Derfor takkede SF nej til borgmesterposten i Brøndby

Muligheden for borgmesterposten var til stede for SF i Brøndby efter årets kommunalvalg. Sent på valgnatten forklarede Vagn Kjær-Hansen (SF), hvorfor han ikke greb chancen.

Vagn Kjær-Hansen (SF) forhandlede i flere timer under en intens valgnat på rådhuset i Brøndby. De endelige forhandlinger er endnu ikke afsluttet.

Vagn Kjær-Hansen (SF) forhandlede i flere timer under en intens valgnat på rådhuset i Brøndby. De endelige forhandlinger er endnu ikke afsluttet.

Foto: Robert Hendel

I 2009 gik Vagn Kjær-Hansen (SF) efter borgmesterposten i Brøndby efter et katastrofalt valg til Socialdemokratiet. 16 år senere opstod muligheden igen, men denne gang besluttede han ikke at forfølge den. 

Og det er der en særlig årsag til, forklarede han på valgnatten.

For vejen til borgmesterkæden var udelukkende åben, hvis SF dannede et alternativt flertal uden om Socialdemokratiet, og den flanke ønskede Vagn Kjær-Hansen ikke at åbne.

- Det vil indebære, at jeg skulle lave en eller anden konstituering sammen med de konservative, siger han.

Derfor ser han det heller ikke som et nederlag, at han ikke står med borgmesterkæden i hånden efter tirsdagens kommunalvalg, hvor Socialdemokratiet gik tre mandater tilbage og mistede sit absolutte flertal.

- Jeg synes ikke, der var noget, der gik galt. Det gik sådan set efter den plan, vi havde lagt i vores valgforbund med Socialdemokraterne, fortalte Vagn Kjær-Hansen sent natten til onsdag, da forhandlingerne blev suspenderet.

Læs også

Inden da havde SF og Socialdemokratiet indgået en aftale om at pege på Maja Højgaard (S) som borgmester. De sidste brikker i konstitueringen er dog endnu ikke på plads, men ifølge Vagn Kjær-Hansen har parterne en aftale om at mødes onsdag for at forhandle videre om tingene.

Hvilke poster SF ender med, er endnu ikke afgjort, men for Vagn Kjær-Hansen er særligt én mulighed oplagt. Og det er, at han efter fire års pause igen bliver formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

- Det er meget sandsynligt, vil jeg sige, men det er ikke aftalt endnu, slog Vagn Kjær-Hansen fast, inden han forlod rådhuset i Brøndby efter en lang valgnat med intense forhandlinger på kryds og tværs. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...