Disse sjællandske Michelin-restauranter venter i spænding: - Jeg forventer, den får en ekstra

Den tidligere restaurantindehaver og madekspert Henrik Pedersen mener især, at én sjællandsk restaurant står godt stillet til aftenens uddeling.

Henrik Pedersen (I midten) tror på, at det går de sjællandske restauranter godt ved aftenens Michelin-uddeling. På billedet ses også de to tidligere Bocuse d'Or-vindere Rasmus Kofoed (t.v.) og Kenneth Hansen (t.h.).

Henrik Pedersen (I midten) tror på, at det går de sjællandske restauranter godt ved aftenens Michelin-uddeling. På billedet ses også de to tidligere Bocuse d'Or-vindere Rasmus Kofoed (t.v.) og Kenneth Hansen (t.h.).

Foto: Privatfoto

I aften går det løs, når det afsløres, hvilke danske restauranter som enten får tildelt eller får lov at beholde sin eller sine Michelin-stjerner.

Den Korte Version
  • Seks sjællandske restauranter venter spændt på aftenens Michelin-stjerneuddeling i Odsherred.
  • Henrik Pedersen, tidligere indehaver af Restaurant Babette, forventer, at Søllerød Kro får en ekstra stjerne.
  • Fire sjællandske restauranter har allerede en stjerne og forventes at beholde den.
  • Henrik Pedersen understreger, at det kræver noget særligt at opnå en Michelin-stjerne.
  • Sjællandske Nyheder dækker live fra Michelin-uddelingen i Anneberg Kulturpark.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Her er seks sjællandske restauranter med i puljen, når hele showet løber af stablen klokken 18.00 i Odsherred i Anneberg Kulturpark.

Sjællandske Nyheder har talt med den tidligere indehaver af Restaurant Babette, Henrik Pedersen, i Vordingborg, som tidligere var i spil til netop en Michelin-stjerne.

Han skriver i dag madanmeldelser om en række restauranter i det danske rige, og den tidligere restaurantindehaver forventer, at én sjællandsk restaurant kan juble ekstra meget efter i aften.

- Jeg forventer faktisk, at Søllerød Kro får en ekstra stjerne i aften. Det har de fortjent. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget, som forhindrer det med den køkkenchef (Brian Mark, red), som de har fået deroppe. Jeg synes faktisk, det vil være ufortjent, hvis ikke de har minimum to stjerner efter i aften, fortæller Henrik Pedersen til Sjællandske Nyheder.

Beholder stjernen

Ud over Søllerød Kro og de københavnske restauranter er fem sjællandske restauranter lige nu i besiddelse af en Michelin-stjerne.

Det gælder Restaurant MOTA i Nykøbing Sjælland, Dragsholm Slot Gourmet i Hørve, Hotel Frederiksminde i Præstø, Restaurant Jordnær i Gentofte samt The Samuel i Hellerup, der alle er en del af den fine klub. I hvert fald indtil i aften.

Henrik Pedersen forventer dog ikke, at nogle af de sjællandske restauranter mister den fornemme status.

- Sjælland er jo faldet lidt i søvn, hvad angår stjernerne, men jeg forventer alligevel, at de restauranter på Sjælland, som har en Michelin-stjerne, beholder den. For når man smager maden på 1-stjernede restauranter i vores nabolande, så er vi stadigvæk mindst på niveau med dem, så jeg forventer ikke, at der kommer til at ske noget med dem, forklarer den tidligere ejer af Restaurant Babette.

Dragsholm Slot Gourmet, der lige nu er i besiddelse af en stjerne, fik tidligere på året ny køkkenchef, som forventer at beholde den ved aftenens uddeling. Det kan du læse mere om her.

Læs også

Svært at få en stjerne

Henrik Pedersen og Restaurant Babette i Vordingborg har tidligere været tæt på at få en Michelin-stjerne. Ifølge den tidligere indehaver var det dog aldrig planen at komme med i det fine selskab.

Han mener nemlig, at det kræver noget helt særligt at få tildelt en af de prestigefyldte stjerner – og netop dette er langt fra alle restauranter, der kan leve op til de krav.

- Det kræver noget helt specielt at få en Michelin-stjerne. Det er selvfølgelig en stor cadeau at få den, men for at få den skal man opretholde nogle ret høje krav. Det gælder alt fra servicen i restauranten til niveauet i køkkenet. Michelin udstiller nogle kriterier for, hvordan man opnår sin første stjerne, så det er ikke noget, man bare lige får, lyder det fra Henrik Pedersen.

Sjællandske Nyheder vil i aften være til stede ved Michelin-uddelingen i Odsherred, og du kan følge hele ballet lige her.

Henrik Pedersen og Vivi Schou foran køkkenet på Restaurant Babettes sidste åbningsdag.
Henrik Pedersen og Vivi Schou foran køkkenet på Restaurant Babettes sidste åbningsdag. Foto: J. C. Borre Larsen.

Restauranter på Sjælland og i København med mindst én Michelin-stjerne

Hotel Frederiksminde, Præstø. 

Dragsholm Slot Gourmet, Hørve. 

Restaurant MOTA, Nykøbing Sjælland. 

Søllerød Kro, Søllerød. 

Restaurant Jordnær, Gentofte. 

Restaurant The Samuel, Hellerup-. 

Kong Hans Kælder, København. 

Alouette, København. 

Marchal, København. 

Kadeau, København. 

a/o/c, København. 

Jatak, København. 

formel B, København. 

noma, København. 

Restaurant Aure, København. 

Koan, København. 

Geranium, København. 

Alchemist, København. 

Kilde: Michelinguiden

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...