Med under to uger til kommunalvalget er Abdul Rehman Khan, der er opstillet for Moderaterne i Ishøj Kommune, havnet i gevaldige problemer.
Han er nemlig blevet smidt ud af partiet. Det skriver Ekstra Bladet.
Mediet har den seneste tid afdækket, hvordan Abdul Rehman Khan har haft økonomiske problemer i sit værge som køreskolelærer.
Lokalpolitikerens ene køreskole A One på Vesterbro blev nemlig erklæret konkurs.
Sagen har efterfølgende ført til en politianmeldelse, og tilbage i marts måned blev han pålagt konkurskarantæne af en dommer ved Sø- og Handelsretten, skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigt i sagen.
Mediet har også fået indsigt i tre kuratorskrivelser, hvor det blandt andet lyder, at konkurskarantænen lyder på tre år.
Overførte penge til sig selv
Den viser også, at Abdul Rehman Khan skulle have hævet penge ud af konkursbeboet til sig selv. Et beløb, som ifølge kendelsen fra skifteretten lyder på 356.923 kroner, som han angiveligt har udbetalt til sin bankkonto.
Selv nægter lokalpolitikeren og fortæller i stedet, at sagen langt fra er afsluttet.
- Det kan godt være, de har givet mig konkurskarantæne, men sagen omkring pengene er slet ikke afgjort. Det kommer frem på et tidspunkt, at alt fremstår, som det skal, fortæller han til Ekstra Bladet.
Forsøgte hos et andet parti
Abdul Rehman Khans kinddans med Moderaterne startede tilbage i september måned, hvor han annoncerede sit kandidatur til kommunalvalget.
Inden da havde han ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger ellers forsøgt at stille op for Socialdemokratiet, men her blev han afvist.
I stedet valgte han altså at stille op for Moderaterne og i starten af oktober meldte partiet ud, at Abdul Rehman Khan var valgt som en af de tre kandidater i Ishøj.
Det blev dog en kort dans for Abdul Rehman Khan, som altså nu er blevet ekskluderet fra partiet.