Det var ikke forskelsbehandling, da Jesper Laugmann i 2020 fik et afslag på at leje sin ejendom på Frejasvej 40 ud til Power. Sådan argumenterer Hillerød Kommune i sit svar til Ankestyrelsen, der har bedt kommunen om at forholde sig til klagen fra Jesper Laugmanns selskab JLL Erhvervs ApS.
- Hillerød Kommune afviser forskelsbehandling i klagesag om ulovlige butikker.
- Kommunen erkender fejl i Harald Nyborg-sagen og indleder lovliggørelsessag.
- Spangsberg flytter fra Industrivænget efter påbud om ulovlig etablering.
- Kommunen gennemgår sager om syv butikker med hjælp fra Codex Advokater.
Han skrev i marts til Ankestyrelsen, at Hillerød Kommune i mere end 20 år har accepteret, at der foregår ulovlig handel i dele af byen. Han bad derfor Ankestyrelsen om starte en tilsynssag, fordi han mener, den ulovlige handel får lov at fortsætte, uden at kommunen griber ind.
Læs også
- Spangsberg lukker sin butik på Industrivænget
- Embedsfolk skal afgøre om Harald Nyborg skal rives ned
- Politikere var tæt på at kræve en del af butik revet ned - men så kom der et brev fra en advokat
Henvendelse kom efter et langt forløb
Jesper Laugmanns henvendelse kom efter et langt forløb med embedsfolk og politikere i Hillerød Kommune, hvor Jesper Laugmann flere gange har spurgt ind til, hvorfor han ikke måtte leje sin ejendom ud til Power, når der ligger lignende butikker i naboejendommene.
Men afslaget er et udtryk for, at Hillerød Kommune har ændret praksis i forhold til tidligere, eksempelvis til tilbage i 2001, da kommunen tillod Ilskøb at drive detailhandel i en ejendom på Industrivænget 9. Det skriver Hillerød Kommune i sit svar til Ankestyrelsen, som Sjællandske Nyheder har modtaget fra Hillerød Kommune. I brevet afviser kommunen påstandene om, at kommunen har accepteret, at der var detailhandel i området, selv om lokalplanerne ikke tillader det.
Ifølge brevet har kommunens folk gennemgået fire sager, sagerne om Harald Nyborg, Maxi Zoo, Spangsberg og Ilskøb. Kommunen erkender, at der blev begået en fejl i sagen om Harald Nyborgs udvidelse, og har derfor indledt en lovliggørelsessag. Som Sjællandske Nyheder skrev for nylig, er der et påbud på vej til Harald Nyborg, og i brevet til Ankestyrelsen kan man læse, at kommunen vil kræve fysisk lovliggørelse, hvilket formentligt vil betyde, at Harald Nyborg skal rykke ud af tilbygningen.
Af brevet fremgår også, at Spangsberg i juni 2025 meddelte kommunen, at virksomheden flytter fra Industrivænget 11. Kommunen skriver også, at Spangsberg aldrig har søgt og indhentet tilladelse til at etablere sig på adressen. Derfor varslede kommunen i januar 2025 et påbud, og det er i forlængelse af dette, at Spangsberg nu flytter fra butikken.
Historisk tilladelse
Maxi Zoo-sagen er afsluttet, da kommunen har vurderet, at anvendelsen er lovlig i henhold til en historisk tilladelse fra før lokalplanens vedtagelse. Ilskøb fik i 2001 en dispensation.
Efter klagen til Ankestyrelsen har Hillerød Kommune allieret sig med sin rådgiver, Codex Advokater, for at få gennemgået sagsbehandlingen af de sidste syv butikker, som navngives i klagen. Det drejer sig om Rytterhjørnet, Sadolin, Hillerød Vinkompagni, HW Homeware, Skousen, Frellsen Chokolade og Kirrpu Loppemarked. Politikerne fandt for nyligt 100.000 kroner ekstra til gennemgangen, som nu er sat i gang.