin tid på ved siden af byrådsarbejdet. Men hun er slet ikke nået til at tænke over, hvad det skal være.
- Jeg har ingen skuffeplan. Al min tid er gået med politiske drøftelser og valgkamp, siger hun.
Læs også
Findes ikke noget større
Kirsten Jensen er taknemmelig for at have stået i spidsen for det politiske arbejde i Hillerød Kommune i sammenlagt 14 år. Først fra 2007 til 2013 og så igen fra 2018 til nu.
- Det er et kæmpe privilegium. Der findes ikke noget større end at være med til at lede byrådets arbejde, udvikle kommunen og være dens fortaler, siger hun.
Hun har nydt at arbejde med at sikre velfærden for alle, og at komme rundt og møde alle hillerødborgerne i foreninger, institutioner og så videre.
- Jeg har fået indblik i så meget og er kommet inden for dørene virkelig mange steder. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, siger hun.
Læs også
Mere barsk debat
Kirsten Jensen foretrækker at mødes med mennesker fremfor at debattere på sociale medier, hvor hun synes, debatten er blevet mere barsk de senere år. Hun har prøvet at holde sig fra debatten, hvis folk bliver for grove.
- Jeg vil hellere mødes med folk. Så kan man få en anden og bedre samtale, også om de mere svære emner, siger hun.
Hun synes selv, at det, der har været mest barsk, er, når der skal prioriteres hårdt mellem de mange ting, som kommunen skal finde penge til.
- Der er jo ofte situationer, hvor der er rigtig meget på spil. Det kommer tæt på menneskers hverdag, og det er vigtigt og svært, siger hun.
Læs også
Råd til den nye borgmester
Nu skal hun overlade posten til en ny borgmester, så hvilket råd vil hun give videre til ham?
- Mit bedste råd er at lytte og tage imod perspektiver fra alle sider. Det er det vigtigste, jeg vil give videre, siger hun.
Når Hillerød Kommune igen skal til valg om fire år, er det så igen med Kirsten Jensen i spidsen for Socialdemokratiet?
- Det er for tidligt at sige. Nu tager vi ét valg ad gangen, og vi har lige fået overstået et i nat. Nu skal det hele synke ind, siger Kirsten Jensen.
Hun glæder sig til at fortsætte byrådsarbejdet:
- Vi klør på igen i den kommende periode.