I forhold til den grønne omstilling er der hos mange et stort ønske om forandring, og alligevel er der meget, vi ikke gør. Vi vil gerne gøre noget for klimaet, og vi vil ikke gerne gøre noget for klimaet. Hvordan kan det være, at vi ikke vil det, vi godt vil?
Ordene er Ingrid Anks, redaktør på Grundtvigsk Tidende i en samtale med bl.a. filosof Henrik Jøker Bjerre.
I forhold til klimaforandringerne er det som om, vi ikke tror på det, vi godt ved, siger Henrik Jøker Bjerre. Han påpeger, at der er noget mærkeligt ved den måde, vores fornægtelse af klimaproblematikken fungerer på.
For det er som om den viden, vi har om klimaforandringerne, er blevet vores forhindring eller undskyldning for ikke at gøre noget. Det er ikke på trods af, at vi ved rigtig meget om temperaturstigninger og smeltende poler, at vi ikke handler.
Hans pointe er derimod, at vi bruger denne viden som en form for beskyttelse: Vi er ikke klimafornægtere, vi har fakta i orden, vi tilhører gruppen af dem, der ved, hvad vi foretager os - og derfor kan vi fortsætte vores liv som hidtil.
På den måde fungerer viden som et værn mod at forholde os til det, vores viden handler om.
Læs også
Det gode, som jeg vil
Paulus har formuleret lige præcis den problematik i ét af Bibelens breve: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg.
Og ifølge Luther er det noget, der angår ethvert menneske: At der i os alle findes en splittelse mellem det, jeg skal og bør gøre - og det, jeg har lyst til at gøre. Vi gør ikke det, vi bør gøre i forhold til klimaet og den grønne omstilling, selvom vi godt ved, at vi bør gøre noget.
Ifølge Paulus kan vores egen vilje ikke selv overvinde vores umiddelbare indskydelse til at følge vores lyst. Det skal vi have hjælp til - vi kan hente hjælp hos Guds ånd, som kan minde os om fællesskab og samhørighed med alt det skabte.
De sorte skraldespande
Men også loven kan hjælpe os på rette vej. Et konkret eksempel fra min egen hverdag er indtoget af de store sorte skraldespande, som pludselig skulle stå i min indkørsel.
Jeg syntes først, at de var grimme og irriterende, og at affaldssorteringen var besværlig. Men loven og kommunen sagde jo, at vi skulle bruge dem, og så gik jeg i gang, og nu, synes jeg, at de sorte skraldespande signalerer, at vi alle sammen gør noget sammen til det fælles bedste.
Det har noget at gøre med at opleve på egen krop og erkende, at det, jeg godt vidste, er rigtigt, også virkelig er rigtigt.
Og sådan er det nok med vores klimaindsats, at hvis vi ikke af os selv kan finde ud af at gøre det, vi godt vil gøre, så må loven komme og fortælle os, at vi skal gøre det. Og så kan loven træne os i at opleve og erfare, at vi faktisk godt kan gøre det, vi ved er rigtigt. Og passe på alt det skabte.