Et enigt nævningeting i Østre Landsret har torsdag formiddag efter en ankesag kendt 29-årige Burak Salih Dogan fra Avedøre skyldig i medvirken til drabet på en 27-årig mand i Brøndby den 17. november 2022. Straffen lyder på fængsel på livstid, og dermed stadfæster landsretten byrettens dom fra sidste år
Likvideret foran toårig søn
Den 27-årige mand blev for øjnene af sin lille søn på to år skudt adskillige gange, da han på en parkeringsplads nær familiens hjem på Brøndby Nord Vej var ved at tage drengen ud af bilen. To mænd i en Skoda Octavia kørte op på siden af den 27-årige, hvorefter passageren steg ud og tømte sin pistol mod den unge far.
Derpå forsvandt bilen fra stedet i høj fart. Den blev kort efter fundet i brand på Midlergårdsvej i Brøndby, men her tre år efter, er det stadig ikke lykkedes politiet at identificere de to drabsmænd.
Øjenvidner har beskrevet skyderiet som noget, man ser på film, og ét vidne troede, der var tale om filmoptagelser.

Dømt for hævndrab
Den dømte har nægtet sig skyldig siden sin anholdelse en uges tid efter drabet i 2022. Men først Retten i Glostrup og nu Østre Landsret har altså fundet, at beviserne pegede på ham.
29-årige Burak Salih Dogan har ikke været tiltalt for at være den egentlige drabsmand. Men han var tiltalt for medvirken til drabet ved at have skaffet både Skodaen og en Opel Karl, som de to flygtende gerningsmænd blev samlet op i. Dogan var chauffør på Opelen, som han kort forinden havde lånt af en veninde.
Han er også kendt skyldig i, at drabet blev begået i et forsøg på at fremkalde en voldelig konflikt mellem på den ene side personer, der på gerningstidspunktet var tilknyttet Satudarah, men som tidligere havde været medlem af banden Sydkystgruppen, og på den anden side Loyal to Familia.
Ifølge dommen var Dogan ikke selv direkte tilknyttet en gruppering, men han havde relationer til personer, der var tilknyttet Satudarah. Tilsvarende havde offeret ifølge dommen tidligere været tilknyttet LTF, men var det ikke på drabstidspunktet.
Drabet på den 27-årige på parkeringspladsen i Brøndby skete den 17. november 2022. Det var nøjagtigt to år efter et dobbeltdrab i Kalundborg, hvor tre medlemmer af Sydkystgruppen blev skudt - to døde og én overlevede - på en parkeringsplads ved en Meny-butik. En række LTF'ere er siden idømt livstid for dobbeltdrabet og drabsforsøget i Kalundborg.
Politiets efterforskning har afdækket, at stridighederne stod mellem personer, der var vokset op sammen på Vestegnen og havde været venner, men som på et tidspunkt blev bogstaveligt talt dødsfjender.
Burak Salih Dogan var da også barndomsven med det 27-årige drabsoffer, og nu er to retsinstanser nået til den konklusion, at drabet i Brøndby skete som hævn for dobbeltdrabet i Kalundborg.
Blev 27-årig dræbt som hævn for dobbeltdrab?
Den nu 29-årige Burak Salih Dogan fra Avedøre blev i september 2024 kendt skyldig i medvirken til skuddrabet på sin 27-årige barndomsven på en parkeringsplads i Brøndbyøster den 17. november 2022. Retten i Glostrup idømte Dogan, der er opvokset i Danmark, men tyrkisk statsborger, fængsel på livstid og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Den dom ankede Burak Salih Dogan, og Østre Landsret behandler her i september 2025 ankesagen over en række retsdage. Han nægter sig skyldig og vil frifindes for drabsanklagen.
Burak Salih Dogan er tiltalt for i forening med mindst to endnu ukendte medgerningsmænd at have dræbt den 27-årige mand. Drabet skete den 17. november 2022 klokken 14.30 på parkeringspladsen ud for Brøndby Nord Vej 141, hvor den 27-årige blev skudt med en pistol for øjnene af sin dengang toårige søn.
Den 29-årige er ikke tiltalt for at have affyret de dræbende skud. Anklagemyndigheden mener i stedet, at han har skaffet flugtbiler og været chauffør for de to ukendte gerningsmænd, der begik selve drabet. Det var også den konklusion byretten nåede frem til i retssagen sidste år.
Retten i Glostrup gav også anklagemyndigheden medhold i påstanden om, at den 27-årige blev dræbt som led i et forsøg på at genantænde en bandekonflikt mellem personer tilknyttet den forbudte bande Loyal to Familia (LTF) og personer, der på gerningstidspunktet var tilknyttet rockergruppen Satudarah, men tidligere havde været tilknyttet grupperingen Sydkystgruppen.
To medlemmer af netop Sydkystgruppen blev 17. november 2020 ofre i et dobbeltdrab i Kalundborg, som en række LTF-medlemmer siden er idømt livstid for. I den aktuelle drabssag fra Brøndby er det politiets og anklagemyndighedens opfattelse, at den 27-årige blev dræbt som hævn for dobbeltdrabet i Kalundborg præcist to år tidligere på dagen.
Efter dobbeltdrabet i 2020 blev Sydkystgruppen (senere Team 26xx) en del af Satudarah, og det er forklaringen på, at Satudarah (som i dag hedder Comanches MC) nævnes som den ene part i drabet på den 27-årige i 2022.
Retten i Glostrup nåede i sin dom frem til, at Burak Salih Dogan ikke selv var medlem af en bandegruppering, men at han havde "tilknytning til personer i Satudarah (tidligere Sydkystgruppen og Team26xx)."
Tilsvarende sagde byretten, at den 27-årige dræbte på gerningstidspunktet havde "tilknytning til personer tilknyttet Loyal to Familia."
Østre Landsret afsiger dom i sagen i sidste halvdel af september.
Ny forklaring afvist
Under ankesagen i Østre Landsret kom den 29-årige på nogle centrale punkter med en ny forklaring. Det gjaldt blandt andet forklaringen om to mobiltelefoner, som politiet fandt i en vasketøjskurv i hans lejlighed i Avedøre. Telefonerne og deres placering omkring gerningstidspunktet - og dermed potentielt også den 29-åriges bevægelser - har spillet en vigtig rolle i sagen.
Men nævningetinget i Østre Landsret konstaterer ganske kort i skyldkendelsen, at de oplysninger, der er kommet frem under ankesagen, ikke ændrer på byrettens resultat. Der er ikke givet yderligere begrundelse.

- Der går mordere rundt derude
Som det er praksis i retssager fik Burak Salih Dogan mulighed for at få det sidste ord, inden nævninge og dommere trådte sammen for at udmåle straffen.
Her udtrykte han ikke uventet overraskelse over afgørelsen, men også respekt for den.
- Jeg kunne aldrig finde på at slå en anden person ihjel, som jeg har kendt hele mit liv. Jeg kender også hans familie. Jeg ville ønske, at man havde fundet gerningsmændene, og den person, der har kørt bilen. Der går mordere rundt derude, og jeg ved ikke, hvem de er, hævede den 29-årige.
Blandt tilhørerne i retten var hans familiemedlemmer og venner, ligesom enken til den 27-årige dræbte også var til stede.
Mindre diplomatisk i tonen var Burak Salih Dogan, da han efter at have fået dommen råbte "Fuck systemet".
Læs også
- Han fik livstid for drabet på sin barndomsven - Nu vil 29-årig frifindes og kommer med ny forklaring
- Han var med til at dræbe sin barndomsven - nu er han idømt livstid
- 27-årig far brutalt likvideret for øjnene af sin søn - nu har retten afgjort om barndomsven er skyldig i drab
- Beboere bemærkede 'mystisk' bil i ugerne op til drab - én af dem gjorde noget særligt
- Flere biler spiller central rolle i drabssag - flugtbil blev købt et særligt sted
- Øjenvidne til likvidering: - Det lignede noget fra en film
- De var barndomsvenner - nu er den ene anklaget for den andens brutale død
- Far likvideret for øjnene af lille søn: Nu begynder retssag - men uden drabsmænd
- Skudt ned på årsdagen - likvidering af 27-årig kan være hævn for dobbeltdrab
- Boligselskab efter skuddrab: Vi er meget chokerede
- Anholdt for drab i Brøndby Nord
- Mand anholdt i sag om drab i Brøndby: Nægter sig skyldig
- Politiet efterforsker fortsat skuddrab i Brøndby
- Avis: Dræbt var sigtet i dobbeltdrabssag
- Tæt på lille barn: Yngre mand dræbt af flere skud
- Målrettet drab på mand på parkeringsplads i Brøndby