Den internationale afdeling på NGG i Hørsholm er kommet i fint selskab.
NGG’s internationale afdeling, North Zealand International School - i daglig tale NIS - er blevet nomineret til Team of the Year af International Curriculum Association (ICA) - en global organisation, der arbejder for at styrke undervisning og læring på skoler verden over.
NIS har over 400 elever fra mere end 70 forskellige lande og underviser børn i alderen 3 til 18 år. Skolen følger blandt andet et internationalt program, som bygger på tema- og projektbaseret undervisning og lægger vægt på kreativitet, samarbejde, refleksion og globalt udsyn.
ICA fremhæver i deres nominering NIS’ stærke lærerteams, kreative undervisning og engagerende fællesskab – og i år er afdelingen blandt de få skoler i verden, der er nomineret til den prestigefyldte Team of the Year-pris. Sidste år modtog skolen prisen Teacher of the Year, og i år er det altså hele teamet, der hædres.
- Det er en stor anerkendelse – og en stolthed for Hørsholm – at have en skole i kommunen, som bliver fremhævet blandt verdens bedste. Det viser, at Hørsholm ikke bare er en attraktiv kommune at bo i, men også et sted, hvor international kvalitet og ambitiøs undervisning går hånd i hånd, siger borgmester Morten Slotved.
Prisuddelingen finder sted den 17. oktober på Bali. NGG flytter ind i sit nye skolebyggeri i Hørsholm i januar 2026.