Næsten hele december handler om at glæde sig, men det kan være svært at glæde sig med et dårligt selvværd.
Dårligt selvværd er vi mange, der kæmper med eller har kæmpet med. Det kan blive overført fra generation til generation som en arvelig sygdom.
Dårligt selvværd handler om, at du tænker negativt om dig selv, og at du er din egen værste dommer. Du kræver mere af dig selv, end du kan klare - det kan være fagligt, personligt eller socialt, og det medfører frustration, nederlag og skuffelse.
Det er virkelig smertefuldt at føle, at man ikke slår til. Man kan tage en drink eller et stof for at flygte fra følelsen, man kan læse alverdens selvhjælpsbøger, finde gode råd på nettet eller gå til psykolog, hvis man har råd - alt sammen med et ønske om at øge ens selvværd.
Læs også
- Nyt menighedsråd: - Jeg vil ikke bestemme alting
- Leilani og Emma skal danse i dronning Margrethes kostumer
Det bedste middel
Det er min erfaring, at kærlighed er det bedste middel mod dårligt selvværd. Men selv kærligheden kan man undsige sig, fordi man tror, at man ikke er værdig til at blive elsket.
Snart vil mange over hele verden fejre det lille barn, der kom til verden julenat – i kristen sammenhæng bliver julen formuleret som den nat, da den ”himmelske kærlighed” kom til jorden.
For mit eget vedkommende har det været troen på den himmelske kærlighed, der har opbygget mit selvværd. Troen på Gud gennem Jesus’ budskab - helt konkret.
Troen på, at vi er alle lige overfor Gud – en hel vidunderlig tanke.
Troen på, at jeg gennem Gud har modtaget en ubetinget kærlighedserklæring – jeg er Guds barn i kraft af skabelsen.
Det blev sagt højt og tydeligt til mig, da jeg blev døbt som 37-årig. Jeg er elsket for den, jeg er - ikke for hvad jeg gør eller ikke gør eller gør forkert. Jeg forstod det ikke!
Læs også
Mirakler kan opstå
Det har en ven skulle gentage for mig utallige gange, før det begyndte at virke, før jeg troede på, at jeg var elskværdig - lige så elskværdig, som du er, du som sidder og læser lige nu. Du er Guds elskede barn.
Troen på, at jeg er god nok, frisatte mig fra at måle mig andre og et utømmelige behov for bekræftelse.
Troen på, at jeg skal vende den anden kind til og elske mine fjender. Jeg skal ikke bruge tid på hverken gengældelse og hævn eller gå og tænke, det er synd for mig, men forsøge at give slip og gøre noget godt for mig selv eller nogle andre.
Troen på, at livet handler om at forholde sig til kærligheden uden at vide, hvor den bringer mig hen. I det felt kan der opstå mirakler.
Troen på barmhjertighed, tilgivelse, næstekærlighed og sund fornuft.
Læs også
- Præsten har ordet: Gør det os mere trygge at have et beredskabsministerium?
- Ønsketræet skal igen give juleglæde til udsatte børn
Grund til at glæde sig
Guds kærlighed kom til os julenat i det lille Jesusbarn. Jesus kom til jorden for at berøre os til tro, til forundring, til trøst, til håb, til fred og til ny begyndelse - igen og igen.
Guds kærlighed kom til jorden for at opbygge enhver, som ikke tror sig elsket.
Den kærlighedsgerning er der grund til at glæde sig over - ved at tænde lys, pynte op, spise, synge og danse i fællesskab.
Glædelig december!