Af Hjørdis Kjærgaard, sognepræst i Hørsholm Kirke

I min skoletid flyttede jeg fra en nedslidt Københavnsk folkeskole til en hypermoderne lækker skole. Jeg kom fra asken til ilden, for der herskede forskellige kulturer og måder at omgås hinanden.

Vi havde en omsorgsfuld kultur på den gamle skole. Man kunne mærke den kærlige omgangstone mellem eleverne, og de voksne havde en evne til at ’se’ deres elever.

På den nye skole samledes vi efter skoletid for at mobbe skiftende klassekammerater. Efter skoletid samledes vi om hetz og chikane. For den nye klasse havde opbygget et fællesskab af rå mobning og klikedannelse.

Jeg skammer mig stadig

En eftermiddag var det ved at gå galt. Klassen samledes på en legeplads og startede på tilråb, afløst af stenkast og skub. Heldigvis kom en ældre dreng forbi og appellerede tålmodigt til vores bedre jeg, og vi gik hver til sit og skammede os.

Vi fik ikke kun én lærestreg, men flere. Mobbeofret blev flyttet, og klassen blev senere spredt ud på fire skoler i kommunen.

Den dag i dag skammer jeg mig stadig. Gudsjammerligt. Jamen jeg forstår ikke, hvordan man kan hidse hinanden op - jeg inkluderet - i et falsk fællesskab med negativitet og vold som fællesnævnere.

Den der er ren, kast den første sten

Ydermere kom vi klassekammerater ikke rigtigt til at tale sammen mere. Vi blev bange, og vi var flove. Fordi de voksne appellerede til vores bedre jeg, og de handlede, hurtigt.

De flyttede os til skoler, der lå langt væk, og vi måtte til at finde vores plads i et helt nyt og sundt fællesskab.

Først senere kunne jeg se, at chikanen var beskrevet i Bibelen, hvor en kvinde bliver udsat for hetz, og Jesus standser stenkastningen med ordene: ”Den der er ren, kast den første sten”.

Min gamle klasse lærte som Jesus lærer os, at ingen skal kaste den første sten, for der er ingen, der kan dømme andre ude.

Vi lærte, at vi skal ransage os selv, før vi smider sten efter det, vi ikke forstår. Vi skal tage ansvar for vores eget – og andres liv, men vi må ikke overtage andres liv og pege fingre ad det.

Næstekærlighed og tilgivelse

Jeg er taknemmelig for, at min klasse oplevede, at vores forældre kunne stå sammen med skolen og give os en lærestreg.

Der var ingen ’kære mor’, vores forældre kom ikke springende og fejede skidtet væk eller rystede tryllesalt ud af ærmet for at skåne deres børn.

Men i Bibelen læser vi også noget andet. Der står, at vi ikke skal krybe langs panelerne, men for hver gang vi møder modgang, lærer vi nyt om livet og os selv. Alle begår fejl.

Ethvert menneske skal behandles ordentligt, og der er tilgivelse til dem, der angrer og lægger deres liv om.

Som vores nye konge siger i sit kongeord: ”Forbundne og forpligtet” – det er vi på hinanden, i vor Herre Jesu Kristi navn, der har lært os, hvordan, når han siger: ”Den der er ren, kast den første sten?”.