Smidstrupøre - den håndlavede pragtvilla

Nedrivningstruet villa i Rungsted kan ikke erstattes. Blev skabt af arkitekt, der insisterede på håndværk.

Luftfoto af Smidstrupøre, 1936. Her ses villaen i velholdt stand, hvor bindingsværk og tegltag står tydeligt.

Luftfoto af Smidstrupøre, 1936. Her ses villaen i velholdt stand, hvor bindingsværk og tegltag står tydeligt.

Foto: Sylvest Jensens Luftfotos / Hørsholmarkivet

Carl Brummer var en arkitekt, der hadede det fabriksfremstillede. Til gengæld brændte han for gammeldags håndværk. 

Få steder viste han det så tydeligt, som da han i 1910’erne tegnede Smidstrupøre syd for Rungsted. 

Her sendte han murere, tømrere og snedkere på arbejde med at opføre en villa, der på en og samme tid signalerede nationalromantik, Danmarkshistorie, rigdom og håndværksmæssigt overskud.

I dag er Smidstrupøre præget af forfald. Det kan på afstand være svært at se villaens mange fornemme detaljer, og mange af dem vil være dyre at genskabe. Derfor debatteres det, om villaen skal bevares eller nedrives. 

Kigger man efter, kan man dog stadig se håndværket og byggestilen, der fra starten prægede villaen. De henviser begge til 1500- og 1600-tallets herregårde og bondehuse.

Læs også

Et stille oprør

Smidstrupøre var et stille oprør mod udviklingen, da villaen blev opført. Fra slutningen af 1800-tallet væltede det ind med nye, masseproducerede byggematerialer såsom tagpap, skifer og færdiglavede udsmykninger. 

Carl Brummer var en blandt flere arkitekter, der frygtede, at det kunne føre til dårligere byggeri. Og til at det grundige håndarbejde blev glemt. Derfor engagerede han sig i flere bevægelser for bevarelsen af håndværk i byggeriet. 

I Smidstrupøre, som Brummer tegnede for det velhavende ægtepar Laura og Valerius Ragoczy, blev der heller ikke brugt hverken billige materialer eller færdigproducerede løsninger.

Smidstrupøres første ejere

  • Carl Brummers passion for håndværk og historie deltes af det hovedrige Ragoczy-par, som fik opført Smidstrupøre som deres nye, rummelige hjem.
  • Valerius Ragoczy var en indvandrer fra det nuværende Polen, der havde tjent sine penge på handel med lædervarer. Men han brugte gerne sin rigdom på bygninger og genstande, der fortalte om fortiden. 
  • Ikke alene samlede han på historiske mønter, bøger og malerier. Han var også levende optaget af traditionel byggeskik.
  • Det samme var hans hustru, Laura, der var billedhugger. Hun fik indrettet atelier i Smidstrupøre. Det er måske på grund af hendes interesse for kunst og kunsthåndværk, at villaens træværk blev forsynet med talrige udskæringer.
Kilde: Hørsholmarkivet

Går man i dag en tur på stranden ved Smidstrupøre, er det derfor værd at lægge mærke til villaens bindingsværk og de udskæringer, der kan ses i dens træværk. Samt den måde Smidstrupøre lægger sig markant og harmonisk ned til Øresund og den omgivende have. 

Det viser, hvilke tanker og håndkræfter, der var på spil for et århundrede siden, da villaen blev opført.

Læs også

Bygningen, vi ikke får igen

Udenfor Smidstrupøre kunne Brummers drøm om at minimere det fabriksfremstillede byggeri ikke gøres til virkelighed. 

Hørsholmarkivet fortæller

  • Hørsholm Kommune har en fascinerende fortid. Den fortæller Anders Dalsager derfor om i Ugebladet. 
  • Anders er historiker og leder af Hørsholmarkivet, der bevarer, udforsker og formidler lokalområdets historie.
  • Arkivet er en del af Egnsmuseet og Museum Nordsjælland.

I århundredet efter villaens opførelse skulle der bygges nye boliger til millioner af danskere. Det krævede nye, industrielt fremstillede bygningselementer i stål og beton. Og det gav stødet til udviklingen af nye, arkitektoniske tanker i Danmark, der formede bygninger i moderne materialer og ud fra de funktioner, de skulle have.

Det betyder til gengæld også, at Smidstrupøre står som noget særligt. En bygning, vi ikke får igen, når den først er væk.

Mønt fra 1936 med portræt af Valerius Ragoczy
Mønt fra 1936 med portræt af Valerius Ragoczy Foto: Bruun Rasmussen

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...