Da stemmerne tirsdag aften var talt op, stod det klart, at Socialdemokratiet havde fået brudt sit absolutte flertal i Brøndby efter en kæmpe vælgerlussing, der ikke er set større siden 2009.
Borgmesterpartiet gik tre mandater tilbage efter tirsdagens kommunalvalg, og Maja Højgaard (S) fik personligt en markant lavere andel af stemmer end forgængeren Kent Max Magelund (S) gjorde for fire år siden.
Maja Højgaard forklarede blandt andet valgresultatet med, at resultatet ligger på linje med de prognoser, der har været fremme før valget.
Ifølge borgmesteren i Brøndby skyldes en del af udviklingen siden seneste valg, at kommunen har fået et større antal nye borgere.
- Vi har også været igennem en hel del tumult. Og jeg synes faktisk, det er et rigtig godt resultat, hvor vi bevarer den status, der var for et par måneder siden i meningsmålingerne, lyder det fra Maja Højgaard sent natten til onsdag.
Ved det forrige kommunalvalg oplevede Socialdemokratiet i Brøndby ellers ikke den tilbagegang, som partiet fik på nationalt plan.
- Nu står vi med det her resultat, og det synes jeg faktisk er et udmærket resultat, siger Maja Højgaard, der, som det ser ud nu, får lov at beholde borgmesterkæden i fire år mere.
Samtidig afviser hun, at hendes egen byggesag, hvor en række ulovlige ændringer på hendes ejendom blev lovliggjort af kommunen, har haft nævneværdig indflydelse på andelen af socialdemokratiske stemmer.
- Jeg har ikke oplevet, at der var så mange på gaden, der egentlig interesserede sig for det, og jeg tror heller ikke, det er det, der har været det afgørende for vores valg, siger Brøndby-borgmesteren.
I stedet henviser hun til, at valgresultatet ligger på niveau med de målinger, der er blevet offentliggjort tidligere på efteråret.
At Maja Højgaard fortsætter som borgmester er lige nu det eneste, der ligger fast. Forhandlingerne blev sent på natten suspenderet, og de bliver genoptaget i løbet af onsdagen.
Det er blot anden gang i historien, at Socialdemokratiet ikke sidder på et absolut flertal i kommunalbestyrelsen i Brøndby. Den første gang var efter valget i 2009.
Læs også
- Socialdemokratiet beholder borgmesterposten efter katastrofevalg
- Socialdemokraterne får tæsk - DF ligner den store vinder
- Brøndbyvester trækker valgdeltagelsen op
- Live: Maja Højgaard (S) bliver valgt til borgmester
- Borgmester glider af på spørgsmål om ulovligt byggeri: - Der er pølser til alle
- Det har borgmesteren lavet om på sit over 100 år gamle landsbyhus
- Borgmester brød reglerne i årevis, da hun byggede sit bevaringsværdige hus om