For fire år siden fik Tonny Madsen 132 personlige stemmer, hvilket var 9. bedst blandt alle kandidaterne til valget. Men Tonny Madsen fik ikke en plads blandt de 19, der bestemmer i Glostrup - han har end ikke været inde som suppleant. Tonny Madsen stillede nemlig op for Nye Borgerlige, og men Tonny som eneste kandidat fik de ikke stemmer nok til et mandat. Nu stiller han op igen.
Spidskandidater til kommunalvalget i Glostrup
Denne artikel er en del af en serie, hvor Sjællandske Nyheder interviewer alle spidskandidater til kommunalvalget i Glostrup den 18. november. Alle kandidater har fået de samme 12 spørgsmål, som skal give vælgerne mulighed for at lære kandidaterne bedre at kende, både som politikere og som mennesker.
Tonny Madsen bor i stadionkvarteret med sin kone Lone. Her har han boet i cirka 14 år. Han har tre drenge og fire børnebørn. Til daglig arbejder han for SAS i Københavns lufthavn, hvor han sørger for at få bagage fra bagagebåndene og ombord på de afgående fly, og ud af de ankomne fly og retur til de rejsende.
Til valget er hans vigtigste mærkesag de ældre.
- Vi skal have flere ældrevenlige aktiviteter spredt over hele kommunen, siger han.
Med det stigende antal friske ældre i kommunen mener han, at det er vigtigt, at der er gode tilbud til dem.
- Da vi bliver flere ældre i kommunen de kommende år og de ældre bliver mere friske, så skal der være en stor vifte af aktiviteter rundt om i kommunen. Vi skal hjælpe de ældre med at komme ud til de aktiviteter de ønsker. Det er vigtigt, at de får en værdig alderdom, siger han.
Han vil også gerne have, at Glostrup Kommune arbejder for at tiltrække et friplejehjem.
- De ældre skal have bedre mulighed for at bestemme selv. Pengene skal følge borgerne, så de kan få det bedst mulige tilbud. Med mere konkurrence mellem de kommunale og de private tilbud, så bliver kvaliteten også løftet på de kommunale tilbud, siger han.
Hans anden mærkesag er på integrationsområdet.
- Indvandrere og efterkommere skal fordeles mere ligeligt geografisk, siger han.
Han håber derudover på mere direkte demokrati, for eksempel på området om byudvikling.
- Jeg vil gerne have flere afstemninger, så man kan komme mere i øjenhøjde med borgerne og lytte til deres meninger. Det kunne være aktuelt ved store planer for udviklingen af bymidten, siger han.
- Prøv vores kandidattest, der er skræddersyet dit lokalområde på sn.dk/kv25. Her finder du også politiske analyser, valgdebat og de vigtigste valgtemaer fra dit område. Vi skriver om det, der er helt tæt på dig.