Han fik nej til at leje ud til Power - nu vil han have, at alle behandles ens

For fire år siden ville Power åbne butik i Hillerød, men ejendomsejer fik at vide, at det var imod reglerne. Det er forskelsbehandling, mener ejendomsejer. 

Jesper Langmann kunne ikke leje sin ejendom i Hillerød ud til Power, og det har nu fået ham til at klage over en lang række butikker i området.

Jesper Langmann kunne ikke leje sin ejendom i Hillerød ud til Power, og det har nu fået ham til at klage over en lang række butikker i området.

Foto: Anders Ole Olsen

Det er en frustreret ejendomsinvestor, der nu har sendt Hillerød Kommune på overarbejde for at undersøge, om en stor del af butikkerne på Industrivænget og Vølundsvej i virkeligheden er ulovlige og skal flytte ud fra området.

Bag klagerne over butikkerne står nemlig Jesper Laugmann, som i 2020 fik at vide, at det ville være imod reglerne, hvis han lejede sin ejendom på Frejasvej 40 ud til Power. 

Jesper Laugmann er ejendomsinvestor og direktør i selskabet JLL Group, der blandt andet ejer tre bygninger på hjørnet af Frejasvej og Industrivænget. Og i 2020 havde elektronikgiganten Power kik på en af hans lejemål. Men det blev aldrig til noget, selv om butikken meget gerne ville til Hillerød.

- Vi var tæt på at have en aftale i hus, men det lykkedes desværre ikke. Det blev dels meget svært for de nuværende lejere at fraflytte lejemålet, mens det heller ikke har været muligt at få godkendelse fra kommunen til at åbne i bygningen. Det er rigtig ærgerligt. Vi vil meget gerne til Hillerød, for det er bare Nordsjællands hovedstad, og her er et godt handelsliv, der tiltrækker folk helt fra Frederikssund til Helsingør, fortalte Jepser Boysen, administrende direktør i Power dengang til Sjællandske Nyheder.

Læs også

Ikke en del af bymidten

Og det var en klar afvisning fra Hillerød Kommune, der stoppede Power i Hilerød. Begrundelsen var, at lokalplanen ikke tillader dagligvarehandel eller anden form for detailhandel, der hører til i bymidten eller bydelscentrene. Kun håndværksvirksomhed, mindre fremstillingsvirksomhed, transportvirksomhed, lager og en-gros handel kunne tillades, oplyste kommunen i en mail til Jesper Laugmann.

Læs også

- Der er således ikke umiddelbart mulighed for at indrette bebyggelse til udvalgsvarehandel som fx POWER på Frejasvej 40, da området ikke er en del af bymidten, skrev kommunen i mailen.

Det fik Jesper Laugmann til at undre sig, og efter i årevis at have spurgt kommunen og politikere, hvorfor så mange andre butikker i samme område kan drive detailhandel, blev det i år til en klage over først Harald Nyborg, og nu 11 andre butikker på Industrivænget og Vølundsvej.

- Som investor i kommunen oplever jeg jo ikke kommunen som saglig overfor mig. Jeg skal jo have lige muligheder som andre for at drive min forretning. Jeg oplever, at butikker som Harald Nyborg og T. Hansen får positiv særbehandling, og at jeg får afslag på præcis det samme, som Harald Nyborg eksempelvis har fået godkendt. Jeg skal jo have lige muligheder som andre for at drive min forretning, siger han og fortsætter:

- Med den første tilladelse til Harald Nyborg i 1999 begynder kommunen jo allerede med at lave brancheglidning. Hvor man bøjer reglerne lidt, og så begynder det at gribe om sig. Når man kan se, at nu åbner den butik, så åbner vi også. Det er sådan, Hillerød Kommune har fungeret. Det har været bedst at lade være med at spørge. Men jeg har jo spurgt, og jeg fik afslag på Power, og jeg fik også afslag på en genbrugsbutik. Det var en udvalgsvarebutik, og det må ikke ligge der, siger han, som ikke havde lyst til at åbne en butik uden at være sikker på, at alt var i orden.

Sagsanlæg for millioner

- Det koster måske 15 millioner kroner at åbne en butik som Power. Og hvis Elgiganten så klagede over, at Power lå ulovligt, ville jeg skulle lukke butikken. Der er jo ingen, der vil kaste 15 millioner kroner i at åbne en butik, hvis de risikerer at skulle lukke to år efter, siger han.

Læs også

Jesper Laugmann er godt klar over, at han nu har sat gang i en sag, der kan få store konsekvenser for butikslivet i Hillerød, men har alligevel besluttet sig for at klage over det, han mener er forskelsbehandling.

- Det er jo tusindvis af kvadratmetre vi snakker om, når man begynder at gå det efter, og man risikerer, at de kommer til at stå tomme. Og der er risiko for en masse erstatningskrav. Det vil være millioner af kroner, vi taler om i mange tilfælde, siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...