Efter sejr til blå blok: - Jeg er bekymret for børn og unge i Hillerød

SF må trods et godt valg formentlig sige farvel til to udvalgsposter, og det gør ondt, siger borgmesterkandidat Lars Elbrandt, der har været formand for Børn, Familie og Ungeudvalget de seneste fire år. 

Christina Thorholm (RV), Kirsten Jensen (S), Lars Elbrandt (SF) sent på valgaftenen, da det efterhånden stod klart, at der ville være et blåt flertal, og de ville miste magten.

Christina Thorholm (RV), Kirsten Jensen (S), Lars Elbrandt (SF) sent på valgaftenen, da det efterhånden stod klart, at der ville være et blåt flertal, og de ville miste magten.

Foto: Janne Mulvad

SF fik en godt valg, men blå blok løb med flertallet og dermed tyder det på, at SF må afgive betydelig indflydelse i form af blandt andet to udvalgsformandsposter.

Den Korte Version
  • Blå blok har vundet flertallet i Hillerød, hvilket bekymrer SFs Lars Elbrandt.
  • SF står til at miste to udvalgsposter, hvilket reducerer deres indflydelse på børne- og kulturområdet.
  • Forhandlinger mellem de borgerlige partier er i gang, og SF er ikke blevet inviteret til samtaler.
  • SFs byrådskandidater opnåede genvalg, og partiet vil fortsætte med fokus på børn og miljø.
  • Lars Elbrandt mener, SF skal lede fortsætte med grundighed og saglighed.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Jeg er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for børn og unge i Hillerød. Det er mit hjerteblod, så på det personlige plan gør det ondt, siger Lars Elbrandt, der var partiets borgmesterkandidat og har været formand for Børn, Familie og Ungeudvalget de seneste fire år.

Desuden har SF haft udvalgsformandsposten for Kultur og Fritidsudvalget, hvor Søren Lerche har været formand, og den må de formentlig også afgive.

Læs også

SF ikke inviteret til forhandlinger 

Forhandlingerne mellem Konservative, Venstre, Liberal Alliance, DF og Moderaterne er stadig i gang og kan vare til den kommende uge. Dermed ved vi ikke med sikkerhed, hvilken konstituering der kommer, og om andre partier inviteres med. 

Lars Elbrandt oplyser onsdag eftermiddag, at SF ikke er blevet kontaktet og inviteret til en snak.

Selvom konstitueringen ikke er på plads og udvalgsposter altså ikke fordelt endnu, så tyder det på, at de ikke går til SF denne gang. 

- Jeg tager borgernes afgørelse til efterretning. Jeg havde gerne set, at det havde været en SF-borgmester, men der var borgerligt flertal, og jeg kan godt forstå, man konstituerer sig på den borgerlige side, siger Lars Elbrandt.

Læs også

SF skal tage teten

Lars Elbrandt mener, at SF skal tage teten i opposition. Han mener, SF er det parti på den røde side, som har mest energi og fremgang. Selvom Konservatives Christoffer Lorenzen nu bliver borgmester frem for Socialdemokratiets Kirsten Jensen, vil SF kæmpe for sine mærkesager. Her nævner Lars Elbrandt områder som børn og unge og miljø. 

På børneområdet er der meget at gøre med at få styr på mistrivsel i folkeskolen og eksploderende budgetter til specialundervisning. Og det gør ondt på Lars Elbrandt ikke at kunne fortsætte dette arbejde med strategien Stærke Fællesskaber

- Jeg tror virkelig, vi bliver nødt til at finde en løsning på det her, og jeg tror, vi har fat i noget af det rigtige. Derfor ville jeg gerne have haft mulighed for at følge det til dørs, siger han. 

Han er bekymret for, om et borgerligt flertal vil løse problemet. 

- De borgerlige partier, der sidder i byrådet nu, har bakket op om strategien, og jeg forventer, at de stadig vil gøre det, men jeg er bekymret, siger Lars Elbrandt.

Fem SF'ere i byrådet

Alle SFs fire byrådskandidater opnåede genvalg, nemlig Lars Elbrandt, Søren Lerche, Mads Emil Munk Hansen og Janne Lunding Olsen. Desuden kom Monika Skadborg ind med et supergodt valg, hvor hun fik 642 stemmer. Dermed er de nu fem i byrådet.

- Den linje, vi har lagt, er den linje, mange borgere er enige i med fokus på børn og miljø. Det er en kæmpe sejr, og vi har virkelig gjort det godt, siger Lars Elbrandt.

- Hvordan kan I bruge de fem mandater i et nyt byråd?

- Samarbejde. De gode argumenter. Godt, solidt politisk håndværk. Vi er kendte for at være myreflittige, og jeg er helt overbevist om, at det kan være med til, at vi får tingene i den retning, vi gerne vil have dem. Vi har tænkt os at fortsætte med grundighed og saglighed, og nu har vi én ekstra til at løfte den opgave, siger Lars Elbrandt.

- Vi er gået frem begge gange

- Kunne I have gjort noget anderledes i kampen for et rødt flertal i denne valgkamp?

- Jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne. Vi har hele tiden talt om, hvad vi ville. Så nej. Socialdemokratiet og Radikale Venstre er gået tilbage, og de må forsvare, hvad de kunne have gjort anderledes, siger Lars Elbrandt.

Selvom både Søren Lerche med 1305 stemmer og Monika Skadborg med 642 personlige stemmer fik flere personlige stemmer end Lars Elbrandt, der fik 555 personlige stemmer, så mener borgmesterkandidaten stadig, han er den rette til at stå i front for partiet i Hillerød. 

- Ja, nu har jeg været spidskandidat to gange, og vi er gået frem begge gange. Vi har forskellige måder at være på og forskellige roller, og jeg har opbakning fra gruppen og partiet. Så det ser jeg ingen udfordring i, siger Lars Elbrandt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...