Medarbejdere slog alarm om svigt af udsatte børn - undersøgelse viser mange fejl

En foreløbig gennemgang af 170 socialsager viser fejl i næsten hver fjerde. Meget alvorligt, lyder det fra et samlet udvalg.

I 170 socialsager omhandlende de mest udsatte børn er der fundet en lang række fejl i en foreløbig undersøgelse.

I 170 socialsager omhandlende de mest udsatte børn er der fundet en lang række fejl i en foreløbig undersøgelse.

Foto: Illustration: Louise Nørhave

En børnesamtale blev ikke afholdt. Store forsinkelser i en anden sag. Sag lukket med ufuldstændig begrundelse. En samtale med en familie, som ikke kan dokumenteres. Fejlene i en lang række socialsager er mange og alvorlige, viser foreløbig undersøgelse.

Den Korte Version
  • En undersøgelse af 170 socialsager i Lyngby-Taarbæk Kommune afslører fejl i næsten hver fjerde sag.
  • Skoleudvalget udtrykker dyb bekymring over sagerne og kræver hurtig genoptagelse af 39 sager.
  • Fejlene inkluderer manglende børnesamtaler, forsinkelser og sager lukket uden tilstrækkelig begrundelse.
  • Lyngby-Taarbæk Kommune igangsatte undersøgelsen efter bekymringer fra kommunens ansatte.
  • Skoleudvalget har besluttet at inddrage ekstern hjælp for at vurdere og håndtere problemerne yderligere.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det er nogle af de foreløbige fund, som er fundet i 170 af Lyngby-Taarbæk Kommunes socialsager, som er blevet fremlagt for Skoleudvalget på et ekstraordinært møde.

- Denne sag er meget alvorlig, og det berører os dybt, at børn og familier er ramt. Det må ikke ske, lyder det i en fælles udtalelse fra Skoleudvalget i en pressemeddelelse, der fortsætter:

- De lukkede sager, der ikke er tilstrækkeligt fagligt begrundede, vil blive sendt til Ankestyrelsen med det samme. Vi har bedt forvaltningen om omgående at gennemgå de 39 sager for at sikre en hurtig og faglig korrekt genoptagelse af sagerne. 

Sjællandske Nyheder har talt med en nuværende medarbejder, der ikke er overrasket over resultatet.

- Det bekræfter de bekymringer, vi har haft, og jeg er ked af, hvis det har haft negativ betydning for børnene, at vi ikke har været der til at sikre deres trivsel og rettigheder, siger vedkommende.

Voldssager lukkes

Undersøgelsen blev igangsat efter Dansk Socialrådgiver på baggrund af henvendelser fra ansatte i Lyngby-Taarbæk Kommune rettede henvendelse til kommunen med en bekymringsskrivelse.

Blandt bekymringerne var sagsbehandlingen omhandlende nogle af kommunens mest udsatte børn.

- Ledelsen beslutter, at sager skal lukkes, uden der er truffet afgørelse og uden faglige vurderinger, samt at der er bekymring for, at der er sager, som ikke bliver håndteret, står der i brevet, som Sjællandske Nyheder er i besiddelse af.

Læs også

En række nuværende og tidligere medarbejdere i kommunen, som har dyb indsigt i socialområdet, uddybede over for Sjællandske Nyheder bekymringerne.

Medarbejderne fortalte blandt andet, at et barn fortalte i skolen, at det gang på gang bliver slået med et bælte. Men hver gang lukkes sagen – uden familiebehandling, uden støtte. 

Og de fortalte, at en mor og søster blev truet på livet, uden at der reageres.

Fejl i hver fjerde sag

Efter henvendelsen fra Dansk Socialrådgiverforening bad Lyngby-Taarbæk Kommune en ekstern konsulent om at foretage en overordnet gennemgang af de i alt 170  sagslukninger, der er foretaget i perioden fra 1. august sidste år til 27. februar i år.

Resultatet er, at næsten hver fjerde sag er lukket med ufuldstændige begrundelser. Det kan man læse i sagsfremstillingen.

Sagerne inddeles efter 'mindre grad' og 'større grad' af ufuldstændig begrundelse. 12 procent  af sagerne falder under 'mindre grad', mens 11 procent falder under 'større grad'.

Her er fejlene

I den mindre alvorlige ende gives der to eksempler på sager. 

Et opfølgningsmøde på skolen er aftalt, men sagen lukkes, uden mødet bliver afholdt. 

En sag i kommunens Familiecentret afsluttes og lukkes uden opfølgning med familien.

I den mere alvorlige ende gives fire eksempler. I en sag vurderes en børnesamtale nødvendig, men den afholdes aldrig. 

I en anden sag lukkes en underretning med en acceptabel begrundelse, men der er store forsinkelser i sagen. 

I en tredje sag lukker en leder sagen med en ufuldstændig begrundelse, trods anbefalinger om en børnesamtale. 

Og i det fjerde eksempel noterer en leder at have talt med en familie, men der findes ikke notat af samtalen.

Hvis man i gennemgangen af sagerne vurderer, at der er grund til bekymring for de involverede børn, vil familierne blive kontaktet. 

Det samme vil Ankestyrelsen. Det er et krav, hvis sager er lukket med ufuldstændig faglig begrundelse, ifølge sagsfremstillingen.

Mere ekstern hjælp

På et ekstraordinært møde i Skoleudvalget torsdag aften blev det besluttet, at man vil bede om ekstern hjælp til at undersøge omfanget af problemerne.

- Vi har i dag besluttet, at et eksternt firma skal gennemgå sagerne igen, så der også kommer en ekstern vurdering af problemets omfang. Samtidig har vi besluttet, at der skal tilknyttes et eksternt revisionsfirma til at følge forvaltningens opfølgningsarbejde i forhold til de lukkede sager, lyder det fra Skoleudvalget. 

Beslutninger om yderligere indsatser behandles på Skoleudvalgets møde 23. april.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...