Butiksejere: - Kommunen skal tjekke alle virksomheder i industrikvarter

Butiksejere i Hillerød kræver nu en endnu større kommunal indsats mod ulovligt salg i industrikvarteret.

Hillerød Kommune er i stadig i gang med at behandle syv sager på Industrivænget, men nu mener butiksejere, at samtlige virksomheder skal undersøges.

Hillerød Kommune er i stadig i gang med at behandle syv sager på Industrivænget, men nu mener butiksejere, at samtlige virksomheder skal undersøges.

Foto: Allan Nørregaard

To butiksejere, som selv har fået gennemgået deres tilladelser og har fået grønt lys til at fortsætte med deres salg på Industrivænget, beder nu Hillerød Kommune om at tjekke samtlige virksomheder i området. De er begge kede af de 13 anmeldelser om ulovligt salg, ejendomsejer Jesper Laugmann indgav sidste år - det er alt for tilfældigt, hvem han har anmeldt, mener de. 

Den Korte Version
  • To butiksejere i Hillerød opfordrer kommunen til at tjekke alle virksomheder i industrikvarteret for lovlighed.
  • De mener, at det er tilfældigt, hvilke butikker der er blevet anmeldt for ulovligt salg.
  • Jesper Laugmann, der har indgivet anmeldelserne, mener, at der er åbenlys forskelsbehandling i området.
  • Butiksejerne ønsker, at kommunen tager ansvar for at sikre overholdelse af lokalplanerne.
  • Der er bekymring for, at den nuværende situation skaber usikkerhed og et dårligt ry for Hillerød Kommune.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Jeg synes, at det er forkert, at naboer anmelder hinanden. Det er ikke vores opgave at sikre, at de virksomheder, der er her, er lovlige. Jeg mener, det er en kommunal opgave, og at kommunen skal gennemgå Industrivænget og Vølundsvej, og egentlig også Frejasvej, siger Lars Kruse, som er indehaver af Ilskøb Hvidevarer på Industrivænget.

Tilfældigt hvilke butikker, der undersøges

Ilskøb Hvidevarer er blandt de 13 virksomheder, Jesper Laugmann i juni 2024 anmeldte til kommunen for at være i strid med lokalplanen. Butikken er frikendt igen af kommunen ligesom flere andre. Men det er alt for tilfældigt, hvilke butikker kommunen har undersøgt, mener Lars Kruse.

- Jeg synes, det er lidt forkert, at det er 12-13 tilfældige butikker, der ligesom er anmeldt på den måde. Nogle af os har jo ikke gjort noget forkert, men vi har måttet bruge nogle ressourcer på at forholde os til de her anmeldelser. Det viser sig nu, at der er nogle af dem, som har valgt at åbne deres forretning uden at have papirerne i orden. Men der er sikkert også andre, som heller ikke har papirerne i orden. Og der synes jeg, at kommunen har en forpligtelse til at følge op på det og sige, at nu tjekker vi det her. Om ikke andet så for at få lukket sagen af, og så kan vi bagefter sige, at nu er det undersøgt, og nu er det i orden.

Lars Kruse bakkes op af Mads Danielsen, der ejer Gardinmontøren, som også ligger på Industrivænget, og også er blandt de anmeldte butikker.

- Det er ikke den rigtige måde, Jesper Laugmann har gjort det på. Han har jo bare anmeldt det, han lige synes, og ikke anmeldt alt. Hvad med hans egne lejere? Men vi er ikke sådan nogen, der anmelder hinanden. Jeg synes faktisk ikke, det er i orden, det han har gjort, siger han, som også vil have kommunen i gang med resten af virksomhederne.

- Alle skulle jo sådan set kigges igennem. Der er måske en håndfuld, som ikke er i orden, hvor man ikke har læst godt nok på lokalplanen. Så må man jo rydde op i det. Men kommunen må gå ud og se på alle godkendelser, så der ikke er brug for alle de her anmeldelser. Det får vi ikke noget godt naboskab ud af, siger han.

Det er byrådets ansvar

Jesper Laugmann kan godt forstå, at de to butiksejere er trætte af, at de blev anmeldt, men han mener ikke, at det er tilfældigt, hvilke 13 butikker han klagede over. 

- Det er kommunens og byrådets ansvar at sikre, at lokalplanerne bliver overholdt. Når jeg har anmeldt nogle butikker, er det, fordi jeg mener, de åbenlyst overtræder lokalplanplanen. Jeg gør det for at vise dem, der er ansvarlige, at der er et stort problem i vores område, siger han, som for første gang henvendte sig til politikere og kommunen om problemet for mere end fire år siden. 

Det gjorde han, da han fik afslag på at leje sin ejendom ud til Power med begrundelsen, at den slags virksomheder skulle ligge i bymidten. Samtidig kunne han se lignende butikker i nærheden, blandt andet Harald Nyborg, som var den første butik, han klagede over. Siden fulgte klager over 12 andre.

– Det er så åbenlyst forkert, det der foregår. At der sker åbenlys forskelsbehandling. Men jeg kunne ikke finde gehør for det. Jeg synes, det er rigtigt ærgerligt for de to butikker, der nu har fået at vide, at de skal lukke. Men hvorfor er kommunen ikke allerede i gang med en lovliggørelse? De kan ikke sige, at de ikke ved, at der er et problem nu, siger han og fortsætter:

- Jeg kan godt forstå, at butiksejerne er trætte af det. Og jeg kan godt forstå, det skaber noget usikkerhed - medarbejderne læser jo også nyheder, og de bliver måske i tvivl om deres arbejdsplads skal lukke. Det skaber usikkerhed, og det skaber et dårligt ry for Hillerød Kommune. Det virker jo ikke specielt erhvervsvenligt, hvis folk ikke får ens behandling, siger han.

Kommunen har afsluttet seks af 13 sager. En aktindsigt viser, at to butikker har fået påbud om enten at indstille salg til private eller lukke, nemlig Lene Blinkenberg og Spangsberg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...