Præsten har ordet: Vi ses måske igen

Gule påskeliljer på omfartsvejen Hørsholm Allé er en genvej til at opleve påsken, skriver sognepræst Nina Raunkjær.

Gule påskeliljer på omfartsvejen Hørsholm Allé er en genvej til at opleve påsken, skriver sognepræst Nina Raunkjær.

Af Nina Raunkjær, sognepræst i Hørsholm

Hørsholm Allés midterrabat kom til sin ret i år med sine tusindvis af gule påskeliljer, der blomstrede på deres højeste i påsken.

Hørsholm Allé er en omfartsvej, og når man tager en omfartsvej, gør man det for at vinde tid. I år har omfartsvejen her i byen været en genvej til at opleve påsken.

At holde for rødt og vente på at køre frem ved Hørsholm Midtpunkt gav anledning til at se lige ud i midterrabatten med påskeliljens fine gule blomsterhoved, der ligner både en trompet og et bæger.

I påsken hører vi både stor musik for at fejre opstandelsen, og i påsken spiser og drikker vi med hinanden ved påskefrokosterne for at prise fællesskabet i livet med hinanden her.

Vi elsker livet, og vi elsker hinanden, og alt det gode og fine, vi oplever og deler, må gerne vare ved.

Og mens vi spiser og drikker ved den traditionelle påskefrokost med venner og familie, taler vi også om dem, der engang var med til påskefrokosten – dem, som vi nu må savne, de mennesker, der er gået i forvejen for os. Og som vi håber, vi skal se igen. Man kan ikke lade være med at tale om dem og, selvom det er vildt, håbe på et gensyn.

Står op af døde igen

Det er stadig tidligt forår, og træerne i skov og have har endnu den dér sprængfyldte tilbageholdenhed, som om de holdt på en hemmelighed. Der er endnu ikke mange blade på træerne, men i løbet af april måned bliver det anderledes. Og både i kirken og i skoven og i haven ser og hører vi noget, der får det til at boble indeni.

Påsken på vores breddegrader under vores himmelstrøg udfolder sig nemlig i en spænding mellem skabelsens gentagelse, hvor foråret i naturen viser os, hvordan alt ligesom står op af døde igen, fordi forår altid her hos os følger vinter, og så den nyskabelse, som Jesus står for med sin opstandelse, der bryder den livsrytme, vi befinder os i og bringer noget helt nyt med det vildeste budskab: Det evige liv.

På en måde kan man betegne påsken som en omfartsvej. Fordi påsken med sine mange fridage hvert år giver os alle sammen, hvad enten vi er folkekirkemedlemmer eller ej, en mulighed for at tage en omvej væk fra hverdagens travlhed.

Om lidt bliver her stille

Påsken varer i over en uge, og højdepunktet er Påskemorgen med det vildeste budskab om, at Jesus’ opstandelse har betydning for ethvert menneske. Og de fleste har en mening om påskens budskab, fordi det er så vildt og provokerende og håbefuldt, for hvad nu hvis det er sandt.

Måske er det derfor, vi ved begravelser er glade for Kim Larsens sang, hvor han synger “Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi. Om lidt, om lidt er vi borte… vi ses måske igen…?”

Påske og måske rimer ikke helt på hinanden, men når vi synger vi ses måske igen ved en begravelse, betyder det jo: Ja, vi ses igen – det må ske.

Vi elsker livet, og vi elsker hinanden, og alt det gode og fine, vi oplever og deler, må gerne vare ved.

Nina Raunkjær
Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...