Af Andreas Thom, sognepræst i Hørsholm Sogn

PRÆSTEKLUMME I 1847 skrev den kristne filosof, Søren Kierkegaard, et brev til sin svigerinde. Hun var blevet ramt af en (måske psykisk betinget) lammelse og måtte tilbringe resten af sine dage sengeliggende. “Det er vistnok i det almindelige det rigtige at advare mod selvkjerlighed”, skriver Kierkegaard.

“Dog anser jeg det for min pligt at sige til enhver lidende, med hvem jeg kommer i berøring, pas vel på, at du skal elske dig selv. Når man er lidende og ikke kan gøre meget for andre, så kommer så let denne sørgmodige tanke, at man er som til overflod i verden, hvad andre måske også stundom lader een forstå. Da husker man på, at for Gud er ethvert menneske lige vigtigt, ubetinget lige vigtigt, ja var der forskel, så måtte vel den mest lidende være nærmest genstand for Guds omsorg”.

Kierkegaards ord kunne smukt klinge med, da vores statsminister, Mette Frederiksen, for nærmest en evighed siden, stod på et dødsensalvorligt pressemøde og slog fast, at ethvert liv tæller. Derfor lukkede vi Danmark ned.

Alle vi, de arbejdsdygtige, sunde og raske tog masker på, sprittede af og isolerede os derhjemme for de svages, de ældres og de udsattes skyld. Ethvert liv var vigtigt og talte med, også de liv, der på papiret var overflødige, uproduktive, og som i bund og grund lå til last.

Det var derfor sygeplejersker og sosu-assistenter alligevel gik på arbejde og udsatte sig selv for smittefare. Det var også derfor, at vi stod udenfor de nedlukkede plejehjem for at kunne besøge vores nærmeste i de hvide pavilloner opstillede til formålet, eller måske blot for at vinke til dem gennem vinduet. Det var for deres skyld, for at vise dem, at de stadig betød noget og var med i vores beregninger. Og det var for vores egen skyld, fordi det betød noget for os at kunne vise dem omsorg og kærlighed.

For lidt over en uge siden på Bornholm talte Mette Frederiksen igen til befolkningen. Alle sad tæt sammen. Mange i bar overkrop under den bagende sol og med en fadbamse i hånden.

Nu skulle der ikke længere tales om liv, men om muligheden for en værdig død “for vore kære”. Nærmere kom Mette Frederiksen ikke til at indkredse den gruppe, som eventuelt skulle kunne nyde godt af tilbuddet i fremtiden.

Et bud kunne være, at det ret hurtigt kunne komme til at dreje sig om de ældre og svagelige, de handicappede, de psykisk udfordrede, de uhelbredeligt syge.

Alle dem, som vi, nu hvor solen skinner og coronafrygten for længst er drevet over, ikke længere har så nemt ved at prioritere.

Måske er det der, hvor vi skal begynde: Med ord og gerning at vise dem, at de er livsvigtige for os, inden vi tilbyder dem hjælp til at dø.