Kimen til Jettes politiske ståsted blev lagt på et skib i Den persiske bugt - nu er hun valgt i byrådet

Jette Juul er valgt i byrådet for Dansk Folkeparti. Hun har sejlet i den store verden med sin sømands-far og er kommet til den konklusion, at Danmark er verdens bedste land.

Jette Juul forventer, at Dansk Folkeparti kommer til at spille en meget vigtig rolle i det nye byråd i Hillerød. Hun bor i et rækkehus i Kongens Vænge.

Jette Juul forventer, at Dansk Folkeparti kommer til at spille en meget vigtig rolle i det nye byråd i Hillerød. Hun bor i et rækkehus i Kongens Vænge.

Foto: Allan Nørregaard

54-årige Jette Juul er valgt i byrådet i Hillerød for Dansk Folkeparti, hvor hun forventer, at partiet kommer til at spille en meget vigtig rolle. Grundlaget for hendes politiske ståsted blev lagt, da hun var barn.

Den Korte Version
  • Jette Juul er valgt til byrådet i Hillerød for Dansk Folkeparti.
  • Oplevelsen af utryghed under den islamiske revolution i Iran har styrket hendes opfattelse af Danmark som verdens bedste land.
  • Hun forventer, at Dansk Folkeparti vil spille en vigtig rolle i det blå valgforbund, der støtter Konservatives borgmesterkandidat.
  • Jette Juul fokuserer på ældreområdet, handicapområdet og lokalplanen i Industrikvarteret som vigtige emner.
  • Hun har har modtaget støtte fra Dansk Folkepartis ledelse under valgkampen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Jette Juuls forældre lever stadig og bor i Esbjerg. Da hun var barn, sejlede hendes far som overstyrmand for Mærsk, og hun, broren, der i dag også sejler for Mærsk, og moren var med ude at sejle. 

Skibet lå ud for Kharg Island i Den persiske bugt, og Jette Juul havde netop fejret otte-års fødselsdag ombord den 7. december 1978, da situationen i Iran spidsede til. 

Den islamiske revolution var i gang, landets leder, shaen, var på vej til at falde, og farens supertanker skulle hurtigst muligt ud af Den persiske bugt, imens familien skulle flyve hjem i sikkerhed i Danmark.

- Jeg kan huske, vi sad og ventede ude i lufthavnen (i Teheran, red.) om natten. Vi var rigtigt mange, siger Jette Juul.

Selvom det er længe siden, har oplevelsen sat sig i hende som en grundlæggende oplevelse af, at Danmark er verdens bedste land. 

- Har det på en måde haft betydning for dit politiske ståsted, fordi det har plantet en frygt for, hvad der foregår dernede i Mellemøsten, og at det ikke skal komme for tæt på?

- Lige præcis. Jeg har ikke noget problem med, at folk har en anden religion end min egen, men de skal ikke komme og diktere over for mig i mit land, hvordan jeg skal agere, når de kommer udefra. Og det ved jeg godt, der er mange, der er uenige med mig i, og som mener, at vi skal favne alle, men det mener jeg bare ikke, at vi skal, siger Jette Juul.

Hun har også sejlet andre steder end i Mellemøsten med sin far, og nu sejler hendes bror også for Mærsk og fortæller, hvordan det foregår andre steder i verden. 

- Så konklusionen for dig er, at det er bedre i Danmark?

- Absolut. Der er nogle andre lande, der også er gode, men Danmark er verdens bedste land. Sådan er det bare, siger Jette Juul.

Læs også

God energi blandt blå partier

Nu er hun valgt i byrådet i Hillerød for Dansk Folkeparti. Partiet er en del af et blåt valgforbund, som sammen med Moderaterne bakker op om Konservatives Christoffer Lorenzen som borgmester.

Dermed står hun og Dansk Folkeparti også til at få indflydelse. Hun forventer, at Dansk Folkeparti kommer til at spille en meget vigtig rolle sammen med de andre borgerlige partier.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde i det blå valgforbund, og nu er vi stadig i gang (fredag eftermiddag, red.) med at snakke alle mulige poster og konstituering. Vi har en blå borgmester, og nu skal resten fordeles, og jeg synes generelt, det er meget positivt. Jeg mærker en god energi med dem, som vi har dannet flertal med, siger Jette Juul.

Nogle af de vigtigste emner for Jette Juul er ældreområdet, handicapområdet og at få styr på lokalplanen i Industrikvarteret.

Et godt kvarter

Da Sjællandske Nyheder fanger hende på telefonen, er hun i gang med at tage valgplakater ned i Kongens Vænge i Hillerød Øst, hvor hun selv bor i et rækkehus. 

- Jeg er glad for at bo herude. Jeg synes, det er et godt kvarter, siger hun.

Hun har altid flyttet efter sit arbejde, og hun flyttede senest fra Avedøre Stationsby til Hillerød for 10 år siden på grund af arbejdet på hospitalet.

Jette Juul er serviceleder på Nordsjællands Hospital med ansvar for 40-50 serviceassistenter. 

- De har det mest fantastiske job på sygehuset. Mine folk står for vores operationsgang, assisterer personalet med alt muligt, løber med patienter, render med blod og holder arme og ben under operationer, siger Jette Juul.

Desuden har hun ansvar for hjælpemiddeldepotet og et hold medarbejdere, der arbejder med specialrengøring om aftenen og natten. 

Læs også

Formand for lokalforening

De seneste fire år har hun været formand for DF's lokalforening. Ved seneste valg stillede hun også op som nummer to på listen. Da var Lars Ole Skovgaard Larsen spidskandidaten og blev valgt ind, men han skiftede senere til Danmarksdemokraterne, hvorefter DF ikke længere havde et byrådsmedlem. 

- Det har været en noget rodet affære for Dansk Folkeparti, så jeg tænkte, at nu skal det være, siger hun om denne valgkamp.

Hun har fået rigtig god hjælp af Mette Thiesen, der er folketingsmedlem for DF. 

Desuden har både formand for DF Morten Messerschmidt og den tidligere formand Pia Kjærsgaard været forbi hende i valgkampen for at støtte op.

- Der er ikke ret langt til Borgen i vores parti og vores formand. Hvis jeg ringede til ham nu, så ville han tage den, medmindre han stod nede i Folketingssalen, siger Jette Juul.

Læs også

Blå bloks bløde hjerte

Hun har altid stemt på Dansk Folkeparti. Hun var i starten tiltrukket af, at partiet var lidt en underdog. Og så er hun enig i politikken. 

- Vi er blå bloks bløde hjerte, som vi plejer at sige, som banker for de ældre og de handicappede og de udsatte. Men vi skal jo have en fornuftig by. Det hele skal jo hænge sammen, siger Jette Juul. 

- Hvad med indvandrerpolitikken, opfatter du også den som blød?

- Absolut. For mit vedkommende har den en hel del at sige. Så ved jeg godt, at rigtig meget er landsbestemt. Men integration er et personligt udfordrende problem, og vi skal ikke kaste en hel masse penge efter noget, som ikke er lovbestemt, og som ikke giver mening, siger Jette Juul.

Samtidig mener hun ikke, at integration er det største problem i Hillerød. 

- Vi har ikke en ghetto. Vi er på observationslisten herude, hvor jeg selv bor. Og der gør man en indsats, siger Jette Juul.

Hun har selv siddet i organisationsbestyrelsen for sin boligforening. 

- Der synes jeg, der er nogle rigtig fine tiltag i gang. Jeg har også en hel del medarbejdere af anden etnisk herkomst, som fungerer, efter min opfattelse, rigtig, rigtig godt og bidrager til samfundet. Det er jo sådan, det skal være, siger Jette Juul. 

Ved de seneste to regionsrådsvalg har hun også stillet op for Dansk Folkeparti. Det ser ud til, at hun ved dette valg bliver andensuppleant til regionsrådet for partiet. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...