Lokaltog forlænger endnu en gang nødkøreplan - lange udsigter til normal drift

Det var meningen, at togene i Nordsjælland skulle være tilbage til normal drift i midten af oktober. Det kommer ikke til at ske, lyder det nu fra Lokaltog. 

Nødkøreplanen skulle indstilles om få uger, men sådan bliver det ikke, oplyser Lokaltog nu.

Nødkøreplanen skulle indstilles om få uger, men sådan bliver det ikke, oplyser Lokaltog nu.

Foto: Palle Demant

Siden ulykken på Gribskovbanen 23. april i år har Lokaltog kørt med færre afgange på fire ud af fem strækninger i Nordsjælland. Målet var, at være tilbage til normalen i midten af oktober. Men de togrejsende skal leve med nødkøreplanen noget tid endnu. 

Det skriver Lokaltog i en pressemeddelelse. 

Den Korte Version
  • Lokaltog forlænger nødkøreplanen i Nordsjælland efter togulykke i april.
  • Normal drift forventes først genoptaget i april 2027, et år efter ulykken.
  • Forhøjet sygefravær blandt lokomotivførere forhindrer normal drift.
  • Fra 13. december genoptages halvtimedrift i weekender, nattog erstattes af togbusser.
  • Fra 1. april 2027 forventes normal køreplan, men hurtigtog er fortsat indstillet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Den nye udmelding er, at Lokaltog gradvist vil vende tilbage til den normale køreplan over det næste halve år. Og at køreplanen, hvis alt går vel, er tilbage til normalen i april 2027. 

Det vil til den tid være et år siden den voldsomme togulykke, som fandt sted tidligt om morgenen den 23. april i år, hvor to tog kørte frontalt sammen, 17 personer blev indlagt og fem var i kritisk tilstand.

Stadig mange sygemeldinger

Efter ulykken rullede op mod 27 sygemeldinger fra lokomotivførerne ind om dagen. To måneder efter var antallet af sygemeldinger stadig forhøjet. Og det er fortsat tilfældet, lyder det nu fra Lokaltog.

I pressemeddelelsen skriver togselskabet ikke, hvor mange der er sygemeldt. Men at der fortsat er et forhøjet sygefravær, og at det er årsagen til, at det ikke er muligt at genindføre den normale drift. 

Lokaltog tilføjer, som Frederiksborg Amts Avis også tidligere har beskrevet, at selskabet siden ulykken ellers har haft fokus på at øge trivsel og tryghed blandt medarbejderne. Blandt andet ved at ansætte flere lokomotivførere. 

- Vi er selvsagt meget ærgerlige over, at det ikke er muligt for os at vende tilbage til den normale drift i oktober, som vi havde planlagt. Vi er meget bevidste om, at det er skuffende og frustrerende for vores kunder, at vi beklageligvis er nødt til at fortsætte med reduceret drift på fire af vores fem strækninger i Nordsjælland, siger Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør i Lokaltog, i den forbindelse.

Læs også

Vil undgå ustabil drift

Driftsdirektøren fortæller, at en fuld tilbagevenden til den normale køreplan på nuværende tidspunkt vil være forbundet med en høj risiko for meget ustabil drift og mange akutte aflysninger. Og at selskabet altså derfor har forlænget den midlertidige køreplan.

- Fremfor at annoncere en normal drift, der til stor frustration for kunderne igen og igen risikerer at køre ustabilt, så har vi valgt at fortsætte med en reduceret drift, som kunderne så til gengæld bedre kan regne med, siger Stig Allan Nielsen i pressemeddelelsen.

Læs også

Vender gradvist tilbage

Lokaltog har i forbindelse med udmeldingen offentliggjort et plan i tre trin, hvor selskabet kortæller, hvordan det forventer at vende tilbage til den normale køreplan.

Her fremgår det, at hurtigtogene på Frederiksværkbanen indtil videre er indstillet. Og at Nærumbanen kører som normalt. 

Frem til 13. december i år vil den nuværende nødkøreplan fortsat gælde. Også nattog erstattes fortsat af togbusser. 

Fra den 13. december forventer Lokaltog at genoptage halvtimedriften i weekenden på alle baner, mens nattog endnu er erstattet af togbusser. 

Fra 1. april forventer Lokaltog at genindsætte nattog, og at den normale køreplan igen er gældende. Hurtigtogene på Frederiksværkbanen vil dog fortsat være indstillet. Dette skyldes ifølge Lokaltog mangel på togsæt.

Lokaltog oplyser, at Rejseplanen vil blive opdateret løbende, og at togrejsende altså kan orientere sig her. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...