Når Nana Løcke Buttenschøn går tur med sine hunde i Ejby, samler hun ikke bare skrald og nikotinposer op. Hun flytter også små tudser og snegle væk fra vejen. Det siger måske mere om hendes politiske projekt, end nogen valgplakat kan.
- Jeg er nok den grønneste af alle politikerne, siger hun.
Og det kan man sige på mere end en måde. Hun er spidskandidat og eneste kandidat for Alternativet i Glostrup. Hun er relativt ny i Glostrup, hvor hun flyttede til i 2022. Hun er dog opvokset i Albertslund, så hun kender noget til byen.
Spidskandidater til kommunalvalget i Glostrup
Denne artikel er en del af en serie, hvor Sjællandske Nyheder interviewer alle spidskandidater til kommunalvalget i Glostrup den 18. november. Alle kandidater har fået de samme 12 spørgsmål, som skal give vælgerne mulighed for at lære kandidaterne bedre at kende, både som politikere og som mennesker.
Det var også først for nylig, at hun gik ind i politik, og det var endda på landsplan i første omgang.
- Jeg gik ind i politik i december 2024 grundet en dokumentar på TV2, 'Hvem passer på grisene'. Jeg har i mange år været meget fokuseret på dyrevelfærd og støttet forskellige organisationer, men jeg fandt ud af, at ved at være en aktiv del af et parti, kunne man få mere indflydelse på forskellige udspil og forslag, siger hun.
Det kommer også til udtryk i hendes kommunalpolitik:
- Jeg vil mene, at jeg er den, som tænker dyrevelfærd ind, herunder hensyn til dyrene i naturen allerhøjest, siger hun.
Det betyder blandt andet, at hun mener, at kommunen udelukkende skal serverer kød fra økologi eller fritgående dyrehold.
Klar til at lytte
Ud over biodiversitet har hun til kommunalvalget fokus på unge med psykiske udfordringer.
- Jeg vil gerne give skolebørn med psykiske udfordringer og deres pårørende mulighed for bedre og hurtigere hjælp til at takle en svær skolestart, skolevægring.
En anden måde hun foreslår at hjælpe de unge på er ved at lave et et krea aktivitetshus til børn og unge, som ikke kan eller ønsker at gå til traditionelle fritidstilbud som sportsgrene.
Til daglig arbejder hun som virksomhedskonsulent i et jobcenter, hvor hun hjælper udsatte borgere med at finde job, uddannelse eller praktik. Det er også en mærkesag for hende at forbedre det område. Tidligere har hun arbejdet med salg og fotografi.
Den grønne politiker erkender, at hun stadig er ved at lære det kommunalpolitiske system at kende. Men hun er klar til at lytte.
- En borger kan altid skrive idéer og forslag til kommunen og selvfølgelig skal borgere lyttes til, når det gælder deres nærområde, siger hun.
Hun samarbejder helst med partier, der deler hendes grønne værdier.
- Jeg er i valgforbund med SF, Radikale og Enhedslisten og det er dem, jeg primært samarbejder med. Jeg vil have udfordringer med at samarbejde med partier, som slet ikke vægter hensynet til naturen og dyrene højt.