Ved årets kommunalvalg gik Socialdemokratiet markant tilbage og stod med syv ud af 19 mandater i byrådet. Derfor mente oppositionen, at der var mulighed for at danne et nyt flertal uden om Socialdemokratiet, og her kunne Venstre spille en hovedrolle. Pia Skourup (V) sagde imidlertid pænt nej tak, da hun blev tilbudt at blive Ishøjs borgmester efter nytår.
Ifølge oppositionens seks gruppeformænd lå muligheden lige for. Hvis Venstre ønskede det, kunne partiet stille sig i spidsen for et nyt flertal bestående af Ishøj Demokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne og Ishøjlisten.
- En forspildt chance, hvor et valgløfte fra Venstre kun viste sig at være varm luft. Ishøjs største borgerlige parti holder ikke ord, skriver de seks gruppeformænd i en pressemeddelelse og kalder beslutningen et brud på Venstres valgudmelding om at udfordre Socialdemokratiets mangeårige dominans i Ishøj.
Over for Sjællandske Nyheder bekræfter Pia Skourup, at både hun og Ole Beckmann (V) blev tilbudt borgmesterposten af de mange oppositionspartier. Hun afviser dog, at Venstre har svigtet sine vælgere, og forklarer, at hun fra begyndelsen var i tvivl om, hvorvidt det alternative flertal ville kunne fungere i praksis.
- Jeg tror simpelthen ikke på konceptet, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle kunne binde alle de partier sammen, så det bliver til fornuftig politik, siger Pia Skourup, der i stedet har valgt at indgå i et smalt flertal med Socialdemokratiet og løsgængeren Kalbiye Yüksel.
Tvivl om stabilitet
Ifølge Pia Skourup var det især den politiske sammensætning i det foreslåede flertal, der gjorde hende skeptisk. Partierne spænder fra de to lokale lister til yderligt borgerlige og centrum-venstre, og det får Pia Skourup til at tvivle på stabiliteten i et eventuelt samarbejde.
Det skyldes blandt andet, at Ishøjlisten og Ishøj Demokraterne har meget klare krav til, hvad de vil have igennem.
- Med Venstres to mandater ville vi hurtigt stå i en situation, hvor vi enten skulle gennemføre en politik, vi grundlæggende ikke er enig i, eller også ville vi blive beskyldt for at blokere det hele, siger Pia Skourup.
Samtidig fremhæver hun et ønske fra oppositionen om at rulle aftaler tilbage, som Venstre har været med til at skrive under på. Det gælder blandt andet det seneste budget.
Pia Skourup understreger imidlertid, at hun ikke afviser tanken om en blå borgmester, men det tilbud, som oppositionen har givet hende, er ifølge hende ikke realistisk.
I stedet vurderer Pia Skourup, at Venstre har bedre muligheder for at få indflydelse i samarbejdet med Socialdemokratiet og Kalbiye Yüksel.
- Jeg er ikke til salg for en borgmesterpost for enhver pris. Mit ansvar er at få liberal politik igennem, siger hun.
Svær situation
De første samtaler om en mulig konstituering begyndte allerede på valgaftenen, da Liberal Alliance spurgte Pia Skourup, om hun ville med ind i forhandlingslokalet.
Det afslog hun.
Og den efterfølgende dag kom der beskeder fra Venstres partisekretariat om, at Dansk Folkeparti var klar til en konstituering med Socialdemokratiet og Venstre.
Senere lød meldingen ifølge Pia Skourup, at et flertal uden om Socialdemokratiet og SF kunne være en mulighed, hvis Venstre ville sidde for bordenden.
Også det tilbud takkede Venstre nej til.
- Jeg kunne ikke se det som et bæredygtigt flertal. De ønskede formentligt kun at pege mig som borgmester, fordi deres mål var at afsætte Socialdemokratiet, siger Pia Skourup.
Kritik klinger hult
Pia Skourup er ikke overrasket over, at oppositionen har fremført en offentlig kritik af Venstre. Hun fortæller, at hun på forhånd blev informeret om, at oppositionen ville gå ud med en offentlig kritik, hvis hun sagde nej til tilbuddet om at vælte Socialdemokratiet.
- Det bekræfter mig kun i, at samarbejdet ville blive svært, forklarer hun.
Kritikken fra de seks partier giver Pia Skourup imidlertid ikke meget for. Hun mener, at det klinger hult, at Venstre skulle have forpasset en oplagt chance for et politisk nybrud.
- Det virker som om, at de kommer til mig nu, fordi de ikke har andre muligheder. I valgkampen gjorde de jo alt for at isolere Venstre, siger hun.
Oppositionens kritik af Venstre
Oppositionen vurderede, at Socialdemokratiets tilbagegang skabte en reel mulighed for et nyt flertal, og at Venstre kunne have overtaget borgmesterposten. At Pia Skourup (V) sagde nej, ser oppositionen som et brud på Venstres egne udmeldinger i valgkampen og som manglende vilje til at udfordre Socialdemokratiets mangeårige dominans i Ishøj.
De seks gruppeformænd, som står bag kritikken er
Annelise Madsen (Ishøj Demokraterne), Ali Güvercin (Radikale Venstre), Otto Madsen (Dansk Folkeparti), Frank Clausen (Liberal Alliance), Susanne Heckmann (Moderaterne) samt Betina Havmand Demir (Ishøjlisten).
Susanne Heckmann (M) opnåede som den eneste af de seks ikke valg til byrådet ved kommunalvalget den 18. november.
Trods de skarpe udmeldinger håber Pia Skourup, at byrådet alligevel kan arbejde sammen i den kommende periode. Det mener hun, at politikerne skylder borgerne, blandt andet fordi næsten halvdelen af vælgerne har stemt på noget andet end det regerende flertal.
Pia Skourup erkender dog, at relationerne er blevet mere anspændte oven på forløbet om konstitueringen i byrådet.
- Men jeg håber, vi kan finde en ordentlig måde at arbejde sammen på. Det er det, borgerne forventer af os, siger hun.
Læs også
- Her er topscorerne ved valget i Ishøj
- Merete Amdisen fortsætter som borgmester efter drama
- SF: - Vores egen kandidat ødelagde muligheden for en ny borgmester
- Forlod SF og gav kæden til socialdemokrat: - Mine værdier betyder mere end borgmesterdrømme
- Ishøj har altid været hjem for Lizette
- Minister mærkede landsbyens idyl drukne i motorvejslarm
- Otto har mærket utrygheden på egen krop - nu vil han ændre Ishøj
- For Frank begynder god ledelse fra toppen
- Ishøj-kandidat smidt ud af parti efter politianmeldelse og konkurskarantæne
- Sami kom til Danmark som 10-årig - nu vil han være borgmester i sin hjemby
- Annelise vil have medmenneskeligheden tilbage
- Susanne vil have tilliden tilbage og slippe fagfolkene fri
- Pia tager opskriften på grundighed med fra køkkenet og ind i byrådet
- Ole kæmper for et grønnere Ishøj og træner spor med sin hund
- Datterens skoleliv tændte den politiske gnist for Ali
- Sådan vil Betina bygge broer i Ishøj
- Borgmester går i små sko og vil trampe fordomme ned
- 11 partier står på stemmesedlen - se alle 71 kandidater til kommunalvalget i Ishøj