Dybt berørt over voldsomme anklager - nu skal de undersøges

Anklager om svigt af udsatte børn i Lyngby-Taarbæk Kommune fører til undersøgelse af socialsager.

Chokerende anklager om udsatte børn, der ikke får den hjælp, de har krav på, ryster socialområdet.

Chokerende anklager om udsatte børn, der ikke får den hjælp, de har krav på, ryster socialområdet.

Foto: Illustration: Louise Nørhave

Lyngby-Taarbæk Kommunes mest udsatte børn svigtes af den kommune, der ellers har som kerneopgave at hjælpe dem. Sådan lyder de særdeles hårde anklager fra en række medarbejdere. Kommunen har allerede sat en undersøgelse af anklagerne i værk.

Den Korte Version
  • Anklager om svigt af udsatte børn i Lyngby-Taarbæk Kommune har ført til en undersøgelse af socialsager.
  • Medarbejdere beskylder kommunen for at lukke sager uden ordentlig undersøgelse og faglig begrundelse.
  • Centerchef Rikke Westergaard understreger, at anklagerne tages alvorligt, og en konsulent er sat til at undersøge sagerne.
  • Undersøgelsen fokuserer på lukketidspunkter og faglige vurderinger, med resultater forventet i midten af april.
  • Direktør Edda Heinskou opfordrer medarbejdere til at henvende sig direkte for at sikre hurtig hjælp til de berørte børn.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Gruppen af medarbejdere anklager kommunen for at lukke socialsager, uden sagerne er undersøgt ordentligt, og uden faglig begrundelse.

Sjællandske Nyheder har interviewet centerchef Rikke Westergaard om de anklager, som medarbejderne fremsætter. Vi bringer her interviewet i sin fulde længde.

Hvordan forholder I jer til den kritik, som medarbejderne fremsætter?

- Vi tager kritikken rigtig alvorligt. Derfor har vi sat en undersøgelse i gang, for anklagerne skal undersøges til bunds.

- Da vi blev bekendt med oplysningerne, blev der sat en undersøgelse i værk. Vi vil gerne have armslængde, så det ikke er os, der undersøger os selv, og derfor er en konsulent blevet bedt om at undersøge alle sager fra 1. august 2024 til dags dato.

- Når vi får undersøgelsens resultater, kan vi så udvide tidsperiode og dybden af sagerne. Og så kan undersøgelsen eventuelt overgå til et eksternt revisionsfirma. Men konsulenten er valgt, fordi vedkommende kan løse opgaven hurtigt og med høj kvalitet. Jeg forventer, at vi har resultaterne senest i midten af april.

Tip os

Sjællandske Nyheder sætter fokus på Lyngby-Taarbæk Kommunes arbejde med udsatte børn og unge.

Derfor hører vi meget gerne fra både medarbejdere, borgere og andre, som har erfaringer med og indsigt i området.

Alle henvendelser vil blive behandlet helt fortroligt.

Kontakt journalist Mikkel Brøgger Petersen på telefon 30 67 28 05 eller mikkel.petersen@sn.dk.

- Det berører os dybt, hvis børn og familier ikke får den støtte, de har brug for i en svær livssituation. Det ligger os meget på sinde.

- Vi har en forpligtelse til at undersøge børns sikkerhed og trivsel, og vi har en forpligtelse til at tilbyde den nødvendige hjælp. Der er tale om børn og familier, der har brug for os, siger hun.

Én socialsag kan jo indeholde flere tusinde sager. Kan konsulenten godt nå at gennemgå alle sagerne fra 1. august sidste år så hurtigt?

- Konsulenten gennemgår alle sagerne og kigger på lukketidspunktet, om der er en faglig begrundelse, og om der er taget de rigtige sagsskridt. Så kan det være efter undersøgelsens fund, at der skal undersøges yderligere, men i første omgang har vi afgrænset undersøgelsen ved at fokusere på lukketidspunkt, og hvornår sagerne er genåbnet.

- Når en sag skal lukkes, skal man partshøre, holde børnesamtaler og se, om de opstillede mål er opfyldt. Det kigger konsulenten på. Jeg vil så få en melding om, hvorvidt der er nogle af sagerne, vi skal mere i dybden med. Og er der det, gør vi selvfølgelig det. Det er vigtigt, at det her bliver undersøgt til bunds, både for at sikre, at der ikke er sket fejl, og for at skabe tryghed for alle de borgere, vi har kontakt med. Det ligger os på sinde, siger hun.

Er sager blevet lukket, uden der er truffet afgørelse og uden faglige vurderinger?

- Vi afventer undersøgelsens resultater om, hvorvidt sager er blevet lukket for tidligt, og et eventuelt omfang af det, siger hun.

Hvornår blev Lyngby-Taarbæk Kommune første gang opmærksom på denne kritik?

- Der var to medarbejdere, der 17. februar mundtligt fortalte afdelingschefen, at der var problemer med arbejdsmiljøet, for tidligt lukkede sager og de socialfaglige arbejdsgange.

- Afdelingschefen aftalte med dem, at der skulle holdes møde om det, og de blev bedt om at formulere det skriftligt. Det modtog vi 24. februar. Det var samme tid som brevet fra Dansk Socialrådgiverforening, siger hun.

Vores kilder fortæller, at afdelingschefen og du allerede blev informeret om problemerne i december?

- Lige op til jul henvendte nogle medarbejdere sig om arbejdsmiljøet, trivsel og relationen til den nærmeste leder. En af dem nævnte også det faglige niveau hos den nærmeste leder, men ikke noget om at lukke sager. Det handlede om samarbejde, trivsel og arbejdspres, siger hun.

Kan du fortælle, hvorvidt lederen, der nu har opsagt sin stilling, blev hjemsendt, og hvorfor vedkommende valgte at opsige sin stilling?

- Jeg har tavshedspligt, så det kan jeg ikke udtale mig om, siger hun.

Hvem har ansvaret for, at sager bliver lukket for tidligt?

- Rådgiverne i Center for Social Indsats har en høj grad af egenkompetence. Det har politikerne støttet op om. 80 procent af alle beslutninger træffer de selv. De sidste 20 procent handler om de komplekse sager. Men i alle sager kan de få hjælp. Det siger jeg ikke for at 'tørre noget af' på rådgiverne. Vi har besluttet en høj grad af egenkompetence, men der er flere muligheder for at søge og få sparring.

- Nogle gange kan man være fagligt i tvivl, eller der kan være uenighed, og så drøfter man, hvad man så gør. Når jeg læser eksemplerne, tænker jeg, at det måske skal bredes ud. Rådgiverne skal selvfølgelig have et sted, hvor tvivl kan bringes op. Vi vil derfor rigtig gerne vide det, så vi kan handle på det. Det ligger mig meget på sinde, at vi kan have dialogen, siger Rikke Westergaard.

Da Sjællandske Nyheder opfølgende spurgte, hvem der til syvende og sidst har ansvaret for, at sager lukkes for tidligt, var det pludselig Rikke Westergaards chef, direktør Edda Heinskou, der svarede følgende:

- Når du spørger, hvem der i sidste ende har ansvaret, så er det naturligvis mig som ansvarlig direktør for området, da jeg har det overordnede ansvar for centerets opgaveløsning. Jeg vil gerne komme med en opfordring til de medarbejdere, der har givet konkrete eksempler til Sjællandske Nyheder om at henvende sig til mig eller centerchefen, så de børn, der nævnes i artiklen, med det samme kan få hjælp og ikke skal vente på en gennemgang af sagerne, skriver Edda Heinskou.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...