Irritation. Det lille stik i brystet. Den snigende uro, der vokser, når nogen taler for længe eller for højt, smasker, sjusker med arbejdet eller hænger det våde håndklæde op midt i stuen – eller netop ikke hænger det våde håndklæde op.
Vi kender den alle. Den er universel. Men hvor kommer den egentlig fra? Og hvorfor skal vi overhovedet tænke på irritation her midt i sensommer- og ferietiden, hvor vi søger fred og ro?
Måske netop derfor.
Højskolesangen "Jeg elsker den brogede verden" af H. V. Kaalund fra1877 er en hyldest til næstekærlighedens ideal – mangfoldigheden - at vi elsker hinanden, ikke på trods af, men med al vores forskellighed.
Og så dukker den op: Irritationen. Som et dementi på alt det, vi gerne vil stå for.
Læs også
Misbrug af livet
Når den brogede verden bliver lidt for broget, når de andre ikke helt passer ind i vores forestillinger, når nogen forstyrrer vores rytme, vores standarder – vores ego.
Jeg har levet det meste af mit voksne liv i parforhold. Og jeg har erfaret, at der er langt mindre irritation som single. Ikke fordi man bliver et bedre menneske af at være alene – men fordi der ikke er nogen, der kommer tæt nok på, til for alvor at irritere.
Ingen der forstyrrer dine rutiner, dine fejl, dine dovne dage. Og lige så snart vi lukker nogen ind, så kan irritationen desværre komme snigende igen.
Jeg tror, irritation handler om roller. Man kan være den irriterende i ét forhold og den irriterede i et andet. Derfor vover jeg at kalde irritation for en slags misbrug – et misbrug af livet.
Læs også
Det modsatte af irritation
Irritationen forvandler os til dommere – enten over den anden, de andre, eller over os selv.
Hvad nu hvis irritationen rummer meget mere, end vi tror?
Måske er den et udtryk for: Dårligt selvværd. Undertrykt vrede. Frygt for konflikt. Frygt for nærhed. Skam. Angst for at blive forladt.
Ofte siger vi ikke engang højt, at vi er irriterede. Overjeget bremser os, vi holder masken, smiler med smalle læber og bliver dårligt selskab, uden at sige hvorfor. Ånden er flygtet ud af stuen for længst.
Irritationen opstår sjældent, når vi er nyforelskede. Måske fordi vi endnu ikke har nogle forventninger. Og så dukker forventninger op, forventninger som vi selv synes, at vi skal leve op til, for at leve op til for at være en god kæreste, og så giver vi den anden skylden. Vi bliver irriterede.
Jeg tror, det modsatte af irritation er taknemmelighed.
Læs også
A perfect day
Når livet – uden varsel – går op i en højere enhed. Samvær, nærvær, fred og sindsro – uden andre forventninger end det skal nok blive godt. A perfect day.
Det er ikke noget, vi kan planlægge eller kontrollere – sådan en dag opstår bare. Ydmygt. Nådefuldt. Jeg kalder det Guds rige midt iblandt os.
Gud tror på os, tror på, at vi gør det så godt, vi kan. Derfor tilgiver han os igen og igen.
Tænk, hvis vi kunne møde hinanden – og os selv – med samme tillid. Hvilken vidunderlig broget verden vi kunne skabe.