Mens Socialdemokratiet, Venstre onsdag aften satte punktum for timelange forhandlinger og sikrede Merete Amdisen fire nye år som borgmester i Ishøj, voksede ærgrelsen et andet sted på rådhuset.
Læs også
For hos SF sidder spidskandidat Sami Deniz tilbage med følelsen af, at det var en af hans egne, som fik forhandlingerne til at tippe. Onsdag aften meldte Kalbiye Yüksel sig ud af SF og gik alene ind i de afgørende samtaler med Venstre og Socialdemokratiet.
Dermed forsvandt også muligheden for en anden borgmester i Ishøj.
- Umiddelbart er vi jo selvfølgelig kede af, at vores ene kandidat, som nu er blevet løsgænger, har indgået en aftale med Socialdemokratiet og Venstre. Selvfølgelig er vi kede af, at hun har gået over til dem, fortæller Sami Deniz til Sjællandske Nyheder.
Noget andet lokalt
Sami Deniz mener, at forløbet kunne have set helt anderledes ud, hvis Kalbiye Yüksel var blevet i SF, som hun stillede op for til valget. Årsagen til Kalbiye Yüksels afgang bunder i, at hun ikke kan se sig selv i et samarbejde med Dansk Folkeparti.
Det synspunkt deler Sami Deniz imidlertid ikke.
- Vi snakker om lokalpolitik. Lokalpolitik er noget andet. På lokalt plan kan vi godt samarbejde med Dansk Folkeparti, siger han og fremhæver flere områder, hvor partierne i Ishøj ofte kan finde fælles løsninger.
SF har i de seneste fire år arbejdet sammen med Venstre og Socialdemokratiet, men ifølge spidskandidaten for SF har der været flere grunde til ikke at fortsætte i den konstellation.
Blandt andet så Sami Deniz også selv en mulighed i at blive borgmester i Ishøj. Den mulighed forsvandt dog, da Venstre og Socialdemokratiet lukkede en aftale med hjælp fra hans tidligere partifælle.
- Der var flere på tale. Både mig og IshøjDemokratenes og Ishøjlistens spidskandidater, forklarer Sami Deniz.
Skeptisk SF'er
Selvom partierne i den nye konstituering taler om et bredt samarbejde, er Sami Deniz skeptisk.
- Hvis de ikke hører på oppositionen, så tror jeg ikke på det brede samarbejde, Merete Amdisen går ud og fortæller om nu, siger han.
- Følg valgets resultater i din kommune.
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
Sami Deniz mener ikke, at SF reelt havde en chance for at blive en del af aftalen. Efter hans opfattelse var flertallet allerede på plads, før partiet overhovedet blev inviteret ind til forhandlingerne med Venstre og Socialdemokratiet.
- Derfor kunne vi heller ikke få nogen indflydelse. Vi ville ikke få noget ud af det, siger SF's spidskandidat i Ishøj.
Udover SF står også Ishøjlisten, IshøjDemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance uden for aftalen, som er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre og Kalbiye Yüksel.