Blå borgmester vil skifte retning for Hillerød

Tirsdag lå der en bred aftale klar om de næste fire år i Hillerød Kommune.

Med Annette Rieva (V) ved sin side præsenterede Christoffer Lorenzen (K) tirsdag formiddag sin aftale, som omfatter en lang række af byrådets partier.

Med Annette Rieva (V) ved sin side præsenterede Christoffer Lorenzen (K) tirsdag formiddag sin aftale, som omfatter en lang række af byrådets partier.

Foto: Thomas Olsen

Der er nye tider på vej på rådhuset i Hillerød, hvor vælgerne har stemt et byråd med flest blå politikere ind i byrådssalen, og nu har kommende borgmester Christoffer Lorenzen (K) løftet lidt af sløret for, hvad det kommer til at betyde for Hillerød - og den første ændring er allerede vedtaget.

Den Korte Version
  • Christoffer Lorenzen (K) bliver ny borgmester i Hillerød med en bred konstitueringsaftale, der inkluderer SF og Radikale.
  • Byrådet skifter navn til "kommunalbestyrelse" og får syv stående udvalg samt to opgaveudvalg.
  • Et nyt udvalg for "Trafik og mobilitet" oprettes for at tackle trafikproblemer i Hillerød.
  • Fokus på børn og unges trivsel styrkes med et opgaveudvalg for at forebygge ufrivilligt skolefravær.
  • Hillerød Forsyning skal professionaliseres med færre politikere og flere eksterne i bestyrelsen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Udover de partier, der bakkede op om Christoffer Lorenzen som borgmester allerede på valgnatten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Moderaterne, har han sikret sig opbakning fra SF og Radikale, som nu alle har sat deres underskrift på en konstitueringsaftale. Socialdemokratiet og Enhedslisten står som de eneste uden for aftalen, der samler 21 af 27 mandater i byrådet.

- Vælgerne har talt et klart og tydeligt sprog. De har stemt for et borgerligt flertal - det flertal ønskede ikke at slutte sig om sig selv, men i stedet arbejde for at skabe fælles løsninger gennem samarbejde. Derfor er jeg rigtig glad for at Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre også er med i aftalen og har sat deres klare aftryk på den aftale, vi nu lægger for Hillerøds fremtid, sagde Christoffer Lorenzen ved et møde tirsdag formiddag med Sjællandske Nyheder.

  • Følg valgets resultater i din kommune.
    Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.

- Forhandlingerne har været lange og grundige, og mange interesser har været i spil. Et ønske er gået igen hos alle parter: At Hillerød fortjener en ny retning - med ny energi, en hverdag i bedre balance og hvor vi passer bedre på det, vi allerede har, sagde han.

Læs også

Syv stående udvalg

Den beslutning, der allerede nu ligger fast, er, at byrådet skifter navn til "kommunalbestyrelse". Denne får syv stående udvalg og to opgaveudvalg, altså midlertidige udvalg, hvor nogle af pladserne er reserveret til folk, der ikke sidder i kommunalbestyrelsen. I dag er der seks stående udvalg.

Det nuværende Arkitektur, Byplan og Trafikudvalg deles i to - Dan Riise (V) bliver formand for "Plan og byudvikling", mens den tidligere Skævingeborgmester Ole Roed (LA) bliver formand for et udvalg med 100 procent fokus på trafik: "Trafik og mobilitet".

- Trafikken er et af de største problemer for borgerne i Hillerød, og det nye udvalg skal udelukkende arbejde med at skabe mindre kø på vejene og få trafikken til at køre bedre, sagde Christoffer Lorenzen. 

Læs også

Nyt udvalg for erhverv

Annette Rieva (V), som har fået 1. viceborgmesterposten, bliver også formand for et nyt udvalg for Erhverv og Uddannelse.

- Lad mig sige det ligeud: For at nå hertil skulle vi alle være villige til at ville noget, der er større end os selv. Det kræver, at man løfter blikket fra sin egen position og ser på, hvad der bedst tjener Hillerød og borgerne - ikke kun hvad der gavner ens eget parti. Det er præcis det, der har gjort systemskiftet muligt, sagde hun, som med Venstres fire afgørende mandater havde rigtig gode kort på hånden på valgnatten, men hurtigt gik ud og bakkede op om den konservative borgmesterkandidat.

Mathias Skarby (LA) bliver formand for et midlertidig udvalg, der skal arbejde med bedre borgerinddragelse.

Christina Thorholm (R) får posten som 2. viceborgmester. 

Sådan fordeles posterne

Borgmester: Christoffer Lorenzen (K)

Viceborgmester: Annette Rieva (V)

2. viceborgmester: Christina Thorholm (RV)

Stående udvalg, formænd:

Økonomiudvalg: Christoffer Lorenzen (K)

Plan og udvikling: Dan Riise (V)

Trafik og mobilitet: Ole Roed (LA)

Erhverv og uddannelse: Annette Rieva (V)

Børn og familie: Lars Elbrandt (SF)

Natur, miljø og klima: Søren Lerche (SF)

Ældre, social og sundhed: Jette Juul (DF)

Kultur, idræt og lokalsamfund: Thomas Elong (M)

Opgaveudvalg, formænd:

Borgerinddragelse: Mathias Skarby (LA)

Trivsel og forebyggelse af ufrivilligt skolefravær: Stine Østlund (K)

Lovpligtige udvalg, formænd:

Folkeoplysningsudvalget: Øzgen Yücel (V)

Børn og unge: Stine Østlund (K)

Forsyning:

Hillerød Forsyning: Ole Roed (LA)

Læs også

Fokus på skolefravær

Lars Elbrandt (SF) bliver formand for børn- og familieudvalget og vil kunne fortsætte det arbejde, han har været i gang med i det nuværende Børne, Familie og Ungeudvalg. 

Hertil skal Stine Østlund (K) være formand for et opgaveudvalg med navnet "Trivsel og forebyggelse af ufrivillig skolefravær" med fokus på de mange børn, der ikke kommer i skole. Det er ligesom i resten af landet et stigende problem i Hillerød.

- Valgkampen har vist et stort behov for større fokus på børn og unges trivsel - derfor nedsætter vi det udvalg, der skal have fokus på det og skal være med til at forebygge ufrivilligt skolefravær. Det skal vi gøre i samarbejde med forældrerepræsentanter og eksterne interessenter, sagde Christoffer Lorenzen.

Valgkampen har vist et stort behov for større fokus på børn og unges trivsel - derfor nedsætter vi det udvalg, der skal have fokus på det og skal være med til at forebygge ufrivilligt skolefravær.

Christoffer Lorenzen

Nye formænd

Søren Lerche (SF) er ny formand for Natur, Miljø og Klimaudvalget, mens Jette Juhl (DF) bliver formand for udvalget Ældre, Social og Sundhed, der erstatter det nuværende "Omsorgs- og Livskraftudvalg". 

Læs også

Thomas Elong (M) sætter sig i spidsen for et udvalg, der har fået navnet Kultur, Idræt og Lokalsamfund.

Ny forsyningsformand

Posten som formand for Hillerød Forsyning går til Ole Roed (LA).

- Vi igangsætter en professionalisering og transformering af Hillerød Forsyning for at sikre mere åbenhed og gennemsigtighed i forsyningens virke, og for at kunne yde en mere kosteffektiv service for borgerne. Der udpeges fra start færre politikere til bestyrelsen og flere eksterne, sagde Christoffer Lorenzen. 

Det fremgik senere af mødet, at der kun vil blive udpeget fem byrådsmedlemmer til bestyrelsen i stedet for som nuværende syv, og at der indsættes et ekstra eksternt medlem som supplement til det nuværende eksterne medlem.

Læs også

Partierne bag den brede konstituering mødtes tirsdag formiddag med Sjællandske Nyheder.
Partierne bag den brede konstituering mødtes tirsdag formiddag med Sjællandske Nyheder. Foto: Thomas Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...