Harald Nyborg skal rykke ud af butikslokale - halvdelen af butikken er ulovlig

Halvandet år efter en klage over Harald Nyborg kræver Hillerød Kommune nu, at butikken tømmer sin tilbygning.

Efter årevis med sagsbehandling har Hillerød Kommune nu givet Harald Nyborg-butikken et påbud at rømme sin tilbygning fra 2019.

Efter årevis med sagsbehandling har Hillerød Kommune nu givet Harald Nyborg-butikken et påbud at rømme sin tilbygning fra 2019.

Foto: Kenn Thomsen

Harald Nyborg skal nedlægge en del af sin butik på Industrivænget i Hillerød. Sådan lyder det i et påbud fra Hillerød Kommune, som nu i mere end halvandet år har undersøgt om Harald Nyborg kan fortsætte med at have butik i ejendommen. Og svaret er altså nej, og nu er der også sat en deadline for, hvornår det skal ske.

Den Korte Version
  • Hillerød Kommune har påbudt Harald Nyborg at rykke ud af sin tilbygning inden 8. juni 2026.
  • Fejlagtig tilladelse givet i 2018 lader den 563 m² store tilbygning blive en del af butikken.
  • Kun engrosvirksomhed tillades i tilbygningen, men der kan gives dispensation for pladskrævende varer.
  • Harald Nyborgs ejer har muligheden for at klage til Planklagenævnet eller tage sagen til domstolene.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det var nemlig en fejl, da Hillerød Kommune i 2018 gav tilladelse til, at Harald Nyborg kunne udvide butikken med en 563 m² stor tilbygning til butikken på Industrivænget 8, for den type handel skal i følge planloven være i bymidten, altså ikke på Industrivænget. 

Læs også

Allerede i juni 2025 varslede kommunen ejeren af ejendom, Dagligvare Invest ApS, at påbuddet var på vej. Siden da har ejeren via sin advokat argumenteret hvorfor, Harald Nyborg skal have lov at blive liggende, og blandt andet argumenteret med, at mange af varerne er så store, at de er særligt pladskrævende, og derfor godt kan placeres på Industrivænget. 

Ejeren har også argumenteret med, at Hillerød Kommune har været for passiv i sagen, og derfor har mistet retten til at kræve lovliggørelsen.

Læs også

Argumenterne preller dog af på Hillerød Kommune. Kommunen mener ikke, man har været passiv, og at sagen er blevet undersøgt siden klagen i marts 2024. Kommunen fastholder, at der skal ske fysisk lovliggørelse af den ulovlige anvendelse af tilbygningen som udvalgsvarebutik, og det skal ske inden den 8. juni 2026.

Læs også

Det er dog kun den ny tilbygning, som kun må bruges til engrosvirksomhed. Reglerne var anderledes i Planloven, da Harald Nyborgs butik blev opført i 1999, og derfor er den gamle del af butikken lovlig.

Sjællandske Nyheder har kontaktet Ole Christian Nygaard, som ejer Dagligvare Invest ApS, og Harald Nyborg for at få en kommentar til påbuddet, men de er ikke vendt tilbage.

Dagligevare Invest har mulighed for at klage over Hillerød Kommunes afgørelse til Planklagenævnet. Det er også muligt at rejse et privat søgsmål ved domstolene.

Læs også

 

Harald Nyborg i Hillerød

1997 vedtages Lokalplan 255, som regulerer anvendelsen af Industrivænget 8.

1999 giver Hillerød Kommune tilladelse til at etablere en 2.060 m² stor Harald Nyborg-butik på Industrivænget 8.

2014 afslår kommunen en ansøgning om en 780 m² tilbygning til Harald Nyborg-butikken med henvisning til planlovens detailhandelsbestemmelser.

2015 stadfæster Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afslag, med den ændrede begrundelse, at Harald Nyborg-butikken skal betragtes som en udvalgsvarebutik, der hører hjemme i bymidten.

2017 stadfæster domstolene, at den oprindelige Harald Nyborg-butik er lovlig, men at en udvidelse på 780 m² er i strid med lokalplanens principper.

2018 udsteder kommunen fejlagtigt en byggetilladelse til en 563 m² udvidelse af Harald Nyborg-butikken.

2020 bliver kommunen opmærksom på fejlen i byggetilladelsen fra 2018, men vurderer, at byggetilladelsen er en såkaldt begunstigende forvaltningsakt og vælger ikke at handle yderligere.

2024 klager en grundejer til Hillerød Kommune angående lovligheden af byggetilladelsen fra 2018.

Kilde: Hillerød Kommune

Hvorfor laver politikerne 
ikke bare nye lokalplaner?

Lokalplanerne som gælder for Industrivænget, Vølundsvej og Frejasvej, tillader kun, at der sælges det, der defineres som særligt pladskrævende varer.

Det hænger sammen med områdets status, og området er placeret uden for den del af Hillerød, der har status som bymidte. 

For at kunne vedtage nye lokalplaner, der eventuelt tillader detailsalg, skal Hillerød Kommune have tilladelse til at flytte bymidten længere ud. Det kræver politisk opbakning til at gennemføre en analyse af behovet og siden en forhandling med ministeren for byer og landdistrikter at flytte bymidten.

Hvad klagede Jesper Laugmann over?

Jesper Laugmann har klaget over ulovlige butikker i to erhvervsområder i Hillerød, Industrivænget/Vølundsvej og Frejastorvet på den anden side af Herredsvejen, hvor man blandt andet finder Kirrpu, Skousen og Frellsen.

I de to områder ligger en lang række forskellige butikker. Her ligger bilforhandlere side om side med store møbelforretninger, automekanikere, køkkenbutikker, byggemarkeder og butikker, der sælger alt mellem himmel og jord, fra flødeboller og chokolade til hesteudstyr og nips til hjemmet.

Og en stor del af den handel er ulovlig og stik imod bestemmelserne i lokalplanerne, lyder klagen. Lokalplanerne tillader nemlig ikke dagligvarebutikker eller anden detailhandel, der hører hjemme i bymidten. Med mindre butikken søger om særlig tilladelse, fordi der skal sælges så store varer, at det ikke kan lade sig gøre i bymidten, eller at salget af detailvarer er forsvindende lille.

I begge områder har Hillerød Kommune enten helt overlagt givet ulovlige tilladelse eller undladt at gribe ind over for udvalgsvarebutikker, der har slået dørene op i strid med lokalplanen, mener Jesper Laugmann.

I en redegørelse skriver hans advokat, at der sker ulovlig handel i Harald Nyborg, Maxi Zoo, Rytterhjørnet, Spangsberg, Ilskøb, Hillerød Vinkompagni, HW Homeware, Skousen, Kirrpu Loppesupermarked og Frellsen Chokoladefabrik og butik. Redegørelsen er forsynet med screenshots fra Googlemaps og butikkernes hjemmesider, og understøtter anklagen om, at der foregår masser af detailhandel i butikkerne.

Spangsberg har siden flyttet sin butik til Irmatorvet i Hillerøds bymidte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...