En ældre mand fra Hørsholm har i en måned ærgret sig over at være blevet udsat for et svindelnummer, hvor han fik stjålet et maleri til en værdi på 250.000 kroner.
Men forleden fik historien en lykkelig slutning, da betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi kom forbi mandens bopæl i Hørsholm og leverede det kostbare kunstværk tilbage til ham.
- Han blev ovenud lykkelig for at få det hjem igen, oplyser Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.
Hun fortæller videre, at en 20-årig mand fra København lige nu sidder varetægtsfængslet i sagen, som omfatter flere andre sager om kontaktbedrageri mod ældre borgere.
Han nægter sig skyldig i sigtelserne.
Kontaktet af svindler
Hørsholmborgeren mistede maleriet den 13. januar i år, da han telefonisk blev kontaktet af en person, som benyttede det sædvanlige modus med at udgive sig for at være fra banken (eller politiet) og oplyse, at vedkommende er ved at blive svindlet, hvorfor personen vil hjælpe med at sikre deres penge og værdier.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fik den ældre mand i Hørsholm besøg i hjemmet, hvor det lykkedes gerningsmanden at få tilranet sig både betalingskort, koder og maleriet.
Efterfølgende blev der fra bankautomat hævet 15.000 kroner fra mandens konto. Siden så og hørte han ikke mere til maleriet, før politiet i sidste uge kontaktede ham med den gode nyhed, at det var fundet.
Fældet af andet bedrageri
Maleriet stod opbevaret på den nu sigtede 20-åriges bopæl i København. Politiet var kommet på sporet af ham efter en 85-årig kvinde i Køge i februar blev franarret 40.000 kroner efter samme opskrift.
Den 11. februar blev den 20-årige anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for fire uger. Ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl i begyndelse af marts fandt politiet det efterlyste maleri.
Den 20-årige mistænkes for at stå bag mindst otte bedrageriforhold. Udover i Hørsholm er der også tilfælde i Hillerød, Lyngby, Rødovre, Roskilde og Køge.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter de efterforskningen af sagen og oplyser samtidig, at banken eller politiet aldrig vil bede om dit betalingskort, din kode eller hente kontanter eller andre værdier hjemme hos dig.
- Husk at tale med dine pårørende om risikoen for at blive snydt, lyder opfordringen fra politiet.
Læs også
- Eng skal renses efter forurening med tungmetaller fra Kokkedal Slot - kommunen er klar med påbud til ejerne
- Ny chefredaktør: - Vi skal blive oplevet som uundværlige
- Efter injurieanklager: Politiet dropper Slotveds anmeldelse af borger
- Bedragere på spil på næsten hele Sjælland – nu er de idømt fængsel og udvisning