Det kan efterhånden være svært at følge med i, hvem der vil uddele flest gratis goder i Gladsaxe. Enhedslisten, SF og Lokallisten synes at være i direkte kappestrid: Først blev ordningen for børn, der kan få gratis medlemskab af idrætsforeninger udvidet. Så skal der ansættes kommunale medarbejdere til at guide børn ind i fritidslivet - en opgave forældrene plejer at klare. Og nu er turen kommet med gratis medlemskaber til voksne. Gaveregnen fortsætter – som om der er uanet råderum i kommunekassen.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Men virkeligheden ser ganske anderledes ud.
Gladsaxe Kommune står i en alvorlig økonomisk situation. Udgifterne på det specialiserede socialområde er eksploderet og sluger nu en fjerdedel af kommunens budget. Samtidig er servicerammen under massivt pres, og det kommunale sygefravær stiger.
Det burde give anledning til omtanke og prioritering. I stedet oplever vi en virkelighedsflugt, hvor de mest røde partier i byrådet tilsyneladende tror, at der bare skal deles gaver ud – uden at forholde sig til alt det svære.
Selvfølgelig skal børn og unge have adgang til foreningslivet – og det har de heldigvis allerede, gennem kontingentstøtte og puljer målrettet dem, der har størst behov. Men når man uden skelen til økonomien udvider med gratis tilbud til stadig bredere grupper, risikerer man at svigte det, der virkelig burde prioriteres: kernevelfærden.
Vi har brug for ansvarlige politikere, der tør sige nej tak til symbolpolitik og ja tak til sund økonomisk fornuft.