Roskildes mægtige middelaldereventyr

Udtrykket "den mørke middelalder" er en temmelig ensidig beskrivelse af perioden fra 1050 til 1536 - et halvt årtusinde, hvor Roskilde voksede eksplosivt og fastholdt sin status som en af Danmarks mest magtfulde byer.

Fra sin plads på bakken er Roskilde Domkirke synlig på lang afstand. Kirkemagten spillede en afgørende rolle for Roskildes vigtige position gennem middelalderen.

Fra sin plads på bakken er Roskilde Domkirke synlig på lang afstand. Kirkemagten spillede en afgørende rolle for Roskildes vigtige position gennem middelalderen.

Foto: ROMU

De arkæologiske spor efter Roskildes fødsel daterer sig til omkring år 1000. 

Få år senere er byen så etableret, at der kan oprettes et bispesæde: Et dokument fra 1022 omtaler Roskildes første biskop, Gerbrand. 

Han blev indsat af den danske konge Knud den Store, hvis rige strakte sig over Danmark, England og Norge.

- Knud den Store havde sandsynligvis planer om at udvikle Roskilde til det østlige Danmarks store centrum. Han var meget inspireret af det engelske samfund, og da han hentede Gerbrand fra England, var det for at give byen et kristent og kirkeligt fundament, fortæller historiker ved ROMU, Mathias Kølbæk Christensen.

Han er projektleder på Roskilde Middelalderdage 3.-5. august, og i den anledning sætter vi fokus på Roskildes rivende udvikling i middelalderen og de spor, som perioden har efterladt.

Læs også

Kirken og kongen i parløb

Byudviklingen tog i den grad fart under Knud den Store, som var konge fra 1018 til 1035. 

Arkæologerne finder spor efter håndværk og produktion, men gør også mere usædvanlige fund. De kan se, at kongen har slået mønt i Roskilde og etableret stenbelagte gader, ligesom kirkerne flittigt skød op. For kirkemagten spillede en vigtig rolle i Knud den Stores planer.

- Jeg tror, at kongen og kirken ville have et administrativt magtcenter. Knud den Store var jo også konge over England, som var længere fremme i urbaniseringen og kristnet længe før os. Så måske var det en bevidst intention at skabe noget lignende i Danmark, fortæller Jesper Langkilde, arkæolog hos ROMU.

Det lykkedes for Knud den Store at støbe fundamentet til et kirkeligt magtcentrum i Roskilde. Fra middelalderens begyndelse til afslutning var Roskilde en af de vigtigste byer i Danmark - og med sine 5-10.000 indbyggere i 1200-tallet også en af de største.

Roskilde i middelalderen

Den 3.-5. august bliver Stændertorvet i Roskilde sendt på en tidsrejse. For andet år i træk afholdes Roskilde Middelalderdage, og her er byens magtfulde fortid centrum for gode historier, middelalderlige toner og madtraditioner, der har rødder mange århundreder tilbage. I denne sommerserie går vi på jagt efter middelalderens magtfulde Roskilde.

Det går op og ned og op igen

Reformationen, der i 1536 markerer afslutningen på middelalderen, medførte store forandringer i byen. 

Kirken mistede grebet om magten, og Roskildes stærke fundament forsvandt. Byen skrumpede, og i 1789 var indbyggertallet helt nede på 1550. 

Men lige om hjørnet ventede industrialiseringen, der kom buldrende og vækkede Roskilde fra sin slummer. Det er faktisk årsagen til, at vi i dag har så få bevarede middelalderbygninger i Roskilde.

- Roskildes optur kom, inden man begyndte at lovgive om at frede og bevare, så meget er forsvundet. I for eksempel Ribe kom fremgangen først senere. Det har været rigtig godt for kulturarven dér, for meget har overlevet, siger Jesper Langkilde med henvisning til Ribes mange bevarede bygninger fra perioden.

- Bortset fra Domkirken, som jo er ikonisk for byen og nærmest ikke er til at overse, er der faktisk i Roskilde bevaret meget lidt fra middelalderen. Det mest håndgribelige er gadenettet i centrum, som ikke har ændret sig ret meget. På et kort over Roskilde kan man godt se konturerne af middelalderens befæstning og byens gadenet inde i midten. Algade ligger, hvor Algade har ligget i 1000 år.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...