Forlod SF og gav kæden til socialdemokrat: - Mine værdier betyder mere end borgmesterdrømme

Efter mere end et årti i SF valgte byrådsmedlemmet i Ishøj at gå solo et døgn efter valget. Nu fortæller hun sin side af sagen.

Kalbiye Yüksel er fortsat medlem af byrådet i Ishøj, men ikke længere for Socialistisk Folkeparti - SF. Nu er hun løsgænger.

Kalbiye Yüksel er fortsat medlem af byrådet i Ishøj, men ikke længere for Socialistisk Folkeparti - SF. Nu er hun løsgænger.

Foto: Ishøj Kommune

Da resultaterne fra kommunalvalget begyndte at tikke ind i Ishøj, og partierne begyndte at trække ind i de første forhandlingslokaler, vidste hun, at noget var anderledes. Kort efter fik hun en besked, der ramte hende hårdt.

For, hvis Kalbiye Yüksel ikke kunne acceptere partiets linje, blandt andet et muligt samarbejde med Dansk Folkparti, var hun fri til at gå.

Og det gjorde hun.

Efter mere end 10 år i SF valgte Kalbiye Yüksel at rive sig løs og springe ud som løsgænger. Beslutningen traf hun hurtigt, men det var ikke let. Det handlede om noget langt mere grundlæggende end formandsposter og forhandlinger.

- Mine værdier, min historie og min families fremtid betyder meget mere end alt det der. Jeg kunne ikke svigte mig selv, og jeg kunne ikke svigte dem, der har stemt på mig, fortæller Kalbiye Yüksel til Sjællandske Nyheder.

Samtidig tilføjer den nu tidligere SF'er, at den lokale partiforening fuldt ud klar over, at hun aldrig ville gå med til et samarbejde med Dansk Folkeparti. 

- Jeg havde sagt det klart mange måneder før. Det kan jeg ikke stå inde for, siger Kalbiye Yüksel.

Dermed blev bruddet med SF uundgåeligt.

Løsgænger perioden ud

Ifølge Kalbiye Yüksel kulminerede konflikten med sit nu tidligere parti dog ikke kun i uenigheden om et samarbejde med Dansk Folkeparti. Valgnatten og de efterfølgende forhandlinger efterlod hende med en klar fornemmelse af, at hendes rolle var sekundær.

- Hvis Sami Deniz kom, skulle jeg ikke være med til forhandlingerne. Jeg følte mig forbigået, fortæller Kalbiye Yüksel, der ikke kunne se sig selv i et parti, hvor hun ikke længere blev inddraget.

Forvirringen begyndte dog allerede et par uger før valget, da den lokale spidskandidat, Sami Deniz, pludselig meldte sig som borgmesterkandidat for SF. Dermed gjorde han Betina Havmand Demir (IL) og Annelise Madsen (ID) selskab som bejler til borgmesterposten, og det kommer Kalbiye Yüksel, at der er tre borgmesterkandidater fra samme valgforbund.

- Det havde ingen nævnt før. Andre partier sagde også, at det kunne vi da ikke komme og sige nu. Der var ingen plan om, at vi gik til valg med en borgmesterkandidat, siger Kalbiye Yüksel.

Hendes oplevelse er dog, at borgmesterposten hurtigt blev et centralt omdrejningspunkt for ledelsen i SF Ishøj. Og hun undrer sig over, at Sami Deniz mener, at SF og Dansk Folkeparti kan samarbejde lokalt.

- I de ti år, jeg har siddet i byrådet, har vi aldrig samarbejdet med Dansk Folkeparti. Deres holdninger ændrer sig jo ikke, fordi det er lokalpolitik, siger Kalbiye Yüksel, der endte med at støtte Merete Amdisen (S) som borgmester.

Ifølge Kalbiye Yüksel var det den eneste mulighed, der sikrede, at Dansk Folkeparti ikke fik en afgørende rolle på de næste fire års politik i Ishøj.

Hun afviser samtidig en kritik af, at hendes beslutning handler om at få en lukrativ formandspost.

- Jeg er ikke til salg. Hvis det handlede om poster, kunne jeg have fået mere ved at blive i SF. Men mine værdier betyder mere, fortæller Kalbiye Yüksel, der fortsætter som løsgænger i hele valgperioden.

Siden bruddet har hun ikke talt med sine tidligere partifæller i SF. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...