Reglerne for, hvilken type butikker, der må være på Industrivænget i Hillerød, er lavet en særligt grund. Det forklarer Dan Riise (V), formand for arkitektur, byplan og trafikudvalget, efter Sjællandske Nyheder den seneste tid har fortalt om butiksindehaver Lene Blinkenberg, der bliver tvunget til at lukke sin butik, og Spangsberg Chokolade, der ikke længere må sælge til private fra butikken i industrikvarteret.
- Dan Riise (V), formand for arkitektur, byplan og trafikudvalget, forklarer, at reglerne for butikker i Industrivænget beskytter bymidten i Hillerød.
- Lokalplanen fra 1997 forbyder dagligvarebutikker i industrikvarteret, men tillader engros-salg og visse detailhandler efter ansøgning.
- Forvaltningen arbejder på at lovliggøre butikker i Industrivænget, hvor nogle aktiviteter strider mod lokalplanen.
- Hillerød Byråd har vedtaget en ny kommuneplan, men ændringer i bymidten kræver godkendelse fra højere instanser.
- Byrådet vil inden fire år undersøge bymidtens grænser, men udvidelse til industrikvarteret er udelukket.
- Vi vil gerne vil prøve at frede bymidten. Derfor er der bare en forskel på, hvad man må i bymidten, og hvad man må ude i industrikvarteret. Udgangspunktet er, at det, man skal køre væk, det er noget, man henter ude i industrikvarteret, og det, man kan bære væk, det er noget, man henter nede i bymidten, siger han.
Og hvad er forskellen? Det er essensen af det store sagsbehandlingsarbejde, der lige nu foregår i Hillerød Kommune, og som har til formål at lovliggøre en række butikker på Industrivænget. Det vil sige, enten få styr på de formelle tilladelser eller bede butikkerne om at lukke.
Mange af butikkernes aktiviteter kan nemlig se ud som om, de strider imod lokalplanen, og i sommeren 2024 blev der klaget over 13 af dem. Senest har klager, Jesper Laugmann, som selv er ejendomsejer i området, klaget til Ankestyrelsen over kommunens håndtering af lokalplanen, en klage Hillerød Kommune har fået fire uger til at svare på.
Læs også
- Har Hillerød Kommune sovet i timen og ladet ulovlige butikker eksistere? Nu skal Ankestyrelsen se på sagen om Industrivænget
- Kommune til populær chokoladebutik: - Stop salg til private
- Lene har haft butik i 12 år, men nu siger kommunen den er ulovlig: - Jeg troede ikke, de ville slå så hårdt ned på mig
Hvad siger lokalplanen?
Lokalplanen, som er fra 1997 fastslår, at der ikke må etableres dagligvarebutikker eller anden detailhandel, der naturligt hører hjemme i bykernen. Bykernen i Hillerød dækker gågaderne i bymidten, og strækker sig ud til Frejasvej. Men Industrivænget, Vølundsvej og resten af området er ikke en del af bykernen.
Der er dog lidt nuancer af reglen om detailhandel. Der må gerne være engros-salg. Byrådet kan også, efter ansøgning, tillade detailhandel, hvis det udgør en lille del af virksomhedens aktiviteter.
Byrådet kan også, efter ansøgning, tillade udvalgsvarer, hvis de ikke kan indpasses i bymidten. Det kan være møbel- og tæppehuse, byggevaremarked eller autoforhandlere, fremgår det af lokalplanen, og det er her snakken om, hvad man kan bære væk eller ej, bliver aktuel.
Forvaltningens opgave er derfor ikke helt sort/hvid. I juni 2024 bad forvaltningen politikerne tage stilling til en lovliggørelse af Harald Nyborgs butik på Industrivænget 8 i Hillerød. Det var nemlig en fejl, da Hillerød Kommune i 2018 tillod en udvidelse af butikken.
Det gælder dog kun udvidelsen af butikken - for reglerne var anderledes, da butikken blev opført i 1999. Men politikerne udsatte sagen, og siden har den ikke været til politisk behandling. De afgørelser, der har været om Lene Blinkenberg og Spangsberg, er kun afgjort administrativt.
Læs også
- Politisk hensigtserklæring er forskelsbehandling, mener frisør
- Politikere har sat gang i proces om bymidten
- Frisør kom i klemme på grund af gammel beslutning
Hvor går grænsen?
Vi har spurgt Dan Riise hvorfor, Lene Blinkenberg ikke må sælge boligudstyr og andre småvarer fra sin butik på Industrivænget, når der også sælges bærbare genstande fra mange af de andre butikker i området.
- Det her er svært, og det er blevet meget sværere. Fordi mange af de store kæder sælger i dag andre ting, end de gjorde, da de åbnede. For eksempel kan man købe en sodavand ved kassen, nogle servietter eller andet. Hvor er grænsen? Det er forvaltningen i gang med at finde ud af i øjeblikket, siger han og fortsætter:
- Det er også et spørgsmål om, hvornår butikken blev etableret, og hvilke regler, der gjaldt på det tidspunkt, siger han.
Ikke bare en streg på et kort
Det er kommuneplanen, der fastlægger, hvad der er bymidte, og hvad der ikke er. Hillerød Byråd har netop vedtaget en ny kommuneplan, men her gjorde man ikke noget ved bymidten. Det er nemlig ikke bare en streg, der skal slås på et kort - det kræver ændringer på et højere plan.
- Det er ikke noget, vi bare kan beslutte at gøre. Hvis vi vil gøre det, skal vi bevise, at det er nødvendigt, og der skal laves et stykke arbejde for at overbevise de mennesker på Christiansborg, som bestemmer. Men det handler jo også om, at vi ikke vil have rykket bymidten ud i Industrikvarteret, fordi så lukker bymidten, som vi kender den i dag. Og det er ret vigtigt for os, at bevare vores bymidte, som den er, siger han.
Ifølge Dan Riise har byrådet aftalt, at inden der er gået fire år, og der skal vedtages en ny kommuneplan, skal det undersøges, om bymidten er, som de skal være.
- Det kan godt være, vi skal udvide bymidten. Det kan også være, den skal være mindre. Men en ting er helt sikkert, vi kommer ikke bare til at udvide bymidten ud i industrikvarteret. Altså, det kommer ikke til at ske, siger han og fortsætter:
- Vi skal passe på vores bymidte. Der er rigtig, rigtig mange byer, der er meget misundelige på os over, at vi stadig har en bymidte, siger han.
Læs også
- Han fik nej til at leje ud til Power - nu vil han have, at alle behandles ens
- Stribevis af butikker kan være ulovlige - nu venter kæmpe sagsarbejde
- Kommune vil tvinge Harald Nyborg ud af tilbygning - butikken er ulovlig
