En stor anerkendelse er landet på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) i Hørsholm, hvor deres lærer Bente Kühl onsdag modtog Novo Nordisk Fondens prestigefyldte naturvidenskabelige gymnasielærerpris 2026. Overrækkelsen fandt sted på landet største naturfagskonference, Big Bang.
- Bente Kühl, en lærer på NGG i Hørsholm, modtog Novo Nordisk Fondens naturvidenskabelige gymnasielærerpris 2026 onsdag.
- Hun er anerkendt for sin innovative undervisning, der bringer verdens problemstillinger ind i klasselokalet.
- Kühl er kendt for at inspirere sine elever med hendes stærke faglighed og smittende engagement.
- Prisen inkluderer 50.000 kr til personlig brug og 300.000 kr til NGG, som støtte for naturfagsprojekter.
- Hun engagerer elever i praksis med projekter såsom "Education on Demand" og samarbejder med lokale virksomheder.
- Jeg er meget overvældet og beæret. Det er helt vildt at modtage sådan en pris, og det varmer, at nogen har fundet på at indstille mig, lyder det fra 63-årige Bente Kühl, der har undervist på NGG og været en central del af skolens hverdag i næsten 20 år.
- Jeg brænder for at formidle naturvidenskab og prøver at ‘så forskellige frø’ hos eleverne – både hos dem, der bliver nysgerrige, og hos dem, der får lyst til at gå videre med faget, tilføjer den glade prismodtager i en pressemeddelelse.
Styrker naturfaglig læring
Hæderen til Bente Kühl gives for hendes bidrag til at udvikle og styrke naturfaglig læring, f.eks. gennem tværfaglige forløb og fysiske aktiviteter, hvor eleverne skal løse konkrete opgaver ved hjælp af naturvidenskab og teknologi.
Hun underviser i både kemi på NGG’s gymnasium og i skolens LifeScience-klasse og er desuden tilknyttet MusicAcademy som både underviser og koordinator.
Desuden er hun også blandt initiativtagerne til undervisningsprogrammet "Education on Demand", hvor NGGs gymnasieelever formidler kemi til lokale grundskoleelever gennem eksperimenter og hands-on aktiviteter.
Initiativet er et godt eksempel på hendes måde at tænke undervisning på – hvor eleverne både lærer, formidler og inspirerer hinanden.

Læs også
En lærer, der gør indtryk
Hos NGG's elever og lærere er Bente Kühl ikke kun kendt for sit store smil, men også sit engagement og sin evne til at møde eleverne med nærvær, humor og respekt.
- Bente er meget hjælpsom, energisk og virkelig dygtig til at lære fra sig. Hun sætter altid sine elever først, og man kan tydeligt mærke i hendes undervisning, at hun elsker det, hun laver, fortæller Sofie Nøddekær, der går i 3.g på NGG.
Privatskolens rektor Thomas Thrane fremhæver også hendes betydning for skolen.
- Bente er en helt ekstraordinær underviser. Hun møder eleverne med både faglig tyngde og et smittende engagement, som gør en forskel hver eneste dag – for både elever og kolleger, påpeger han.
Det er ikke første gang, at en lærer fra NGG modtager den prestigefyldte pris – og det understreger ifølge rektoren det stærke faglige miljø, som Bente Kühl er en vigtig del af.
Læs også
- Amanda har opdaget, hvorfor kvinder får flere bivirkninger - nu skal hun dyste ved EM i science
- Engelsk bliver hovedsprog i ny privat institution i Hørsholm
Rækker ud i verden
Ifølge Novo Nordisk Fonden hædres 63-årige Bente Kühl for sin faglighed og kreativitet. Hun kobler kemi til samfundsrelevante emner og bringer verden ind i undervisningen – blandt andet gennem samarbejde med ALK Abelló i Hørsholm om udvikling af allergivaccine.
Eleverne arbejder med aktuelle problemstillinger, eksperimenter og forskning, og mange får lyst til at fordybe sig yderligere i naturvidenskab, hedder det fra Novo Nordisk Fonden.
Uddelingen af undervisningspriserne tæller seks forskellige kategorier og dækker undervisning og formidling lige fra daginstitutioner og folkeskolen til ungdomsuddannelser og lærer- og og pædagoguddannelserne.
Med overrækkelsen af den Naturvidenskabelig Gymnasielærerpris har Bente Kühl modtaget en personlig hæderspris på 50.000 kroner, mens NGG har får tildelt 300.000 kroner, som skal bruges til at støtte og videreudvikle det pædagogiske arbejde indenfor naturfag, bl.a. anskaffelse af nye materialer og udstyr.
Selv håber Bente Kühl at kunne bruge prisen til at videreudvikle naturvidenskabsundervisningen – bl.a. gennem supplerende udstyr til de nye faglokaler og Science Torv på NGG samt ved at skabe endnu mere plads til nysgerrighed og eksperimenterende undervisning.
NGG er allerede en certificeret Science- og Talentskole og arbejder målrettet med at udvikle elevernes naturvidenskabelige kompetencer og nysgerrighed.
