Sådan ville Esben bruge en million på at gøre Brøndby bedre

Esben Bernhardt Ryg synes, at naturen og strandparken i Brøndby er fantastisk, men én ting savner han dernede.

Esben Bernhardt Ryg er forpagter af caféen Madstedet i kulturhuset Kernen i Brøndbyvester, og ved siden af driver han Strandcaféen i Brøndby Strand.

Esben Bernhardt Ryg er forpagter af caféen Madstedet i kulturhuset Kernen i Brøndbyvester, og ved siden af driver han Strandcaféen i Brøndby Strand.

Foto: Robert Hendel

49-årige Esben Bernhardt Ryg driver en café og et spisested i Brøndby, hvor han også har været bosat i 25 år. Han følger med i, hvad der sker i kommunen, men er ikke selv politisk aktiv. Alligevel har han gjort sig tanker om, hvad der bør stå øverst på dagsordenen, når borgerne tirsdag den 18. november skal vælge, hvem der skal indtage borgmesterstolen de næste fire år.

  • Prøv vores kandidattest, der er skræddersyet dit lokalområde på sn.dk/kv25. Her finder du også politiske analyser, valgdebat og de vigtigste valgtemaer fra dit område. Vi skriver om det, der er helt tæt på dig.

Hvis Esben Bernhardt Ryg var borgmester ville han støtte mere op om de lokale iværksættere og virksomheder i kommunen og prioritere de grønne områder og ting, der gør byen levende.

- Jeg får energi af liv omkring mig. Når der sker noget, får jeg ideer og glæde. Det er det, jeg selv prøver at skabe i mine egne caféer. Det er steder, hvor folk mødes, snakker og kender hinanden, forklarer han.

Kommunalvalget 2025

Din stemme betyder noget, når vi går til valg den 18. november. Det gør den også her hos os. Op til valget taler vi hver dag med en sjællænder, der fortæller, hvilke politiske beslutninger, der betyder noget for deres liv og i deres lokalområde. Vil du være med? Så send en mail til nyhedschef Anne Wittorff på anne.wittorff@sn.dk.

Kilde: Sjællandske Nyheder

Hvis du havde én million kroner til at forbedre noget i kommunen – hvad skulle pengene gå til?

- De skulle gå til udvikling af grønne områder, fællesarrangementer og de ting, der binder kommunen bedre sammen. Jeg synes, Brøndby er en lille kommune, men alligevel meget opdelt. 

Hvad ville du slet IKKE bruge penge på?

- Ting, der ikke gavner nogen. Midlertidige projekter, der ser flotte ud i et års tid, og så skal de laves om to år senere. Eller dyre idéer, som kun er til pynt, fordi nogen synes, det er smart. Investeringer skal give mening.

Hvilket sted i kommunen holder du mest af – og hvordan kan det blive endnu bedre?

- Jeg elsker Strandparken. Naturen dernede er helt fantastisk, og jeg kan mærke, at der kommer flere til udefra for at nyde den. Men der mangler lidt lavpraktiske ting, for eksempel ordentlige toiletter og måske en sauna ved vandet eller bedre parkeringsforhold. Om sommeren er der fyldt op klokken halv elleve, og så får folk parkeringsbøder. Det er ikke særlig smart. 

Tænker du over kandidatens alder og køn, når du sætter dit kryds?

- Nej, ikke som udgangspunkt. Det handler mere om holdninger. Men jeg synes, det kunne være rart, hvis der kom flere yngre politikere til. Hvis jeg står mellem en på 25 og en på 75, der mener det samme, så giver jeg gerne den unge en chance.

Stemmer du helst på en kandidat fra dit eget lokalområde?

- Ikke nødvendigvis, men det betyder noget. Som med alt andet støtter jeg gerne lokale - det gælder både når jeg handler fisk, og når jeg stemmer. Men selvfølgelig skal kandidaten også have noget indhold, ellers er det jo ligemeget.

Stemmer du det samme som din kone?

- Vi er som regel rimeligt enige, men det er ikke sådan, at vi stemmer ens hver gang.

Stemmer du det samme til kommunalvalg som til folketingsvalg?

Det har jeg gjort nogle gange, og andre gange ikke. Det afhænger af kandidaterne. Jeg kan godt blive påvirket af relationer. Hvis der er en lokal kandidat, jeg har tillid til, kan det godt trække mig den vej, selv om jeg normalt stemmer noget andet nationalt.

Gentofte har Reservatet, hvis der skulle laves en Netflix-serie om din kommune, hvad skulle den så hedde?

Det er et godt spørgsmål. Jeg synes, at Brøndby har fået et bedre ry med årene. Det er ikke så meget beton og ghetto, som folk sagde engang. Jeg er stolt af at bo på Vestegnen, så måske skulle den bare hedde “Vestegnen” - eller måske “Fællesskabet”.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...