Kommune vil tvinge Harald Nyborg ud af tilbygning - butikken er ulovlig

Finesser i planloven kan ende med at tvinge Harald Nyborg til at lukke sin butik i Hillerød. 

Kommunen begik en fejl, da Harald Nyborg fik tilladelse til at udvide butikken, men først nu er kommunen blevet opmærksom på, at det faktisk er imod loven at sælge de varer, butikken sælger i tilbygningen.

Kommunen begik en fejl, da Harald Nyborg fik tilladelse til at udvide butikken, men først nu er kommunen blevet opmærksom på, at det faktisk er imod loven at sælge de varer, butikken sælger i tilbygningen.

Foto: Kenn Thomsen

Harald Nyborg kan blive tvunget til at lukke sin butik på Industrivænget 8 i Hillerød. Det var nemlig en fejl, da Hillerød Kommune i 2018 tillod en udvidelse af butikken, for byggetilladelsen var i strid mod lokalplanen og skulle aldrig være blevet givet. 

Lokalplanen, som hedder nummer 255, tillader ikke detailhandel, som naturligt hører hjemme i bymidten eller bydelscentrene - det vil sige tættere på Hillerød centrum. En afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet i 2015 fastslår, at Harald Nyborg er netop sådan en butik og derfor ikke kan ligge på Industrivænget. Det gælder dog kun udvidelsen af butikken - for reglerne var anderledes, da butikken blev opført i 1999.

Politikerne i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget skal derfor i dag tage stilling til, hvordan brugen af ejendommen kan lovliggøres. 

Og der er ikke ret mange muligheder.

Læs også

Håber på dialog

Et notat fra Codex advokater ridser mulighederne op. Man kan lave en retlig lovliggørelse - det vil sige give en dispensation for lokalplanen eller lave en helt ny lokalplan. Begge dele vurderer advokaterne dog er usandsynlige, blandt andet fordi planloven kræver, at butikker som Harald Nyborg skal ligge i bymidten eller bydelscentre.

Den eneste realistiske mulighed er derfor, at kommunen kræver, at Harald Nyborg holder op med at bruge udvidelsen af ejendommen til butik.

- Der er ikke så meget at rafle om. Hvis der foregår noget, der ikke er, som det skal være, skal det holde op, så det kan gøres inden for lokalplanen. Vi kan ikke have ting, som er åbenlyst ulovlige, siger Dan Riise (V), formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, og fortsætter:

- Jeg håber, det bliver i dialog med butikken, så der stadig ligger en Harald Nyborg, som måske har et mere begrænset vareudbud fremadrettet. Men jeg ved ikke, hvordan sagen ender, siger han.

Pladskrævende varer

Lokalplanen som gælder for Industrivænget og de øvrige veje i området, tillader kun, at der sælges det, der defineres som særligt pladskrævende varer.

I Planloven er det defineret som biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler.

Sjællandske Nyheder har kontaktet Harald Nyborg for at høre, hvordan butikskæden forholder sig til sagen, men Harald Nyborg er endnu ikke vendt tilbage. 

Kan medføre erstatningskrav

Ejendommen er ejet af selskabet Dagligvareinvest I/S, som blandt andet er ejet af Ole Christian Nygaard. Han undrer sig over sagen.

- Vi fik jo byggetilladelse for mange år siden. Og så skal den pludselig anfægtes. Det er mig komplet uforståeligt, at det kan lade sig gøre, siger han.

Læs også

- Det betyder to ting. For det første vil Harald Nyborg måske ikke være i ejendommen mere, og for det andet skal vi finde en anden lejer. Og det kan medføre erstatningkrav fra både den ene og den anden part, siger han, som ikke kan forestille sig, at Harald Nyborg vil køre butikken videre i den oprindelige størrelse, og den ny del herefter kan lejes ud til et andet formål.

- Jeg tror ikke, Harald Nyborg vil acceptere indskrænkninger, så det bliver det hele, der bliver ledigt, siger han.

Side om side med Harald Nyborg ligger en lang række andre butikker, som umiddelbart også sælger varer, der ikke alle er meget pladskrævende. Og sagen om Harald Nyborg kan ende med at sprede sig til resten af Industrivænget.

- Hvis der er andre butikker derude, som ikke overholder den lovgivning der, så skal vi også tage hånd om det, siger Dan Riise.

Harald Nyborg i Hillerød

1997 vedtages Lokalplan 255, som regulerer anvendelsen af Industrivænget 8.

1999 giver Hillerød Kommune tilladelse til at etablere en 2.060 m² stor Harald Nyborg-butik på Industrivænget 8.

2014 afslår kommunen en ansøgning om en 780 m² tilbygning til Harald Nyborg-butikken med henvisning til planlovens detailhandelsbestemmelser.

2015 stadfæster Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afslag, med den ændrede begrundelse, at Harald Nyborg-butikken skal betragtes som en udvalgsvarebutik, der hører hjemme i bymidten.

2017 stadfæster domstolene, at den oprindelige Harald Nyborg-butik er lovlig, men at en udvidelse på 780 m² er i strid med lokalplanens principper.

2018 udsteder kommunen fejlagtigt en byggetilladelse til en 563 m² udvidelse af Harald Nyborg-butikken.

2020 bliver kommunen opmærksom på fejlen i byggetilladelsen fra 2018, men vurderer, at byggetilladelsen er en såkaldt begunstigende forvaltningsakt og vælger ikke at handle yderligere.

2024 klager en grundejer til Hillerød Kommune angående lovligheden af byggetilladelsen fra 2018.

Kilde: Hillerød Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...