Relationen mellem Danmark og Grønland debatteres højt og hårdt i disse år. Der er grønlandske ønsker om mere selvstændighed, og mange kræver et opgør med fortidens danske kolonistyre på verdens største ø.
Den debat berører også Danmark, herunder Hørsholm, Rungsted og omegn. Ikke mindst fordi en central skikkelse fra den dansk-grønlandske fortid i mange år boede i lokalområdet.
Skikkelsen var den legendariske grønlandsfarer Lauge Koch (1892-1964), der i mange år planlagde ekspeditioner og udforskning af Grønland fra sin villa på Dreyersvej.
Verdensberømt polarforsker
Fra 1918 og til 1960’erne var Lauge Koch en af Danmarks få verdensberømtheder. Hans deltagelse i barske slædeekspeditioner til Nord- og Østgrønland gjorde ham kendt og populær som udholdende eventyrer.
Hans virke som geolog bragte ham i lange perioder international anerkendelse. Og så blev Koch populær hos mange hjemlige politikere på grund af hans indsats for at gøre hele Grønland til dansk koloni.
Læs også
Kendt i lokalområdet
Knap så kendt er det dog, at Lauge Koch boede på Dreyersvej i Rungsted. Her var den hærdebrede polarforsker et opsigtsvækkende syn, når han bevægede sig hjemad mod villaen i nummer 12.
Ikke mindst, når han en gang imellem bar på et marsvin, han havde købt til aftensmad hos de lokale fiskere.
Villaen - der nu ligger som nummer 34 - var hjem for Koch og hans familie, og herfra forberedte han en række af de næsten 20 danske Grønlandsekspeditioner, han tog del i igennem sin levetid.
Til inspiration kunne han studere et kæmpevindue i villaen med en kulørt glasmosaik, der var formet, så den udgjorde et Grønlandskort. Eller han kunne se udover det hav, der skulle bære ham og de øvrige ekspeditionsdeltagere til den fjerne, store Ø.

Læs også
Nye blikke - og fortiden
I de næste år vil der blive gennemført et større forskningsprojekt om den fælles dansk-grønlandske historie, og her vil der givetvis komme nye vinkler på Lauge Kochs liv og virke. Også selvom det allerede er omtalt i talrige bøger og artikler.
Indtil da betyder Grønlandsforskerens liv i lokalområdet og villaen på Dreyersvej, at Lauge Kochs nærmiljø stadig kan opleves i Rungsted.
Hørsholmarkivet fortæller
- Hørsholm Kommune har en fascinerende fortid. Den fortæller museumsinspektør Anders Dalsager derfor om i Ugebladet.
- Anders er historiker og leder af Hørsholmarkivet, der bevarer, udforsker og formidler lokalområdets historie.
- Arkivet er en del af Egnsmuseet og Museum Nordsjælland.
Læs også
- Legendarisk kvinderetsforkæmper lovpriste Hørsholm
- Dengang der var isvintre - og vi kunne gå til Sverige
- Lokalhistorie: Fremtidsbyggeriet er fyldt 55 år
- Smidstrupøre - den håndlavede pragtvilla
- Da børnene knoklede på Hørsholms fabrik
PS. En omfattende artikel Lauge Koch og hans indsats kan findes i Museum Nordsjællands Årbog 2022, side 9-16, med titlen "Bag Stenen". Artiklen giver en grundig indføring i Lauge Koch's virke og betydning, videnskabeligt og politisk.