Det var november og højlys dag, da to mænd ved 14.30-tiden i en koksgrå Skoda Octavia kørte ind på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset. Her befandt en 27-årig mand sig med sin knap treårige søn, der sad inde i farens bil. De to mænd affyrede kort efter flere pistolskud direkte mod den 27-årige, der for øjnene af sin lille dreng sank livsløs om på stedet. Nu mere end halvandet år senere kommer den brutale likvidering for retten - men uden de to drabsmænd på anklagebænken.
- En 27-årig mand blev skudt og dræbt foran sin lille søn i Brøndby i november 2022.
- Retssagen mod en 28-årig mand, der er tiltalt for at have hjulpet drabsmændene, begynder nu.
- Politiet mener, at mindst to andre personer var involveret, men de er stadig på fri fod.
- Den 28-årige nægter sig skyldig, men anklages for at have skaffet flugtbiler og hjulpet med flugten.
- Drabet menes at være en del af en konflikt mellem Loyal to Familia og medlemmer af den tidligere gruppering Sydkystgruppen.
Når Retten i Glostrup mandag tager fat på sagen om drabet på den 27-årige mand 17. november 2022, vil der således kun være én tiltalt, selv om Københavns Vestegns Politi er sikre på, at mindst to andre personer var indblandet i det planlagte drab i Brøndbyøster. Det er endnu ikke lykkedes politiet at pågribe de to mænd, der menes at have udført selve drabet. I anklageskriftet betegnes de som "ukendte medgerningsmænd".
En lille uges tid efter drabet anholdte politiet dog en 28-årig mand fra Hvidovre, og det er ham, der nu står tiltalt for at have taget del i drabet. Anklagemyndigheden mener, at han både sørgede for flugtbiler og samlede de to ukendte medgerningsmænd op på et aftalt sted i minutterne efter nedskydningen på Brøndby Nord Vej 141.
Den 28-årige nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarsadvokat, Anders Schønnemann, til Sjællandske Nyheder.
Vidne hørte fem skud
Tiltalen lyder dog på, at den 28-årige allerede mellem den 11. og 12. november 2022 - drabet skete den 17. november - kørte den koksgrå Skoda Octavia fra Tingbjerg til et ukendt sted på Vestegnen. Politiet har tidligere oplyst, at bilen med tilhørende nøgle var stjålet i forbindelse med et indbrud i Rødovre i september samme år.
Ifølge anklageskriftet overlod den tiltalte herefter råderetten over den stjålne bil til de to ukendte medgerningsmænd. På selve drabsdagen og omkring drabstidspunktet klokken 14.30 skal den 28-årige så have kørt en anden flugtbil til Flintelunden ved Ulsøparken i Brøndby Strand.

Det skete, efter politiets opfattelse, umiddelbart efter, at de to andre gerningsmænd havde hentet Skodaen og var kørt til parkeringspladsen på Brøndby Nord Vej for at dræbe den 27-årige.
Sjællandske Nyheder talte senere samme dag med en beboer i området, der havde overværet skudepisoden, og opfattede det som planlagt. Vedkommende så Skodaen køre ind ad Brøndby Nord Vej, hvorefter to sortklædte og maskerede mænd steg ud og skød mod offeret, som var på vej ud af sin bil.
- Så hørte jeg fem skud og så faldt manden, der blev skudt, sammen. Folk i området løb ned for at give ham hjertemassage, mens en dame hev hans barn ud af bilen. Det var en lille dreng på to-tre år, fortalte øjenvidnet dengang.
Anklageskriftet giver ikke svar på, hvor mange skud der blev affyret.
Kørt i sikkerhed
Efter nedskydningen flygtede de to mænd i Skodaen, som et kvarter senere blev fundet brændende på Nybovej ved Midlergårdsvej, ikke langt fra Brøndby Golfklub og Middelalderlandsbyen. Det er cirka 5,5 kilometer fra gerningsstedet.
Efter at bilen var sat i brand, løb de to mænd videre til Flintelunden, hvor den 28-årige tiltalte ifølge anklageskriftet ventede på dem i den anden flugtbil. Via blandt andet Bækkelunden og Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard skal han have kørt de to ukendte medgerningsmænd i sikkerhed.

Mens de to altså fortsat er på fri fod, kunne politiet allerede den 23. november 2022 anholde den 28-årige og sigte ham for drabet. Han har været varetægtsfængslet siden.
I hans lejlighed fandt politiet blandt andet en gas- og signalpistol ladt med otte styk løsskudsammunition, en strømpistol udformet som en lommelygte samt en teleskopstav, der kan bruges som slagvåben. Derfor er han foruden anklagerne om drab, ulovlig våbenbesiddelse af det skarpladte drabsvåben og afbrænding af flugtbilen, tiltalt for overtrædelse af våbenloven.
Kobling til dobbeltdrab
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den 27-årige blev dræbt som led i en konflikt mellem den forbudte bande Loyal to Familia og den tidligere bandegruppering Sydkystgruppen. Den konflikt udspillede sig på brutal vis med et dobbeltdrab i Kalundborg i 2020.
Drabet på den 27-årige i Brøndby skete 17. november 2022. Det var præcist på toårsdagen for dobbeltdrabet, og det er formodningen, at drabet i Brøndby kan være hævn for episoden to år tidligere.
Retssagen begynder mandag, og efter planen falder der dom senest i midten af september.
Læs også
- Skudt ned på årsdagen - likvidering af 27-årig kan være hævn for dobbeltdrab
- Anholdt for drab i Brøndby Nord
- Målrettet drab på mand på parkeringsplads i Brøndby
- Tæt på lille barn: Yngre mand dræbt af flere skud
- Politi massivt til stede: Undersøger skudepisode
- Boligselskab efter skuddrab: Vi er meget chokerede
- Skuddrab i Brøndby ligner tidligere drab i kriminelle miljøer
- Politiet efterforsker fortsat skuddrab i Brøndby
- Avis: Dræbt var sigtet i dobbeltdrabssag
- Drabsmand er efterlyst - fem kumpaner idømt livstid
- Landsret: Seks mænd er skyldige i dobbeltdrab